Angst vs. Mig

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har lidt af stress on/off – det startede egentlig helt tilbage i 2008 hvor jeg fik en depression – stressen startede først, den overså jeg så desværre indtil den udviklede sig til en regulær depression. Siden det år, har stress desværre været et problem som jeg ikke kan slippe helt af med.

Noget jeg ikke har delt her på bloggen er at jeg faktisk lider af angst – helbredsangst og bare angst generelt. Det er ikke fordi jeg er flov over det men jeg har haft svært ved at acceptere det selv. Jeg ved faktisk endnu ikke om jeg kan acceptere mig selv med angst, Maja hende med angst. Det er dælme ikke sjovt at lide af en angst der stort set styrer hele ens liv. Det er bare ikke den Maja jeg vil være og det er ikke den Maja jeg var førhen.

 

 (Billedet fandt jeg på Google)

Jeg kan have angst tanker og nogle gange oplever jeg også decideret angst anfald. De kan komme hvis jeg eksempelvis sidder i toget og pludselig kommer der disse underlige tanker om at noget er galt. Det kan være en person som ser mistænksom ud – hvad hvis han er terrorist? Ja, det lyder måske dumt og endda ganske underligt, men desværre tænker en person med angst anfald ikke rationel. Og med flere og flere terrorhandlinger, ja så er det jo faktisk ikke helt utænkeligt at det kunne ske. Men for fanden da, hvornår ser en person egentlig mistænksom ud? Ja, det er jo helt umuligt at sige men min angst kan åbenbart identificere en sådan person.

 

Da Tobias for alvor begyndte at blive syg, og lægerne rodede rundt med diverse undersøgelser og teorier, begyndte jeg selv at lede efter svar på internettet. Jeg søgte dagligt (også om natten) efter hvad der kunne være galt med min dreng. Hele min verden omhandlede Tobias og jeg kunne slet ikke styre tankerne. De begyndte at styre mig, og min hjerne blev fortæret langsomt. Imens Tobias’ (dengang ukendte) sygdom begyndte at virke stabil, blev jeg bare mere og mere syg. Jeg begyndte at blive pisse bange for at jeg skulle fejle noget alvorligt, jeg kunne hele tiden finde nye symptomer og rendte til læge konstant.

Hvis en person fortalte mig om en anden person som pludseligt blev alvorligt syg, ja så kunne jeg nærmest mærke at jeg blev syg (denne følelse kan jeg desværre stadig få). Faktisk, og dette er flovt og egoistisk, men jeg kunne spørge ind til den syge person og faktisk var det ikke fordi jeg som sådan havde den store interesse for den pågældende person, men jeg skulle da have alle symptomerne og sygdommens gang af vide, for hvad nu hvis? Det er pinligt at være sådan og ganske umenneskeligt.

Heldigvis for mig, har jeg en fantastisk læge som hurtigt regnede ud hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Hun lyttede til mig og undersøgte mig også (MANGE gange). Desværre kunne dette kun berolige mig i et døgn eller to, og så startede jeg forfra. Og sådan er det næsten også i dag – dog kan jeg have længere perioder hvor jeg ikke tænker på sygdom. Uheldigvis er jeg i en periode hvor det er ret slemt. Faktisk er min ’stress’ og min angst så voldsom at det påvirker mit hjerte. Jeg får utroligt mange hurtige hjerteslag i perioder, og min læge mente jeg skulle undersøges ordentlig – egentlig ikke fordi hun var nervøs for at der er tale om et decideret dårligt hjerte – men for min skyld og for at vi ligesom kan udelukke at det er min angst eller om der reelt er noget galt. Derfor skriver jeg denne blog imens jeg har den mest irriterende lille dims tilknyttet mit hjerteslag. Den er på størrelse med en cykelcomputer og sidder lige ved brystet, og så er der også en lille dims lige under brystet. Det skal jeg så rende rundt med indtil på lørdag. Det er voldsomt irriterende da det klør meget og lortet bipper jo hvis man kommer til at gøre noget så den ikke lige kan registrere ordentligt. Men nu bliver jeg da tjekket. Jeg kan jo sagtens sidde og skrive at jeg bestemt ikke tror der er noget galt. Nogle dage kan jeg sagtens være logisk og rationel og andre dage er jeg skide skør og tror dommedag er på vej. Jeg ved egentlig også godt hvorfor jeg lider af denne voldsomme angst som faktisk gør at jeg hader ALLE offentlige transportmidler, motorveje, offentlige steder hvor der er mange mennesker og jeg kunne blive ved.

Jeg er pisse bange for at dø så min dreng ender helt alene. En absurd tanke virkelig, for jeg har jo en dejlig familie som jo nok skulle tage sig af Tobias hvis der skulle ske mig noget. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg oplever denne frygt så voldsomt. Ja, der er jo ingen der vil forlade deres børn for tidligt. Det er aldrig en sjov tanke men det er jo en del af livet. Jeg tror dog at det svigt min dreng har oplevet via sin ’far’ og dennes familie, sidder så dybt i mig at jeg slet ikke kan stoppe angsten. Jeg bebrejder ikke min eks eller hans familie. Det er deres tab at de ikke kender Tobias. Men det svigt jeg og Tobias har oplevet gør bare min trang – min nødvendighed – til ALDRIG at svigte Tobias er så stor og sidder så dybt at jeg næsten ikke kan bære det. Jeg ved godt at mange forældre, måske især mødre, oplever en voldsom angst. Når man bliver forældre, kommer der et dejligt barn men dette skønne lille vidunder kommer også med en masse bekymringer. Især hvis det familieliv man drømte om smuldrer bort og ens barn desværre lider af en sygdom som gør hverdagen lidt sværere end normalt.

Jeg har prøvet forskellige psykologer men jeg kender jo egentlig godt problematikken i mit liv og derfor føler jeg ikke at en psykolog har kunnet hjælpe mig. Jeg har oftest snakket dem lidt efter munden og så oplever jeg også bare at jeg selv svarer på mine egne problemer. Så det duer ikke for mig.

Hmm så hvad duer? Jeg aner det simpelthen ikke. Jeg ved bare at jeg gerne vil af med den angst, jeg vil leve imens jeg kan og jeg vil ikke skulle bekymre mig hvert sekund af dagen. Nu lyder det måske også voldsomt som om at jeg næsten ikke kan komme igennem en dag uden angst, det kan jeg godt men jeg lever absolut ikke det liv jeg vil.

Dog er jeg stolt over at jeg faktisk har været ude at flyve for tre år siden, det var ubehageligt og jeg nød det ikke men jeg kom til London.

Tobias skulle også til Kennedy Centret for at blive undersøgt, efter han fik sin RETT syndrom diagnose og ja, jeg bor jo i Fredericia og Kennedy Centret ligger i Glostrup – min søster kørte og jeg fik et voldsomt panikanfald på vej dertil på motorvejen men jeg overlevede det. Dog ser jeg ikke frem til næste gang vi skal besøge Kennedy Centret.

 

Der er rigtig mange mennesker som lider af angst og det er frygteligt. En angst kan sætte en stopper for alting. Jeg vil for eksempel vildt gerne med til Marilyn Manson koncert her den 15 nov. Og jeg har faktisk fundet nogle billetter som er til salg så muligheden er der, og alligevel sidder panikken og fortæller mig at jeg ikke burde tage af sted for toget til Sjælland kunne bliver terrorramt, der kunne være et ondt menneske tilstede under selve koncerten, en højtaler kunne falde ned over mig og blah blah blah – ja ja det lyder jo næsten helt komisk når jeg sidder her og skriver det, men sandheden er at det IKKE er sjovt. Jeg vil jo vildt gerne afsted men hvorfor udsætte mig selv for noget som gør det mere sandsynligt at jeg ikke kommer hjem til Tobias? Det er sådan min angst styrer mig, det er sådan det er. Det er ganske enkelt uacceptabelt og ulideligt.

Jeg skulle aldrig have googlet alle de forskellige sygdomme som jeg gjorde da jeg ledte efter Tobias’ diagnose. Og så sker der jo også bare det når man er alene forælder, at man altså ikke oplever voldsomt meget udenfor ens hjem – man kan ikke gå ud som før. Det er naturligt nok og sådan skal det jo være. Men når man så står alene med et handicappet barn, ja så bliver ens hverdag anderledes og man lukker sig inde i en boble af sikkerhed. Jeg har jo ikke lige en far til Tobias på sidelinjen som jeg kan dele mine bekymringer med. Jeg har en dejlig veninde og en god familie men det er ikke det samme. De er ikke sammen med Tobias konstant og de ser ikke de samme ting som jeg gør. Jeg sover ikke nok om natten og jeg er på 24/7. Sådan er det at være mor – I know – men det er anderledes med et handicappet barn. Ikke alene står man med et barn som kræver ens hjælp konstant men der er også lige en ’dejlig’ kommune at slås med. Som ikke kan sætte sig ind i ens liv som alenemor til et barn som lider af en sygdom som rammer alt og som gør at ens barn ikke sover meget. Man er bare ret alene om kampen – jeg beklager mig ikke for at I skal få medlidenhed med mig – medlidenhed kan jeg ikke bruge – forståelse er meget bedre. Det jeg vil sige med dette er at det er sådan man kan få stress og angst – det er i hvert fald sådan jeg fik det. Når alle ens bekymringer bliver i ens hoved, bliver hovedet fyldt og ens krop begynder at reagere på alle mulige måder.

Dette blogindlæg blev lidt rodet men det er i sandhed et svært emne at skrive om – jeg ville ikke fokusere på statistikker og det læger skriver om angst, blot dele min egen oplevelse af det uden at blive helt sørgelig om det.

Kærlig hilsen Maja

Ps. Jeg er faktisk mega flov over at lide af angst fordi mange har så svært ved at forstå det, ja faktisk kan nogen slet ikke acceptere det. Når man lider af angst, er det ikke rart hvis andre fortæller en at man bare skal tage sig sammen. Tro mig, jeg banker mig selv rigeligt i hovedet over min angst, over følelsen af at jeg ikke føler jeg slår til som mor, som datter, som moster og som veninde. Jeg ved godt at det er lidt noget pjat at tænke sådan men kunne jeg komme af med angsten, ville jeg kunne være meget mere for dem jeg elsker. Sådan er det bare…

Nå men jeg vil stoppe her og forsøge at vinde over angsten så jeg kan købe de billetter og komme til MM koncert…

(Photo by Tim Mosenfelder/Getty Images)

 

 

 

 

 

 

En tanke om “Angst vs. Mig

  1. Pingback: tre koncerter – Majas Univers

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *