At tage imod hjælp

Sidst jeg skrev et blog indlæg, skrev jeg at Fredericia kommune tilbød mig en afløser – en person som kommunen betaler – for at være hos Tobias, fire timer pr. uge, hjemme hos os selv – jeg har nu fundet den (heldige) afløser og det er endda en mandlig pædagog fra Tobias’ skole. Det er simpelthen så fedt at det kunne lade sig gøre, for det var faktisk en mandlig afløser jeg helst ville have da Tobias har brug for en manderolle i sit liv og det kan han få nu. En som er stabil og en som er meget glad for Tobias. Afløseren, som jeg her på bloggen kalder for ‘J’ besøgte os i sidste uge og først så Tobias helt forvirret ud, for J hører jo til på skolen så hvorfor er han hos os? Men det tog ikke lang tid før Tobias brød ud i et stort smil og gav J et kram.

J og jeg snakkede i næsten to timer om Tobias og hans behov –  jeg skulle egentlig ikke fortælle noget vildt for J har helt styr på Tobias og hvordan han skal håndtere ham – det er skønt at vide at jeg kan forlade vores hjem i fire timer om ugen og der er en hos Tobias, som kan give ham et andet ‘modspil’ end jeg gør, en som ikke pylrer ligeså meget.

Selvom jeg er helt tryg ved J og dét at Tobias skal passes af en anden end mig, så har jeg det stadig en smule underligt ved hele situationen fordi jeg på en eller anden måde føler at jeg ikke længere kan varetage min egen dreng som hidtil – jeg ved jo godt det ikke er sådan det er men jeg kan ikke undgå at tænke de lidt mere nederlags-agtige tanker. Det er jo ikke anderledes end andre mennesker som hyrer babysittere, men alligevel giver det mig en slags ‘uro’ – og pludselig aner jeg jo slet ikke hvad jeg skal bruge de fire timer på. Det ved jeg jo egentlig godt for nu kan jeg komme ud og cykle eller gå lange ture, der er plads til cafe besøg og biografture. Det er jo ren luksus!

Jeg havde nok bare håbet der var en anden som trådte lidt mere i karakter men nope, stadig ikke noget nyt på den front. Tobias’ far var på besøg for en måned siden, i en hel time (ironi kan forekomme). Jeg har ikke skrevet et blog indlæg om det, for jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal skrive uden at det kommer til at lyde surt, så lad os nu bare lade den ligge der.

Jeg er glad for den nye afløser ordning – eller ja, vi er jo ikke gået igang endnu for jeg skal lige udfylde et timeskema. Det er mærkeligt at skulle men jeg ved jo det er en realitet for rigtig mange her i DK så mon ikke også nok jeg skal kunne klare det. Jeg skal bare lige have is i maven og fortælle mig selv – sådan cirka en million gange – at det er helt okay og at jeg ikke er en dårligere mor på grund af det. Tobias har jo også godt af den ordning, for han har godt af at få flere personer ind i sit privatliv.

 

 

 

Det her indlæg bliver ikke så langt for der er ikke så meget mere at sige om den afløser sag, men jeg ville lige opdatere jer alle og måske der er andre der sidder derude, og skal igang med samme løsning, eller allerede har valgt den løsning i deres familie – afløser/babysitter… det må ikke bliver kaldt det samme men i bund og grund er det jo det samme.

Jeg vil knokle videre med etablering af mit helt eget forlag og så varer det ikke længe før jeg laver et indlæg om det 🙂

 

Nyd denne dejlige solskinsdag 🙂

Hilsen Maja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *