Kategori Arkiver: Mit forfatterhjørne

Længe siden

Kære Alle.

Jeg beklager – MEGET – at det har været så stille her på min forfatterside – til alle jer som er blevet: TUSIND TAK!

Jeg havde en længere periode, hvor jeg bare ikke kunne skrive, intet kom ud og jeg følte mig bare slet ikke god nok som forfatter. Så jeg trak stikket ud, og koncentrerede mig om at finde ud af hvad der skulle ske i mit liv.

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er alenemor til en dreng som lider af en sjælden sygdom kaldet Rett Syndrom. Det gør at mit liv kan være ekstremt kompliceret samt stressende til tider. Jeg vil dog ikke kede jer med detaljerne af hvad Rett Syndrom egentlig gør – men skulle I være nysgerrige, kan I bare kigge omkring på min blog, hvor jeg blogger ærligt om livet som alenemor til en handicappet dreng.

Men tiden gik, og jeg følte ikke rigtigt at jeg kom nogen vegne. Stressen tog til, og det samme gjorde depressionen. Jeg synes egentlig jeg havde en masse historier, inde i hovedet, som jeg meget gerne ville have ud, men jeg kunne bare ikke. Jeg ved stadig ikke helt hvad der skete, men pludseligt begyndte det faktisk at lysne igen. Jeg fandt nemlig ud af, at der var mulighed for at starte eget forlag. Sammen med kommunen, lagde jeg en plan. Den plan er så startet. Og idag åbnede jeg mit forlag og webshoppen – det er så underligt at vide at jeg nu skal være selvstændig, og at jeg faktisk kommer til at arbejde med det jeg har drømt om længe. På webshoppen bliver der solgt plakater og bogmærker – og selvfølgelig bøger.

Og når vi nu snakker om bøger, ja så vil jeg gerne dele med jer alle, at jeg har valgt at genudgive Sandheder og Løgne trilogien. Før solgte jeg mine bøger som e-bøger på saxo, det gør jeg ikke længere. Nu skal de sælges via eget forlag.

MEN jeg har valgt at gå de første to bøger (SOL 1 og 2) igennem igen – del 1 er helt klar, dog har jeg endnu ikke fået e-bogsudgaven tilsendt, og paperbacks er desværre heller ikke kommet hjem endnu men de er på vej (de burde faktisk ankomme idag). Jeg har valgt at ændre navnene i den trilogi for at det passer bedre til den danske læser, og hvad jeg følte gav mening. Jeg har også ændret nogle ting, samt skrevet nye scener. Jeg håber I vil tage godt imod Sandheder og Løgne, Brady trilogien del 1 – igen – og at nye læsere kommer til.

(Link til Forlaget Flak her)

Jeg håber ikke jeg skuffer nogle, men det var den måde jeg følte var den bedste måde at gøre det på. Lige pt. arbejder jeg på højtryk med at rette SOL del 2 igennem. Jeg får den skønne Rikke Ella Andrup (indehaver af forlaget Nelumbo) til at læse korrektur samt opsætte bøgerne for mig. Så er jeg sikker på at der ingen fejl er. Jeg skal også igang med at skrive børnebøger, samt krimi – så her sker rigtig meget. Det der er så fedt med at jeg har fået et samarbejde med min kommune (i seks måneder) er at det giver mig en helt anden ro end jeg havde før, samt jeg kan tillade mig at koncentrere mig om nuet og ikke sidde og stresse over fremtiden.

Jeg er også flyttet – min søn fik tilbudt det lækreste hus med masser af plads til ham, så det kunne jeg ikke takke nej til. Vi er faktisk lige flyttet i sidste uge, så her har været kaos og en del stress men nu begynder roen at sænke sig over det lille hjem. Jeg er så glad, og jeg føler mig faktisk som en ny Maja. Så jeg håber I vil tage godt imod mine bøger, og at I kan lide de andre produkter som forlaget sælger.

Tak fordi I læste med.

Jeg vil opdatere så snart mine bøger er klar til salg.

Kærlig Hilsen Maja.

 

Eget Forlag

Kære alle.

Først vil jeg gerne BEKLAGE DYBT at jeg ikke har ladet høre fra mig… MEGET LÆNGE… og jeg beklager også at der endnu ikke er kommet en ‘Sandheder og Løgne 3’.

Da jeg først begyndte at skrive, troede jeg faktisk slet ikke at nogen ville læse mine bøger, men det var der jo – og faktisk var der endda nogle som kunne lide det jeg skrev – til trods for at jeg selv, den dag i dag, overhovedet ikke er tilfreds med bøgerne ‘DrømmeSyn’ og ‘DrømmeTid’ så derfor trak jeg dem væk fra Saxo for længe siden, og jeg har siden arbejdet på begge bøger. Der er stadig et stykke vej meeeeen jeg lover at det bliver det hele værd.

I dag har jeg så valgt at fjerne ‘Sandheder og Løgne’ 1 og 2 fra Saxo, fordi jeg er ved at starte eget forlag op – ‘Forlaget Flak’.

Ved at have en lang pause fra at udgive, har jeg dog lært en masse, og kan nu læse mine bøger og finde de svagheder samt styrker som er i dem.

Jeg er alenemor til Tobias, som nu er 11 år gammel. Desværre lider Tobias jo af Rett Syndrom, som er en alvorlig sygdom som kræver ekstremt meget. Jeg vil ikke kede jer med for mange detaljer om dette ,men blot til orientering hvis nogen ikke vidste det. Derfor har det været et problem for mig at have tid, overskud og mulighed for at skrive når jeg ville. Men nu er der efterhånden ved at være nogenlunde styr på Tobias, og blandt andet hans sovemønstre, så mit overskud er langsomt ved at vende tilbage. Samt min hjerne virker en smule bedre og den kan nu andet end at bekymre sig. Da jeg ikke kan passe et ‘normalt’ job som alenemor til Tobias, kunne kommunen ikke længere hjælpe mig men de synes til gengæld min ide om at starte eget forlag, var en kanon ide. Det betyder at jeg nu kan gøre dette og faktisk få virksomheds-revalidering de første 6 måneder. Dog betyder det også at jeg har skulle knokle på en masse detaljer, udvikling og så videre. Derfor har der bare ikke været plads til at være forfatter i en lang periode.

På tirsdag (12. juni) skal jeg til et møde med kommunen angående det økonomiske i opstart, så det bliver spændende og også nervepirrende for det betyder at ‘Forlaget Flak’ snart er en realitet.

Det beklager jeg overfor dem som rigtig gerne ville have bog 3 om Jenny og Thomas. Den skal nok komme! Faktisk er jeg også ved at gennemgå de første to bøger i den serie, så når de udkommer via mit eget forlag, vil de være lidt opdateret. Jeg ved der er nogle som har alle mine bøger (TUSIND TAK) og derfor vil jeg selvfølgelig køre en intropris (billigere) bøger lige når jeg starter op. Men jeg skal nok holde jer opdateret. Nu ved I i hvert fald hvorfor jeg har været så stille – jeg har nævnt forlaget på min Facebook side, men nu er det altså virkelig en realitet! Så nu kan jeg udgive e-bøger, paperbacks samt lydbøger. Jeg vil også sælge bog-relateret plakater samt bogmærker.

Lige pt. skriver jeg udelukkende erotisk kærlighedshistorier, men jeg har også en ide til en børnebog, samt krimi. Så der er masser af gode ting i vente.

Det betyder rigtigt meget for mig at mit liv har taget en hel anden drejning, og at hverdagen føles mere stabil – det giver bare mere overskud.

Det betyder også at hvis der sidder en lille forfatter gemt i dig, så kontakt mig da hvis du kunne tænke dig et samarbejde og udgivelse.

 

Jeg håber I alle har det godt og at I ikke er alt for sure over min manglende bog 3 og tilstedeværelse… Jeg er nu i fuld sving. Og har da også bog coveret til ‘Sandheder og Løgne 3′ klar hehe

 

Ha’ en dejlig søndag – kærlig hilsen Maja

Livets Opgør

 

Kære Læser.

Først; jeg håber I alle havde en glædelig jul og kom godt ind i det nye år 🙂

Jeg beklager stilheden men jeg har haft en del computer problemer og lidt kaos i privatlivet… Og så har jeg nydt en skøn juleferie med min dejlige dreng, som har overrasket meget med nye sejre, men det skal jeg nok dele senere. Nu skal det lige nu handle om den historie, jeg sendte ind til StoryTel, – den som desværre ikke vandt men som jeg alligevel gerne vil dele med jer.

Her er linket til den post Vil I læse? hvor jeg skriver om inspirationen samt handlingen til ‘Livets Opgør’ 🙂

Her kommer pilotafsnittet og jeg er spændt på at høre jeres reaktioner 🙂 

‘Livets Opgør’

1 ~ PILOT

Det føles stadig som om mit hjerte raser afsted, og min krop skriger efter at give slip. Men jeg har ikke lyst til at miste kontrollen. Jeg har formået at holde tårerne tilbage indtil videre, så jeg vil først slippe dem løs når jeg kommer hjem.

Der er ikke nogen ord der virkelig kan beskrive begravelsen. Ikke alene var den ekstrem sørgelig, den var også akavet og anstrengt.

Min kusine, Sophia, kommer aldrig til at sidde i min sofa igen, aldrig mere vil hun fortælle om alle sine drømme. Mit hjerte er sønderknust. Ikke kun fordi jeg har mistet hende, men at se hendes 10årige dreng, Daniel, græde over tabet af sin mor, var mere end jeg kunne klare. Bare tanken om at han nu skal vokse op uden den kærlige mor, er uretfærdig på alle måder.

Da præsten havde sagt de sidste ord, gik Daniel hen til den hvide kiste og lagde en smuk, hvid lilje på den. Han lagde sin hånd på kisten, imens man kunne høre ham hviske ’jeg elsker dig, mor’ – derefter lagde de andre deltagende, inklusiv mig selv, hvide liljer ved siden af kisten. Først synes jeg at det var underligt at vi ikke lagde vores ovenpå, men så forstod jeg, det var af respekt for Daniel – hans lilje var den vigtigste. Han har mistet sin mor. Ingen ord kan beskrive, hvordan han må have det lige nu.

Begravelsen var akavet og anstrengt fordi dette var den allerførste gang, hvor min familie var samlet med Sophias mand og hans selvvalgte familie. Vi var ikke inviteret til deres bryllup – selvom jeg godt er klar over at selv med en invitation, ville jeg nok have været den eneste, som ville deltage.

Jeg husker tydeligt telefonsamtalen med Sophia, da hun ringede for at fortælle mig at hun var blevet gift. Jeg var på job i Frankrig.

Hvorfor er du blevet gift uden jeg var tilstede? var mine ord – jeg var chokeret selvom jeg også var ved at eksplodere af glæde over at Sophia nu var gift med sit livs kærlighed.

Åh, du ved hvordan det er med vores familie. Martin friede for en uge siden og så blev der lynhurtigt stablet en grill aften på benene. Det var kun Martins familie og venner som var tilstede. Jeg ville have inviteret dig men det hele gik så hurtigt og jeg ved med sikkerhed, at havde jeg inviteret dig, ville du straks have forsøgt at overtale vores familie om at deltage. Ikke fordi du vil sprede vrede men fordi du er så fandens god. Jeg elsker dig, kusine. Jeg er nødt til at smutte nu.

Hun havde ret; jeg ville have gjort alt i min magt for at få alle til at deltage. Jeg er ikke sur over jeg ikke så hendes vielse, men jeg er sur over at vi lever i et samfund, hvor folk stadig dømmer hinanden ud fra farve og job. Det er også derfor, jeg nu sidder her alene på en træbænk, som minder mig om de gode gamle skoledage.

Min del af familien valgte at tage direkte hjem efter kirken, de ville ikke deltage i efter-arrangementet, fordi de ikke kan lide Sophias mand og hans familie.

Sophias mand, Martin, er rocker og han er en del af en klub som har eksisteret længe. De kalder sig selv for: Brothers of Justice – Retfærdighedens Brødre, jeg synes det er et forunderligt navn til en gruppe mennesker som netop ikke lever efter loven. Jeg har aldrig været på deres base før, men det er jeg så nu, med en efterhånden ret lunken øl i min hånd.

Jeg har ikke rigtigt snakket med nogle af de andre. Jeg har holdt mig for mig selv. Ikke fordi jeg ikke vil snakke med dem, men jeg er flov over at jeg er den eneste fra Sophias familie, som sidder her. Det værste af det hele er, at ikke en eneste fra min familie havde mod nok til at kondolere til Martin eller Daniel.

Daniel er trods alt Sophias barn, alligevel var der ikke en, som gik hen og gav ham et kram eller anerkendte at han faktisk var til stede.

Da vi sad i kirken, var det nærmest som at se en gammel kultur film hvor de rige møder de fattige; min familie, i sorte kjoler og jakkesæt, som sad til venstre i kirken og rockerne til højre. De var alle iført, hvad jeg går ud fra, er deres dagligdagstøj. De havde T-shirts, cowboybukser og deres læderveste på. Selvom jeg har mødt Martin adskillige gange før, har jeg ikke en stor kendskab til rockerklubben, for jeg mødte ham kun, når han var hjemme eller når han, Sophia og Daniel kom på besøg hos mig.

Jeg kan huske hvor chokeret jeg blev da Sophia fortalte mig om sin nye kæreste. Sophia har altid været en lidt vildere pige, som gerne ville prøve nye ting af, så jeg kunne ikke gøre andet end at støtte hende. Og da slet ikke når resten af familien, inklusiv hendes egne forældre, nærmest slog hånden af hende.

En klump samles i min hals. Det er hårdt at sidde her, når minderne bare popper op i mit hoved.

Vreden vælter op i mig. De kunne ikke engang komme over deres snobberi og deltage. Min kusine havde ret, når hun sagde at vores familie, er mennesker som bærer nag og ikke kan se udover deres egne næsetipper. Faktisk forstår jeg ikke den voldsomme reaktion og fordømmelse af sine børns valg, når det kommer til kærlighed. Min bekymring angående Sophias nye kæreste, blev gjort til skamme første gang, jeg mødte ham. Dog havde jeg stadig i baghovedet at han er rocker, men jeg forsøgte at acceptere ham for den han er. Det håber jeg også jeg kan nu, hvor Sophia ikke længere er i blandt os.

Måden han behandlede Sophia på, fyldte mit hjerte med kærlighed og forståelse for hvorfor Sophia var faldet for ham. Martin er en god mand, og en god far.

Min familie tager afstand, udelukkende på grund af hans baggrund. De ser kun lædervesten og tror at der er ren råddenskab under den. Jeg kan godt forstå man ikke har lyst til at støtte kriminelle, og det vil jeg da heller ikke. Men jeg kan aldrig få mig selv til at slå hånden af et familiemedlem. Og slet ikke Sophia, da vi altid har været tætte med hinanden. Jeg kan selvfølgelig godt sidde nu og tænke; har jeg mistet min kusine på grund af den rockerklub, hun valgte frivilligt at tilbringe tid med? Faktum er bare, jeg kunne ikke stoppe hende, uanset hvor meget jeg ville. Sophia stod fast og intet kunne hindre hendes kærlighed til Martin.

Imens jeg sidder her og mindes fortiden, er der pludselig en kvindestemme som afbryder mine tanker.

”Du må være Joia? ” Kvinden sætter sig ved siden af mig og rækker mig et lommetørklæde. Jeg nikker og tørrer min øjne. Jeg havde ikke lagt mærke til de tårer, som løber ned af mine kinder.

”Jeg er Ulla, Alexanders mor. Alexander er. ”

”Martins bedste ven. Jeg har hørt om ham, dog jeg har ikke mødt ham personligt. ”

Ulla nikker, ”jeg er virkelig ked af dit tab. Hvis der er noget jeg kan gøre, så sig til. ”

”Tak, Ulla. Lige nu er jeg bare ked af det. Sophia var en fantastisk kvinde. ”

”Det var hun bestemt. Jeg er nødt til at sørge for lidt snacks til alle gæsterne. Men føl dig hjemme og tag en ny øl, hvis du får lyst. ” siger hun med varm stemme. Hun sender mig et kærligt smil, inden hun går indenfor i klubhuset.

Ulla har smukke blå øjne, fyldt med liv og historie. Der er ingen tvivl om at Ulla er en varm kvinde, men hun må også være hård, for ellers ved jeg ikke,  hvordan man kan leve i dette miljø. Hun er meget kønnere end jeg havde regnet med. Halvlangt blondt hår, lidt tjavset, og en ret tung make-up, men hendes smil er varmt og ærligt. Hendes tøjstil er dog som jeg havde regnet med. Cowboy bukser, stram læderskjorte og lange højhælede støvler. Rockermor, jeg smiler lidt for mig selv.

Jeg kigger lidt rundt og får øje på den lyshåret fyr, som jeg så til begravelsen. Denne gang holder han ikke sin lædervest imellem hænderne, men har den udover sin sorte hættetrøje. Det var også en af grundene til at jeg lagde mærke til ham inde i kirken, da han faktisk var den eneste, som ikke havde vesten på, samt han er den eneste med lyst hår. Hans hår er uglet og når ned til skulderne, og han har skæg. Til min overraskelse, kan jeg ikke tage øjnene fra ham. Et eller andet lokker mine øjne til at observere ham. Der står nogle kvinder rundt om ham, de smiler alle flirtende. Deres tøjstil er noget alternativ og alligevel er jeg ikke chokeret, for jeg går ud fra det er sådan man klæder sig, hvis man hører til her. De er alle iført meget, meget korte nederdele – faktisk så korte at jeg ikke vil kalde dem lårkort, men mere trusse kort. De har alle så små toppe på, at de faktisk kun lige skjuler brysterne. Deres make-up er tung; sort eyeliner, mørk øjenskygge og knald rød læbestift. De har alle langt blondt hår, og fra hvad jeg kan se, silikone i læber og bryster. Duller, ville de fleste nok kalde dem. Jeg kigger ned af mig selv og føler mig endnu mere udenfor. Min kjole når ned til knæene, den er sort og viser ikke for meget hud. Jeg har et par stiletter på som også er sorte. Mine negle er lange og lakeret i en neutral farve. Jeg er sort i huden og mit hår er stort. Jeg ligner bestemt ikke en der hører til her. Men jeg er her for Sophias skyld, og selvfølgelig også for Daniels.

Jeg kigger op igen og observerer gruppen af mennesker på pladsen. Den iøjnefaldende lyshåret fyr, kan kun være Alexander Dahl Nielsen. Han er vice præsident for klubben, og det er hans stedfar som er præsident. Det er vist det eneste, jeg ved med sikkerhed om klubben.

Alexander tager en slurk af sin øl, jeg gisper helt efter vejret, da han står der, som var han model for en ølreklame. Måden han slukker sin tørst på, hans velformede læber om flasken og hovedet lidt tilbage, gør ting ved mig, jeg ikke helt kan sætte ord på. Jeg føler mig en smule latterlig ved at sidde her og stirre på ham, som et sultent rovdyr. Han er en rigtig bad boy, tænker jeg.

Han kigger hen imod mig og jeg fjerner hurtigt mit blik, i håb om at han ikke har lagt mærke til, at jeg har spist glosuppe til morgenmad. Jeg tager endnu en tår af min øl, måske den kan skylle mine beskidte tanker væk.

Jeg føler mig helt håbløs idet jeg atter kaster et blik over i retning af pigerne, men jeg kan ikke længere se Alexander.

Øv!

”Du må være Joia. ” Jeg gisper forskrækket, inden Alexander sætter sig ved siden af mig – lige præcis der hvor hans mor sad for kort tid siden. Han sætter sin øl hårdt ned i bordet.

”Hvordan kunne du dog gætte det.” siger jeg lavmælt. Jeg kan pludselig mærke en usikkerhed og jeg ved ikke helt hvor den kommer fra, eller hvorfor den kommer.

”Sophia har fortalt meget om dig. ”

”Så det er ikke fordi, jeg er den eneste sorte kvinde her? ” Jeg kigger ind i hans blå øjne. De er flotte, meget intense og hans lyse øjenvipper er lange. Man kan godt se, hvem der er hans mor.

”Nej, eller jo… jeg mener… hun fortalte hvor tætte I var og eftersom du er den eneste fra kirken, som faktisk tog med herud for at få en gravøl. ” Alexander lyder en smule usikker. Han begynder at pille ved øllens mærkat og jeg lægger mærke til at han bærer en del fingerringe og en tatovering på hver hånd.

”Det er okay. Jeg driller bare. Jeg er Joia og du må være Alexander. ” Jeg smiler og tager mig selv i, at føle mig ret tiltrukket af rockeren, ved siden af mig.

”Ja, det er mig. Det er dejligt at møde dig – dog trist at det skulle være under disse omstændigheder. ” Han smiler skævt og vi skåler i øl.

Jeg troede egentlig at han ville gå efter vores skål, men Alexander bliver siddende. Vi siger ikke noget. Jeg føler ikke rigtigt, jeg har noget at snakke med ham om, men da jeg får øje på hans tatovering på hånden igen, vælger jeg at spørge ind til den.

”Gjorde det ikke ondt? ” Jeg peger ned på hans hænder og han griner halvkækt.

”Tja, smerten er jo en del af det. Kan du lide dem? ”

”Altså jeg er normalt ikke til tatoveringer, men det passer godt til dig – du er jo lige typen på det, ” siger jeg ærligt. Han smiler og retter sit blik imod mig, men jeg bliver genert og kigger væk.

På venstre hånd har han en smuk svale tatoveret, men ikke med mange detaljer, og i baggrunden er der nogle roser med blade. Faktisk er den ret sød, ikke en tatovering, jeg havde forventet at se på en rocker. Jeg når ikke at studere den anden hånd, idet han stopper den ned i sin lomme.

”Du er model, ik? ”

”Jo det er jeg. Og du er rocker, ik? ” siger jeg skarpt tilbage og vi griner begge to – dog er vores latter ikke overbevisende ægte men jeg går ud fra at vi begge prøver at lette den tunge stemning.

”Ej, jeg ved godt, du er meget mere end det. ” tilføjer jeg hurtigt, uden jeg egentlig er klar over hvorfor jeg sagde det, for jeg kender jo ikke Alexander overhovedet.

”Tja, det ved jeg sq ikke rigtigt. ” hans stemme falder nogle toner og hans øjne forandrer sig og han kigger hurtigt ned i bordet igen. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om han er genert eller om han ikke har ret høje tanker om sig selv.

”Alex… ” men jeg når ikke at snakke færdig, før han smiler flygtigt til mig og går tilbage til de andre.

Det kan godt være jeg ikke har vekslet mange ord med ham, og min hjerne skriger at jeg ikke skal involvere mig på nogen måde, men alligevel kan jeg mærke en nysgerrighed. På en måde vil jeg gerne blive her, og se om jeg kan få snakket lidt mere med Alexander eller lige fange Daniel, men ham kan jeg ikke se nogen steder. Måske har han gemt sig indenfor for at få noget fred.

Jeg vælger at drikke min øl ud og tager min jakke på, inden jeg går hen imod vejen.

Rockerklubben har et stort område. Der er to store garageporte, som lige nu er lukket, men jeg tror deres værksted er bagved. Over disse porte hænger et større skilt hvor der står: Dahl Nielsen og Hansen. Alexanders mellemnavn samt efternavn og jeg går ud fra at hans stedfar så må hedde Hansen til efternavn. Lige ved siden af værkstedet, er der et kontor hvor kunder kan henvende sig. Og så er der selve klubhuset, med et skilt hvor deres rockernavn, Brothers of Justice, er indgraveret. Jeg aner simpelthen ikke,  hvad der er inde i det klubhus. Min nysgerrighed har prikket mig på skulderen, for at finde ud af det, men jeg tør ikke gå derind. Jeg ved jo ikke om der er en slags kode eller krav, man skal opfylde for at gå ind. Værksted, kontor og klubhuset er faktisk en stor hjørnebygning. Hele pladsen er indhegnet; nogen steder med jerngitter og andre steder med et hegn af træ der ser meget gammelt og slidt ud. Alt i alt, et sted der godt kunne trænge til lidt renovering og alligevel, virker det bare endnu mere hjemligt på den måde.

”Hey… Joia? ”

Jeg vender mig om og Alexander kommer løbende hen imod mig.

”Ja? ”

”Skal jeg ikke give dig et lift hjem? ”

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg nikker og går med ham hen til hans motorcykel. Jeg er ikke overrasket over at se at han ejer en Harley Davidson. Den er flot; sort lak, dog ikke en skinnende lak, men i stedet er det en cool mat overflade. Sædet er lettere slidt brun læder. Meget klassisk og jeg er imponeret.

”Jeg har altså aldrig siddet bag på en motorcykel før, så kan vi køre roligt? ” mit hjerte føles igen som om det har gang i et maraton. Jeg er nervøs for at blive kørt hjem på en motorcykel og så af en rocker, han kører garanteret meget hurtigt.

Alexander smiler charmerende til mig, ” så er det da godt nok også på tide, at du sidder bag på en mc – og så er det jo endda en Harley, din heldige tøs Jeg skal nok køre forsigtigt. Her. ” han rækker mig en sort hjelm – den er meget retro og uden vesir.

Heldige tøs? Hmm, lad os nu se hvor heldig jeg er.

Jeg presser hjelmen så hårdt jeg kan ned over mit store hår og Alexander småklukker en smule.

”Ja ja, grin du bare men det er ikke nemt med det afrogarn. ” Jeg spænder hjelmen og sætter mig bag på.

Alexander drejer hovedet en smule og kigger på mig med et glimt i øjet. ”Frøken, hvis du vil have et sikkert lift hjem, skal du lige tage rundt om mig. ”

Jeg rødmer en smule. Ikke fordi han bad mig om at tage rundt om ham, men fordi hans kække attitude går lige i hjertet på mig. De mænd jeg normalt møder, hvad end det er via min fars vigtige middagsselskaber eller når jeg er i byen, er som regel mænd uden nogen former for humor eller charme. Jeg tager armene rundt om Alexander og kan pludselig se alle de letpåklædte kvinder stirre efter os, de ser lettere fornærmet og chokeret ud.

En pludselig rebel vågner inden i mig og giver mig en stor lyst til at give dem F fingeren men jeg behersker mig. Sådan er jeg jo ikke. Sophia havde fortalt mig at Alexander er den som scorer flest point hos det modsatte køn. Ikke kun på grund af hans udseende men også fordi han er VP. En dag bliver han præsident for denne klub. Jeg griner lidt indeni over det. Præsident? For en rockergruppe? Det er lidt sjovt at det er sådan inddelt. Gad vide hvordan de bestemmer det? For jeg tænker at Alexander egentlig er gammel nok til at overtage klubben nu, men det er hans stedfar som er lederen. Desuden kan jeg ikke helt forstå fascinationen af at ville være sammen med en person bare på grund af en titel? Det virker temmelig overfladisk.

”Hey, hvor er du henne? ” Alexander skubber lidt til mig imens han ser helt afventede ud.

”Undskyld hvad? ”

Han griner inden han spørger, hvor vi skal hen.

”Til Strandodde, ” smiler jeg tilbage og Alexander gasser op. Jeg hviner højt da han sætter i gang. Jeg har altid elsket lyden af motorcykler – den helt specielle brummen plus det ser fedt ud når motorcykler kommer fræsende. På en eller anden måde, bliver jeg altid fyldt med en form for respekt. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan har jeg altid haft det. Særligt kan jeg huske da jeg var barn, og hele familien var på ferie. Man var sikker på hvor end man tog hen, så ville man altid møde en flok, på motorcykler der overhaler bilen. Mine brødre var altid helt vilde og stirrede i lang tid efter dem. Og så ville min far fortælle dem, at sådan nogle rockere skulle man ikke associere sig med. Jeg ved ikke, hvorfor min far altid insisterede på at kalde alle mennesker på motorcykler for rockere, men det gjorde han og han gør det stadig. Til trods for at der findes mange mennesker, som elsker at køre på motorcykel, uden at de nødvendigvis er rockere.

Alexander kører pænt – dog ikke så langsomt som jeg havde ønsket, men jeg vælger at prøve at nyde denne tur. Det er skønt med solnedgangen i forgrunden, vinden i ansigtet og den lille glæde i min mave. Det har været en meget hård dag og jeg er stadig knust over tabet af min kusine, men lige i dette øjeblik, kan jeg godt forstå hendes fascination af at være sammen med en rocker. Ikke på grund af titlen, men det er befriende at sidde på en mc – dog ville jeg ikke bryde mig om at skulle styre. Skulle jeg date en der havde motorcykel, måtte han altså godt være en ikke-rocker.

Det tager cirka tyve minutter at komme til min strandvilla i Strandodde. Alexander holder ind til siden og jeg hopper hurtigt af. Mine ben vibrerer nærmest og mit hjerte galoperer men jeg er glad. Det var en fed tur.

”Var det for hurtigt? ” han griner drenget og tager imod hjelmen jeg har lånt.

”Tja, altså lidt hurtigere end jeg havde håbet, men det var faktisk ganske okay. Du kører godt, jeg går ud fra at du også har en del års øvelse. ”

”Ja, det har jeg jo nok. Jeg har kørt på mc siden jeg var 13. ” Han griner højt da han ser mit chokeret ansigtsudtryk.

”Men, det må man da ikke. Du var jo bare et barn. ”

”Babe, jeg er rocker – vi lever ikke efter de foreskrevne regler, ” han kommer af motorcyklen og kommer tæt på mig.

”Joia, det var hyggeligt at møde dig. Jeg er virkelig ked af måden vi skulle mødes på. Jeg håber ikke du hader os alle for meget. Jeg ved at Sophia gerne ville et andet liv med Martin og Daniel. Tro mig, det ville Martin også. ” Alexanders blik er intenst.

”Det ved jeg godt, Alexander. Og tak. Jeg ved at du og Martin ville starte noget for jer selv og jeg håber stadig at I vil gøre det. ”

”Tja, jeg tror Martin vil finde ud af hvem der dræbte hans kone og så skal det hævnes. ”

”Nej! Han er nødt til at lade være for Daniel har altså brug for sin far. Sophia ville aldrig ønske at Martin hævnede hende. Det gør det jo bare meget værre. Vil du ikke nok tale ham fra det?” siger jeg tiggende.

Alexander tager fat i mine hænder.

”Joia, det er sådan vi er – hvis vi mister nogen vi elsker, skal det hævnes. Jeg kan ikke ændre den regel og jeg ved faktisk heller ikke om jeg vil. Vi har aldrig prøvet at miste en kone i klubben før. Vi elskede alle Sophia og vi vil ære hende. ” siger han nærmest som om at det giver mening og at det er det eneste rigtige at gøre.

