Månedlig Arkiver: november 2018

Længe siden

Kære Alle.

Jeg beklager – MEGET – at det har været så stille her på min forfatterside – til alle jer som er blevet: TUSIND TAK!

Jeg havde en længere periode, hvor jeg bare ikke kunne skrive, intet kom ud og jeg følte mig bare slet ikke god nok som forfatter. Så jeg trak stikket ud, og koncentrerede mig om at finde ud af hvad der skulle ske i mit liv.

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er alenemor til en dreng som lider af en sjælden sygdom kaldet Rett Syndrom. Det gør at mit liv kan være ekstremt kompliceret samt stressende til tider. Jeg vil dog ikke kede jer med detaljerne af hvad Rett Syndrom egentlig gør – men skulle I være nysgerrige, kan I bare kigge omkring på min blog, hvor jeg blogger ærligt om livet som alenemor til en handicappet dreng.

Men tiden gik, og jeg følte ikke rigtigt at jeg kom nogen vegne. Stressen tog til, og det samme gjorde depressionen. Jeg synes egentlig jeg havde en masse historier, inde i hovedet, som jeg meget gerne ville have ud, men jeg kunne bare ikke. Jeg ved stadig ikke helt hvad der skete, men pludseligt begyndte det faktisk at lysne igen. Jeg fandt nemlig ud af, at der var mulighed for at starte eget forlag. Sammen med kommunen, lagde jeg en plan. Den plan er så startet. Og idag åbnede jeg mit forlag og webshoppen – det er så underligt at vide at jeg nu skal være selvstændig, og at jeg faktisk kommer til at arbejde med det jeg har drømt om længe. På webshoppen bliver der solgt plakater og bogmærker – og selvfølgelig bøger.

Og når vi nu snakker om bøger, ja så vil jeg gerne dele med jer alle, at jeg har valgt at genudgive Sandheder og Løgne trilogien. Før solgte jeg mine bøger som e-bøger på saxo, det gør jeg ikke længere. Nu skal de sælges via eget forlag.

MEN jeg har valgt at gå de første to bøger (SOL 1 og 2) igennem igen – del 1 er helt klar, dog har jeg endnu ikke fået e-bogsudgaven tilsendt, og paperbacks er desværre heller ikke kommet hjem endnu men de er på vej (de burde faktisk ankomme idag). Jeg har valgt at ændre navnene i den trilogi for at det passer bedre til den danske læser, og hvad jeg følte gav mening. Jeg har også ændret nogle ting, samt skrevet nye scener. Jeg håber I vil tage godt imod Sandheder og Løgne, Brady trilogien del 1 – igen – og at nye læsere kommer til.

(Link til Forlaget Flak her)

Jeg håber ikke jeg skuffer nogle, men det var den måde jeg følte var den bedste måde at gøre det på. Lige pt. arbejder jeg på højtryk med at rette SOL del 2 igennem. Jeg får den skønne Rikke Ella Andrup (indehaver af forlaget Nelumbo) til at læse korrektur samt opsætte bøgerne for mig. Så er jeg sikker på at der ingen fejl er. Jeg skal også igang med at skrive børnebøger, samt krimi – så her sker rigtig meget. Det der er så fedt med at jeg har fået et samarbejde med min kommune (i seks måneder) er at det giver mig en helt anden ro end jeg havde før, samt jeg kan tillade mig at koncentrere mig om nuet og ikke sidde og stresse over fremtiden.

Jeg er også flyttet – min søn fik tilbudt det lækreste hus med masser af plads til ham, så det kunne jeg ikke takke nej til. Vi er faktisk lige flyttet i sidste uge, så her har været kaos og en del stress men nu begynder roen at sænke sig over det lille hjem. Jeg er så glad, og jeg føler mig faktisk som en ny Maja. Så jeg håber I vil tage godt imod mine bøger, og at I kan lide de andre produkter som forlaget sælger.

Tak fordi I læste med.

Jeg vil opdatere så snart mine bøger er klar til salg.

Kærlig Hilsen Maja.

 

Drømmeboligen

Godaften.

Der har været stille på bloggen fordi jeg har haft vanvittigt travlt. Jeg nævnte i et tidligere blog indlæg at jeg skulle have et møde med nogle ledere fra forskellige afdelinger i Fredericia Kommune, og hold nu op et møde. Det gik bare så godt og dialogen var fantastisk. Jeg har aldrig haft et så konstruktivt møde før – et møde hvor jeg virkelig følte at der blev lyttet til mig. At der faktisk blev lagt nogle planer som gør min hverdag noget lettere.

Da snakken faldt på vores bolig situation, spurgte den ene leder mig, “Maja, hvis du helt selv kan bestemme, hvordan ser drømmeboligen så ud?”

Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle svare, for jeg ville jo ikke virke krævende men hun sagde så at jeg skulle være helt ærlig, og jeg måtte gerne drømme. Så jeg svarede at drømmeboligen da helt klart ville være et lille hus med en have til. Jeg tænkte jo at det var helt umuligt. Vi snakkede så bare lidt frem og tilbage om problematikken med at få en handicap bolig, ventetider og så videre. Da mødet var overstået, følte jeg mig lettet men samtidig havde jeg også den sædvanlige følelse af, at jeg måske, endnu en gang, havde spildt min tid. Jeg har nemlig haft mange møder med kommunen hvor jeg egentlig følte det gik godt og at vi så ens på situationerne. Men der skulle ikke en gang gå to uger, før den ene (søde) dame ringede til mig, og sagde at hun faktisk allerede kunne tilbyde Tobias og jeg en ny bolig. Jeg spurgte så hvor det lå henne, og hvad slags bolig det var. Og så svarede hun sgu at det var et hus – et helt nyt et af slagsen – i et roligt villakvarter, og at der var en have til. Jeg var lige ved at græde, og vidste faktisk slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Dagen efter tog jeg ud og så huset. Jeg var blæst omkuld. Huset var stort (129,5 kvm), store rum, lyst og med en meget lækker have til. To badeværelser, et STORT et til Tobias, og et mindre men lækkert badeværelse til mig også.

Dog indrømme jeg gerne at jeg blev ramt af stress og panik. Jeg græd og græd og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg havde aldrig troet at det blev en reel mulighed at komme til at bo i hus med min dreng, og da slet ikke nu. Jeg var bare ikke forberedt på det, og jeg havde mest af alt lyst til at takke nej til boligen. Jeg begyndte at se en masse minusser ved at have hus, og jeg prøvede virkelig at fortælle mig selv at det hus da ikke var noget for mig, og blah blah blah.

Men selvfølgelig vidste jeg godt, inderst inde, at det hus og den have, ville være den rene luksus for Tobias. Så jeg sagde selvfølgelig ja, og faktisk sidder jeg, lige nu, i min nye stue. Det er helt fantastisk at have flytningen overstået for puha, det hele gik stærkt. Og så var jeg jo også ved at starte eget forlag, så timingen med flytningen var lidt skidt. Jeg valgte så at udskyde forlaget en smule, for det virkede tåbeligt at begynde at rode hele den gamle lejlighed til med produkter, emballage og så videre.

Her til aften, har jeg arbejdet på webshoppen til forlaget, og er nu snart klar til at starte det kapitel – jeg glæder mig helt vildt.

Tobias elsker vores nye bolig, og han er helt tilpas. Han nyder de store vinduer, og al den plads der er omkring ham.

Bare det at have Tobias i bad, på sit nye badeværelse, er ren luksus. Der er så meget plads og jeg kan tydeligt se på Tobias at det faktisk gør hele bad situationen meget lettere. Det er så fedt at starte dette nye liv i denne nye bolig. Jeg kan ikke klage. Jeg er godt klar over at med haven, bliver der en del at se til men jeg glæder mig. Jeg har længe drømt om at have egen have, så det er skønt. Desuden har jeg også læst at havearbejde er det rene terapi for folk med stress og depression – så den have kan bare komme an.

Jeg ville gerne dele en masse billeder af den fede bolig, men vi er stadig ikke kommet helt på plads men lidt billeder skal I da se. Billederne indenfor  er taget her til aften, så belysningen er ikke helt god – om dagen vælter det ind med sollys, det er så fantastisk.

 

Det her er mit kontor – bag rumdeleren, har jeg et lille spisekammer og kummefryser. Så det er helt perfekt med et stort rum som kan deles i to.

 

 

 

 

 

Vores meget lange gang 🙂 Jeg glæder mig super meget til at få hængt lidt ‘kunst’ på væggene, men jeg vil gerne være helt sikker på hvad der skal hænge hvor, inden jeg bare går amok. I den gamle lejlighed var alting nærmest klasket på væggene 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

Mit badeværelse – beklager den dårlige billedekvalitet – badeværelset er meget hvidt men ser åbenbart meget gult ud her om aftenen når man tager billeder med en iPhone 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ikke det bedste billede af haven, men skulle egentlig bare have placeret denne ‘potte-stang’ som Tobias har lavet for mange år siden. Til sommer skal der lidt forskelligt grønt i potterne 🙂

 

 

 

 

 

Jeg deler flere bolig billeder når vi er mere på plads.

Det bliver rigtig dejligt at komme helt på plads, og endnu mere dejligt når jeg lige får vænnet mig til alt det nye. Jeg er stadig dybt overrasket over Tobias’ reaktion til vores nye bolig situation. Jeg havde også snakket meget om at vi skulle flytte, hvad det ville betyde – men alligevel overrasker det mig at han tager det så let. Sidst jeg blev klippet, ville han ikke kigge på mig i tre dage haha så det er nyt at opleve ham så afslappende, især med tanke på hvor stor en omvæltning det her er. Han vågner med et smil, og kommer i seng med et smil. Livet er fantastisk, og jeg er bare så taknemlig over at Hanne (den søde leder fra visitationen i Fredericia Kommune) faktisk lyttede, og viste at hun er en kvinde med handling. Tak Hanne, for alt hvad du har gjort. Det betyder alt for min dreng og jeg.