”I ærer hende sq da ikke ved at dræbe et andet menneske. Det er jo lige præcis derfor hun ville have sin familie i et andet miljø. Please, Alexander… I skal ikke gøre det. Få nu bare åbnet jeres egen garage og lev den drøm. Sophia fortalte mig, at du er et stort talent, når det kommer til motorcykler og at du har deltaget i nogle events med showcase og så videre. ”

”Du er sød. Jeg skal nok nå min drøm… ” han lyder selvsikker, men hans øjne fortæller mig noget andet. Jeg slipper vredt hans hænder.

”Det sagde Sophia også og se hvor hun er. Idiot. ” snerrer jeg og begynder at gå hen til min hoveddør.

”Joia, hvorfor reagerer du sådan? Du kender mig ikke. Jeg er ret sikker på at hvad end drømme, jeg har, er det ikke noget du bestemmer eller overhovedet burde interessere dig for. ” Hans stemme har ikke længere den samme charmerende undertone som hidtil, men nu mere streng og anklagende.

Han løber op til min hoveddør og tager fat i min hånd så jeg taber nøglen.

”Slip mig. Det kan godt være det ikke er noget jeg skal blande mig i, men jeg kan ikke forstå, hvorfor I skal opføre jer som Gud? Det er da ikke op til jer, hvem der skal leve eller dø. Vi har et retssystem og de skal nok sørge for at retfærdigheden sker fyldestgørende. ”

Alexander fnyser hånligt, inden han kigger på mig igen, ”øh, og Gud bestemmer hvem der skal leve og hvem der skal dø? Det tror jeg så ikke på. Joia, det var hyggeligt. Pas på dig selv. ” han ryster opgivende på hovedet, inden han går tilbage til sin Harley. Han tager hjelmen på og sætter afsted i rasende fart.

Jeg får hurtigt samlet mine nøgler op, og med rystende hånd får jeg også låst døren op. Jeg lukker døren bag mig og glider ned på gulvet. Tårerne står ud af mine øjne.

Hvorfor reagerede jeg sådan? Alexander har jo ret; jeg kender ham ikke og hvad han vælger at bruge sit liv på, kommer overhovedet ikke mig ved. Jeg tror det er tabet af min kusine der har sat gang i en masse ukendte følelser. Har min familie ret når de siger at rockere er en flok idioter, som tror de kan bestemme alting? Hvorfor vælger man at leve i det miljø? Hvorfor vil Martin være så ansvarsløs og risikere at gøre Daniel forældreløs bare for at få hævn? En hævn ændrer jo ikke det faktum at Sophia er væk. Hun kommer ikke tilbage igen, hun er borte og jeg savner hende. Jeg ville ønske hun, Martin og Daniel boede i et hus i mit område. Jeg er flov over at jeg reagerede sådan over for Alexander, jeg er ikke hans mor.

Mor?

Hvorfor har hans mor ikke stoppet ham fra at blive rocker? Hvilken mor ønsker at hendes søn lever sådan? Ej, nu stopper jeg! Nu begynder jeg at fordømme mennesker jeg ikke kender. Jeg rejser mig op, smider nøglerne på det lille bord i entreen, inden jeg går ovenpå til mit soveværelse

 

 

Min morgen startede med en skøn løbetur langs stranden imens solen stod op. Jeg elsker at løbe, fordi det giver mig en følelse af frihed. Når jeg løber, slukker jeg for tankerne og koncentrerer mig udelukkende om min vejrtrækning og naturen omkring mig. Men i dag, kunne jeg ikke slippe de ord jeg fik sagt til Alexander, eller hans reaktion derpå. Det har irriteret mig så meget, at jeg havde svært ved at sove.

Jeg føler jeg gik over grænsen med Alexander og jeg fik sagt nogle ting som absolut ikke vedkom mig. Alligevel synes jeg at de ting jeg fik sagt, var rigtige og jeg synes også at Alexander burde forsøge, at få Martin til at indse, at intet bringer Sophia tilbage. Jeg har dårlig samvittighed over det voldsomme udbrud men jeg skylder ikke Alexander en undskyldning.

Martin ringede halvsent i går for at spørge om jeg kunne passe Daniel i dag. De var nødt til at tage hjem fra camping turen, jeg ved ikke hvorfor og jeg spurgte heller ikke. Jeg glæder mig til at tilbringe lidt tid med Daniel, men jeg er også nervøs. Jeg aner ikke hvor trist han er og for at være helt ærlig, jeg aner heller ikke hvad jeg skal sige til ham, som kan være trøstende.

Jeg har handlet ind til at Daniel og jeg kan bage, hvis han skulle få lyst til lidt lækkert.

Min mobil ringer og jeg tager den hurtigt med et ”ja? ”

”Hej smukke. Jeg er lige i nabolaget – giver du en kop kaffe? ”

Min mave vender sig helt ved lyden af hans stemme.

”Mark? Nej, jeg giver ikke en kop kaffe. Det er slut imellem os og det er på tide at du respekterer det. ” snerrer jeg.

”Jeg ved godt du havde brug for en pause, men vi kan sagtens komme igennem, hvad end det er der har gjort dig så sur. ”

”Hvad end der har gjort mig så sur? Du ved udmærket godt hvorfor jeg er sur. Jeg kan ikke gå nogen steder uden at du holder øje med mig. Lad mig nu bare være. ” Jeg lægger på, men der går ikke et minut før min mobil ringer igen. Det er hemmeligt nummer, så jeg tager den selvom jeg inderst inde godt er klar over, at det sikkert er Mark igen. Den dumme eks som jeg bare ikke kan slippe af med.

”Smukke, giv mig nu bare endnu en chance. Du finder ikke en bedre mand end mig og dine forældre elsker mig. ”

”Nu stopper du fandme. Jeg vil skide på om mine forældre er forblændet af dig – jeg vil ikke være sammen med dig, hverken i dag eller om du så var den sidste mand på jorden, ” jeg råber nu og jeg kan mærke tårerne presse sig på. Den mand har kørt mig rundt i manegen og jeg aner snart ikke hvad jeg skal stille op.

”Argh, pjat med dig. Jeg vil jo ikke have at du kommer til skade når du er i byen med dine veninder. Desuden skal nogen da holde øje med dig. ”

”Stop så! Du er et kryb og du skal lade mig være nu! ” Jeg smækker på og smider min mobil henad køkkenbordet. Mark frustrerer mig så meget. Jeg kan ikke holde ud at han ikke fatter at vi ikke er sammen mere.

Jeg når ikke at tænke mere over den trælse situation med Mark, da det banker på køkkendøren, og jeg kan se Martin og Daniel stå udenfor.

Jeg skynder mig hen og åbner døren med det bedste smil jeg kan mestre lige nu.

”Hej Joia. ” Martin smiler tilbage men jeg kan godt se at han har grædt, hans øjne er hævet og hans næse er rød.

”Hej Martin… hej Daniel. Det er dejligt at se dig. ” Jeg lægger kærligt min hånd på Daniels skulder.

”Jeg er også glad for at se dig, ” siger Daniel høfligt tilbage, inden han dumper sin rygsæk på køkkengulvet og fortsætter ind i stuen.

”Han er sur på mig. ” Martins smil er væk og han ryster opgivende på hovedet.

”Hvorfor er han sur på dig? ” Jeg samler rygsækken op og stiller den hen på en stol.

”Tja, måske føler han ikke at jeg bruger nok tid på ham… jeg ved det ikke. Efter det med Sophia… ” Hans stemme kan næsten ikke høres og han ser helt skamfuld ud.

”Hvad kan man sige til det? ” Siger jeg lavmælt.

”Er det rigtigt? ” han kigger på mig med sørgmodige øjne.

”Martin, jeg vil helst ikke blande mig for meget – det er en vanskelig situation men hvis jeg skal være ærlig, så jeg synes du skal tænke dig grundigt om, inden du gør noget dumt. Du ved, i forhold til en hævngerning, ” det sidste får jeg sagt med en hvisken, så jeg er sikker på at Daniel ikke hører det.

”Joia… jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg aner intet lige nu. Jeg er så ked af det og jeg føler mig så fortabt. ” Han bryder sammen men bliver stående i døren.

Jeg har lyst til at trøste ham, fortælle ham at det hele nok skal blive okay, for det gør ondt at se ham græde. Jeg kan også mærke min egen sorg tage over når han reagerer sådan.

Jeg trækker Martin med udenfor og lukker døren bag os.

”Jeg kan godt forstå dig men helt ærligt, hvordan tror du Daniel har det? Han har mistet sin mor og hans far bruger ikke tid med ham. I har begge brug for at bearbejde det der er sket men det kan I sq ikke gøre hver for sig. I skal være et team og du kan ikke drukne i din egen selvmedlidenhed. ” Jeg fortryder allerede det sidste, jeg fik sagt, men jeg vælger at lade det være sagt uden at undskylde.

”Jeg ved det godt, jeg skal nok tage mig sammen. ”

”Det handler ikke om at du skal tage dig sammen, det handler om at du er far. Du er nødt til være stærkere end sorgen. Du er Daniels far og lige nu, har han virkelig brug for dig. I dag, hygger jeg med Daniel og så synes jeg du skal bruge resten af dagen på at fundere over, hvordan I takler det her bedst. Og husk lige en ting; der er intet du kan gøre nu, der får Sophia tilbage. Hun er… ” jeg kan ikke sige det sidste. Mit hjerte gør ondt og tårer triller nu ned af mine kinder.

”Undskyld, jeg ved godt du også er ramt af alt det her, ” siger Martin lavmælt inden han går over til sin gamle bil.

Jeg tager nogle dybe vejrtrækninger, inden jeg går ind i huset igen.

”Daniel, er du sulten? ” Jeg kigger ind i stuen og ser Daniel ligge i fosterstilling i sofaen. Jeg kan ikke høre ham græde, men det er tydeligt at han græder da han trækker vejret gispende.

”Åh, søde skat. Kom her. ” Jeg smider mig ned i sofaen og trækker ham ind i mine arme. Han er en stor dreng, men lige nu føles det som om han kun er en baby.

”Det er okay, du må gerne græde. Jeg er lige her. ” Jeg nusser hans hår. Daniel giver slip og hulker så meget, at jeg føler mit hjerte bliver revet ud. Men jeg græder ikke, jeg forbliver stærk for ham, for han har brug for det.

Idet jeg sidder her og trøster ham, lukker jeg øjnene og ser Sophia foran mig. Hun sidder med Daniel i sine kærlige arme. Han er ikke mere en 6 måneder gammel.

”Det er okay, lille skat. Mor er lige her. Og jeg vil altid være her for dig,” hun aer ham på kinden og han stopper med at græde.

”Han vågner altid med sådan et chok når han har sovet. Gud, hvor jeg dog bare elsker ham.” Sophias øjne er fyldt med tårer men hendes smil er stort og taknemligt.

”Han er bare skøn og du er en dejlig mor. Jeg er virkelig glad på dine vegne.” siger jeg med varme i stemmen og vi kigger på hinanden.

”Du bliver også en helt igennem fantastisk mor når det er din tur. Du skal bare finde den rette. Tro mig, han er derude et sted.” Sophia smiler igen inden hun kigger ned på sin lille guldklump.

Jeg åbner øjnene igen og kan mærke oversvømmelsen i mine øjne. Sophia er her ikke mere – hun løj; hun ville ikke altid være her for Daniel. Hvorfor er hun her ikke mere?

Jeg fortsætter med at nusse Daniels hovedbund og læner mig tilbage i sofaen.

 

Mørket har sænket sig over stuen og man kan høre bølgerne svagt udenfor. Brisen får gardinerne til at danse. Daniel er stoppet med at græde og ligger nu roligt i mit skød.

”Tak. ” hvisker han hæst.

Jeg tager hans ansigt imellem mine hænder og kigger ham dybt i øjnene.

”Du skal ikke takke mig. Jeg elsker dig, Daniel og jeg er så ked af at din mor ikke længere er her. ” Jeg tørrer en sidste tåre væk fra hans kind.

”Jeg savner hende. Jeg håber hun har det godt der hvor hun er. ”

”Det er jeg sikker på at hun har. Hun sidder nok og kigger ned til dig og er stolt af dig. Din mor var den bedste og hun elskede dig højere end noget andet. ”

”Ja, hun læser nok et eller andet skørt kvindeblad. ” Daniel griner sagte og jeg trækker ham længere op så jeg kan give ham en ordentlig krammer.

”Kom, skal vi ikke lave noget at spise? ” Jeg slipper ham og han nikker.

”Joia? ”

”Ja? ”

”Hvorfor kan min far ikke lade den dumme rockerklub sejle deres egen sø? Det er hans skyld mor er død. ”

”Det ved jeg ikke. Jeg kender ikke din far så godt – men din mor fortalte mig at det er hans selvvalgte familie. Jeg bebrejder ikke din far for noget. ” Jeg begynder at piske nogle æg sammen.

”Hvordan kan du ikke give ham skylden? ”

Jeg er chokeret over Daniels reaktion. Og jeg er bange for at jeg kommer til kort her. Daniel har altid været en dreng med meget ærlige kommentarer. Jeg ved ikke om hans modenhed skyldes det faktum, han er vokset op i et noget andet miljø end jeg selv er.

”Hvorfor giver du ham skylden? ”

”Fordi de skændtes aftenen før hun døde. Jeg hørte det. ”

”Hvorfor diskuterede de? ” Jeg får en pludselig mavepine og ved ikke om jeg har lyst til at høre mere men Daniel kigger på mig og fortsætter.

”Jeg ved det ikke. Mor ville flytte men far ville ikke forlade klubben. Mor sagde der ville ske noget slemt… det var det jeg hørte dem skændes om. ” Daniels øjne er våde og han begynder at pille ved bordpladen.

”Daniel, jeg er sikker på at din far aldrig ville skade din mor. Det med klubben er vist ret kompliceret og jeg kender ikke meget til det. Alt jeg ved er, at din mor elskede din far så inderligt at hun ville ikke forlade ham. Jeg er ikke i tvivl. ” Jeg tager hans hånd og han kigger igen op på mig.

”Det kan godt være. Men jeg er sur. ” Daniel bider tænderne hårdt sammen.

”Jeg er ikke sulten. Må jeg gå i seng? ”

Han burde have noget at spise men omvendt, hvordan ville jeg selv have det hvis hele min verden braste sammen? Jeg nikker og Daniel går ovenpå.

Jeg synker sammen på køkkengulvet… jeg er så ked af det. Jeg savner Sophia og jeg aner ikke hvad jeg kan stille op med Daniel. Jeg ved at tiden er det eneste som kan afhjælpe hans dybe sorg, men han er sur på sin far og hans far er et fjols som ikke forstår hvor meget hans søn har brug for ham lige nu.

”Joia? ” Martin står udenfor og banker forsigtigt på døren.

Jeg får rejst mig op og går ud til ham.

”Har I hygget jer? ” Han forsøger at komme indenfor, men jeg blokerer døren for ham og skubber ham lidt væk.

”Om vi har hygget os? Tja, hvis man da kalde det for hygge at en 10årig dreng ligger og hulker noget så inderligt i ens skød fordi han savner sin mor og fordi han er så led og ked af at du ikke ville lytte. ” Jeg snerrer hårdt men nu skal Martin sq høre sandheden. Jeg har holdt mit temperament tilbage af respekt for Sophia, men hendes søn er knust.

”Lytte? Joia, jeg aner ikke hvad du snakker om? Men jeg er glad for at han har åbnet lidt op overfor dig, for han har ikke sagt mange ord til mig. ” Martin ser forvirret ud og jeg fortæller ham hvad Daniel har sagt. Ikke fordi jeg vil sladre, men fordi Martin har brug for at høre sandheden.

”Fuck… det er jeg ked af at han har overhørt. Jeg ved godt at jeg skulle have handlet anderledes men… men… jeg kan ikke svigte klubben, ” hans stemme knækker og han klør sig i håret.

”Nej, og ved du hvad? Du kan ikke ændre en skid nu, men hvad med at du fik styr på dit lort og indser at den pis klub ikke kan hjælpe dig! Den klub kan ikke få din kone tilbage. Min kusine er fucking død og der er intet du kan gøre nu! ” Jeg råber højt og jeg kan næsten ikke stå oprejst. Jeg er trist, ulykkelig og rasende. Jeg sætter mig ned på trappetrinet og trækker vejret dybt, inden jeg fortsætter. ”Du er nødt til at være sammen med din søn. Sophia elskede dig så højt og hun kunne ikke finde på at forlade dig. Men at du nu står der og undskylder samtidigt med at du siger, du ikke kan svigte klubben. Det giver ingen mening for mig. Hvorfor kommer du ikke ud af det miljø? Find et nyt sted at bo… du kan endda bo her sammen med Daniel, indtil I finder jeres eget sted. Martin, lad ikke min kusines død have været for ingenting. Ikke at noget nogensinde kan retfærdiggøre at hun skulle dø, men så skab dog i det mindste et nyt liv for dig og din søn. ” Jeg trækker vejret dybt igen og kigger op på Martin. Tårer strømmer ud af hans øjne og han sætter sig foran mig.

”Joia, jeg lover at jeg nok skal skabe et nyt liv med Daniel. Vi kan ikke flytte ind her. Men det er sødt, du tilbyder det. Jeg forsøgte faktisk at… nej, det er lige meget. Må jeg godt hente Daniel nu? ”

”Du forsøgte hvad? ”

”Ikke noget – det betyder intet nu. Daniel? ”

”Han er gået i seng. Må jeg ikke have ham til i morgen? ”

”Jeg henter ham i morgen formiddag. Tak for hjælpen, Joia. ”

Jeg svarer ikke, men kigger blot på Martin som stiger ind i sin bil og atter kører sin vej.

Det irriterer mig at Martin ikke ville fortælle mig hvad han havde forsøgt – mon han havde forsøgt at komme ud af klubben? Jeg rejser mig op og låser døren efter mig.

 

 

Jeg vågner med et sæt, og opdager at Daniel allerede er stået op. Jeg kigger på mit vækkeur og klokken er allerede 9:30 – jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så længe. Normalt er jeg oppe kl. 7 medmindre jeg skal ud og løbe, så står jeg tidligere op. Jeg slynger min morgenkåbe om mig og går nedenunder.

”Far, hvad laver du her? ” Jeg kigger overrasket på ham. Det er ikke fordi det er det mest underlige i hele verden, at min far kommer uanmeldt. Det gør han faktisk ofte – oftere end jeg måske helt synes om, men da han er min far, lader jeg som ingenting. Han kommer for at få en kop kaffe, inden han skal på job.

Daniel sidder ved køkkenøen og min far står overfor ham på den anden side. Det ser akavet ud.

”Godmorgen skat. Skal en far have en undskyldning for at komme på besøg? ” Han hælder en kop kaffe op til mig.

”Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har bare ikke hørt dig ringe på, så jeg blev lidt overrasket over at se dig her. ”

”Jeg ringede heller ikke på. Danny sad udenfor da jeg kom og så lukkede han mig ind. ”

”Daniel. ”

”Ja, hvad sagde jeg da? ” min far ser helt overrasket ud. Jeg kan mærke en irritation bygge sig op men jeg forsøger at være tålmodig.

”Du sagde Danny – han hedder Daniel, ” jeg smiler til Daniel og spørger om han har sovet godt. Han nikker og tager imod den liter kakao jeg rækker ham.

”Nå ja, ja. ”

”Du må gerne gå ind og se noget fjernsyn. ” Jeg kigger på Daniel, men han ryster bare på hovedet.

Puha, det her føles ikke rart og jeg vil egentlig bare have at min far går så hurtigt som muligt. Daniel skal ikke igennem mere lige nu og han skal slet ikke bruge tid med min far som ikke engang kan huske hans navn. Hvor er det bare pinligt – jeg krøller helt tæer og tager en mundfuld kaffe.

”Kan jeg ikke ringe til dig senere, far – lige nu skal Daniel og jeg hygge, inden han skal hjem igen. Kom, ” jeg lægger en hånd på min fars skulder og viser ham hen til døren. Vi går udenfor og jeg trækker min far helt hen til hans bil, inden jeg siger et ord.

”Jeg synes det er meget uheldigt at du ikke engang kan hans navn. Kan du nu se hvor lidt tid I har brugt på Sophia? Det er pinligt, far. ”

Det er ikke bare pinligt, men hjerteskærende. Det har altid været frygteligt anstrengt imellem mig og min familie, når samtalen drejede sig om Sophia. Jeg elsker min familie og jeg har altid været tæt med dem. Men det har været svært at være fanget i midten. Selvom Sophia altid sagde til mig at jeg ikke skulle føle mig som en lus imellem to negle. Hun havde taget et valg, som familien ikke kunne leve med, og det skulle jeg aldrig havde dårlig samvittighed over. Faktisk tror jeg at Sophia var langt mere afslappet omkring den situation, end jeg nogensinde har været. Jeg har altid følt en vis pligt for at mægle imellem dem.

”Skat, jeg ved hvordan du har det. Men jeg nægter at diskutere det lige nu imens du står i din morgenkåbe herude – du har ikke engang sko på. ” Min far kigger sig omkring for at sikre sig at ingen kigger. Han er simpelthen for meget.

”Jeg elsker dig far, men jeg er ikke flov over at stå her. Så skulle du se naboerne, når jeg tømmer postkassen kun iført undertøj. ” Jeg skubber drillende til ham, men han ser ikke underholdt ud.

”Det er ikke sjovt. Men okay, undskyld. Jeg vil ikke være sådan efter dig. Jeg fik bare et chok da jeg så Dan.. Daniel her. ” Han smiler, men smilet når ikke op til hans øjne. Jeg tror han kan se at jeg er ved at blive ret gal, da han hurtigt smiler større så hans øjne nu er sammenknebne Jeg ved ærligt talt ikke om jeg skal grine eller græde lige nu.

”Men Joia, jeg kom egentlig uanmeldt på besøg, fordi jeg har en gave til dig. Og så tænkte jeg, vi lige kunne nyde en kop kaffe sammen inden, jeg har et møde, men lad os gøre det en anden god gang. Men gaven skal du altså have. ” Han tager sin hånd ind i inderlommen af sin jakke og tager en lille antik æske frem.

Jeg ville egentlig gerne diskutere med min far og fortælle ham, hvad jeg synes om hele situationen, men jeg ved at lige nu er ikke det rette tidspunkt. Man starter ikke en diskussion med min far, medmindre man sidder i sit eget private hjem. Min far kan være den kærligste mand på denne jord – men lige så kærlig han kan være, ligeså snobbet og snæversynet kan han også være. Jeg kan heller ikke blive stående herude, det ville ikke være fair overfor Daniel som sidder indenfor og venter. Så jeg vælger i stedet at smile imens jeg med min bedste pige stemme siger, ”jamen dog…” og løfter låget forsigtigt. I æsken ligger den fineste broche med en ballerina. Jeg har, siden jeg var ganske lille, været helt pjattet med ballet og jeg gik også til det, men så fik jeg en skade med min ankel. Mine forældre tog mig væk fra ballettens verden. Hvilket jeg er taknemlig for i dag. I dag har jeg ingen fysiske vanskeligheder og jeg elsker at være model samt blogger. Det er netop det fede ved livet; ens drømme ændrer sig og bliver en drøm smadret, tændes en ny.

”Tusind tak, far. Den er fin og elegant, ” jeg giver ham et kys på kinden.

”Det var tilfældigt at jeg lagde mærke til brochen. Den var udstillet i vinduet af den lille butik hvor du elsker at shoppe. Jeg tænkte den lige var noget for dig. Jeg ved selvfølgelig ikke om den passer til noget af dit tøj eller om det er for barnligt at rende rundt med en broche. ”

Min far ved ikke meget om kvindemode, men han er altid upåklageligt klædt i et moderne jakkesæt.

”Den er perfekt og skide være med hvad den passer til – det er det fede ved mode. Der er ingen regler, i hvert fald ikke hvis du spørger mig. ”

Min far lægger sine hænder på mine skuldre og kigger alvorligt på mig.

”Skat, jeg er ked af at min stædighed tog over og vi ikke deltog i en gravøl til Sophias begravelse. Jeg håber ikke du er alt for sur. ”

”Nej nej, jeg havde skam ikke regnet med andet, men jeg indrømmer at jeg blev skuffet over jer. Men jeg bærer ikke nag. Jeg snakkede ikke med så mange. Jeg snakkede en smule med Martin. Og så mødte jeg Ulla og Alexander…” jeg når ikke at forklare mere, før min far kigger på mig med vantro i sit blik.

Min far får fremstammet et lavt ’okay’ og jeg ved ikke hvorfor, men pludseligt er rebellen inden i mig vågnet igen.

”Faktisk gav Alexander mig et lift hjem. ”

”A hva? Nu skal du ikke begynde at få nogen ideer om at se den knægt. ” Min far lyder sur og det var lige præcis den reaktion, jeg regnede med at se.

”Nu skal du ikke begynde at prædike. Jeg er 32 år, jeg bestemmer selv hvem jeg vil se. Jeg ville blot fortælle dig at Alexander var sød nok til at give mig et lift, nu hvor I andre jo bare tog hjem. I var ligesom mit lift den dag. ”

”Ja okay. Fint, fint. Det beklager jeg. Altså jeg kunne jo være kommet tilbage og hente dig. Jeg vil bare ikke have at min datter bliver associeret med rockerne. Det går ikke med mit job. Desuden skal du da ikke have en hvid kæreste, vel? ”

”Far, nu stopper du altså! Desuden nåede jeg slet ikke at fortælle hvem Ulla og Alexander er inden du bliver vred. ” Jeg ryster håbløst på hovedet. Jeg ved godt jeg selv startede denne diskussion og jeg kunne have undladt detaljen om liftet. Men jeg kan mærke en vrede bore sig ind i mit hjerte. Jeg hader når han snakker om ´de hvide´ på den måde. Min far er måske en af de største racister jeg har mødt. Eller nej det er han ikke, MEN han vil ikke se nogen af sine børn være sammen med en hvid. Han arbejder fint sammen med ´de hvide´. Jeg kunne også sagtens lege med hvide piger eller drenge i skolen og tage dem med hjem. Lige indtil den dag, jeg havde bryster og drengene kiggede anderledes på mig. Så var det løb kørt.

”Jeg ved jeg godt hvem Ulla og Alexander er. Jeg ved hvem de alle sammen er i den rockerklub. Jeg arbejder for efterretningstjenesten og tro mig, der bliver skam snakket om dem. ” Han giver mig et kys på kinden – han gør det garanteret kun for at bløde mig en smule op. Han ved godt, jeg ikke gider høre om hans arbejde.

Desuden skal jeg jo heller ikke være sammen med Alexander. Jeg ville bare tirre min far lidt – jeg ved ikke hvorfor, men lige i dette øjeblik, synes jeg han fortjente det. Jeg bliver bare så gal hver gang en samtale kommer ind på Sophia. Hvorfor kan jeg ikke få min familie til at forstå al den ballade de skaber – hvorfor kan de ikke se at Daniel har brug for os, især nu. Det kan godt være det lige er en toggang for sent, men Daniel er stadig Sophias barn og han har da brug for et tilhørsforhold.

Jeg har nogle enkelte gange forsøgt at tale Sophias forældre til fornuft, men det er altid endt med en meget dårlig kommunikation. Selv da Sophia hellere ville flytte med os fra London, kunne hendes forældre ikke se at der var et generelt problem. Sophia har altid kæmpet med at få accept fra hendes forældre.

Jeg går indenfor igen og Daniel sidder udenfor på terrassen og drikker en kop kakao.

”Er du okay? ” Jeg sætter mig ned ved siden af ham.

”Ja, ” han kigger på mig og smiler.

”Det er dejligt at være her, Joia. ”

”Min dør er altid åben – glem aldrig det. Du kan bruge ligeså meget tid her som du har lyst til. Vi kan bade, når jeg lige har fået en kop kaffe mere? ”

”Jaahh, det vil jeg gerne. ” Daniels stemme er for en gangs skyld glad og han hopper op af havestolen og løber indenfor.

”Hey,” råber jeg efter ham. Daniel kommer farende ud til mig og kigger afventende.

”Kan du huske hvor dine badebukser er, eller skal jeg lige finde dem frem? ”

”Jeg ved hvor de er, ” og væk er han.

Jeg knuger min kaffekop, læner mig tilbage og lukker øjnene.

Strandens bølger er beroligende…

 

 

 

Vil I læse?

Kære alle 🙂

Jeg valgte at deltage i en konkurrence som StoryTel havde – man skulle skrive et pilotafsnit på maks. 45.000 tegn og så en skitsering på de næste 9 afsnit – så kunne man vinde at ens serie blev udgivet som lydbog.

Til trods for at jeg havde en meget svær periode og faktisk ikke følte jeg kunne skrive, poppede en ny historie op og jeg fik færdiggjort min del til konkurrencen MEN jeg har lige fået af vide at jeg desværre ikke vandt.

Det er sq altid øv ikke at vinde og man kan godt tvivle på en selv og føle at man ikke er god nok. Det har jeg også tænkt – mange gange – det indrømmer jeg gerne MEN på den anden side; jeg elsker at skrive og jeg får jo også positiv feedback tilbage så jeg bliver selvfølgelig ved! 🙂

!!!NEVER GIVE UP ON YOUR DREAMS!!!

Så hvad tænker I? Skal jeg dele mit pilot afsnit med jer?

Min historie hedder ‘Livets Opgør’ og er faktisk inspireret af den FANTASTISKE serie ‘Sons Of Anarchy’ og har I ikke set den, så kom igang! Den er tilgængelig på Netflix og det kan godt være man ikke har lyst til at give en rocker serie en chance meeeen gør det nu – hvad har I at tabe? Og så er der altså nogle ret talentfulde skuespillere med samt den vildt lækre Charlie Hunnam 😉

Dog skal det lige nævnes at ‘Livets Opgør’ egentlig ikke skal omhandle livet som rocker men mere et opgør mod ens familie og de værdier denne indeholder.

‘Livets Opgør’ er en historie om kulturforskelle, hvordan vi mennesker kan have tendens til at lade en sørgelig historie, danne rammen om alt hvad vi tror på, fremover i vores liv. En historie hvor familier splittes og nye bånd dannes.

Livets Opgør er også en kærlighedshistorie – den ’forbudte’ kærlighed. Det er ikke en typisk kærlighedshistorie, hvor to mennesker mødes og en stormfuld kærlighed opstår. Nej, Livets Opgør handler mere om den stille kærlighed som opstår, når vi tør gå imod strømmen og lade vores hjerter bestemme vores skæbne.

Hvis I vil læse denne historie, vil jeg dele et afsnit af gangen her på min blog 🙂 Jeg er i fuld gang med at skrive min anden bog (Sandheder og Løgne del 2) men synes godt jeg kan forkæle jer med lidt ekstra og så ganske gratis 😉

Knus Maja