Kategori Arkiver: Tankemylder

Smilets kraft :-)

En af de ting, jeg virkelig værdsætter allermest hos min dreng, er hans smil – det glade ansigt, varmer mit hjerte med en kærlighed så dyb at det ikke kan beskrives.

Når jeg ser ham smile, minder det mig også om dengang han lige blev ‘syg’ – der smilede han stort set ikke og så ofte trist ud. Hans øjne var nærmest halvdøde og det smertede så meget. Alle forældre vil se deres børn smile, så husk nu at værdsætte hvert og et, de sender jer 🙂

Tobias er heldigvis ovre de de dage hvor det var ekstremt svær, hvis overhoevdet muligt, at få ham til at smile.

Idag smiler han rigtigt meget og jeg er taknemlig hver eneste gang. Har jeg migræne eller føler mig mega stresset, skal han bare smile og så er det som om migrænen letter en smule, og stresseriet forsvinder langsomt.

Et smil er i sandhed den bedste medicin.

Måske er det også en af de ting, vi ikke helt husker at værdsætte helt så meget som vi ‘burde’.

Ja, vi vil alle se vores børn smile og det smitter helt automatisk. Det er bare vigtigt at huske de små ting. Oftest er det de små ting her i livet som giver den største glæde.

Har du husket at få dit barn til at smile idag? Hvis ikke, kan du stadig nå det og hvis ikke du har børn, så få en anden til at smile. Er du helt alene lige nu, så find et spejl og smil til dig selv. Send et stort smil til dit spejlbillede, og husk at dit smil er helt unikt!

 

TAK

 

I tirsdags fik jeg endelig en diagnose på min dejlige dreng, Tobias. Læs mit blog indlæg om diagnosen og mine følelser her

Jeg valgte at tage fri fra min praktik om onsdagen. Jeg havde brug for luft og brug for ro til at reflektere over Tobias’ diagnose. Det har været nogle hårde dage, hvor jeg har følt mig som et on/off springvand fordi tårerne sprang frem konstant. En masse spørgsmål har også presset sig på. Jeg prøver at forberede mig til den dag hvor Tobias og jeg skal til Kennedy Centret i Glostrup.

Men idag vil jeg bare gerne TAKKE alle jer skønne mennesker som har skrevet til mig på Facebook, Instagram og kommenteret her på bloggen. Det betyder alverden for mig at vide at I tænker på os.

Torsdag havde jeg fri fra praktikken, og i dag tog jeg så på arbejde, og jeg havde faktisk ikke lyst imorges fordi jeg følte mig utrolig trist. Men jeg er glad for at jeg kom afsted, for det har virkelig været en rørende dag.

Min chef bad mig om at komme op på hendes kontor, og jeg må da indrømme jeg blev lidt nervøs fordi jeg jo desværre har en del fravær, grundet Tobias. Dog ville hun bare sikre sig at jeg var okay, og hun ville gerne høre mere om Tobias og den diagnose. Det var virkelig rart at blive spurgt ind til. Nogle vil måske sige at det er en chefs ansvar og det kan da godt være. For mig, som ikke har haft arbejde siden 2008, og derfor ikke har haft en chef i så mange år, der betød det virkelig meget.

En kollega gav mig et kram da hun mødte på arbejde, og en anden spurgte også ind til Tobias. Det betød så meget for mig! Jeg er så glad for mit praktiksted, ikke kun fordi det føles fantastisk at lave andet end at være mor til Tobias, men også fordi jeg virkelig har mødt nogle dejlige mennesker, og jeg bliver distrahereret på den gode måde. Mine kaotiske og triste tanker, kommer på stand by.

Jeg er selvfølgelig allerede gået igang med at studere RETT syndrom på nettet, genetiske fejl og celler. Jeg vil vide ALT hvad jeg kan vide. Jeg har også været i helsebutikken og købe lidt ind, i håb om at de produkter kan hjælpe min dreng. Jeg vil opdatere jer med mine ideer og tanker på et andet tidspunkt.

God fredag til Jer alle.

Kærlige hilsner fra Maja

Fanget i systemet

 

Jeg håber jeg kan skrive dette indlæg uden alt for mange bandeord. De vil nok snige sig ind og det beklager jeg på forhånd – men føj, jeg er vred!

Jeg er faktisk ikke bare vred, jeg er så dybt ked af det. Jeg er vred fordi jeg føler at systemet – nærmere betegnet, Fredericia kommune, ikke lytter til mig. Jeg er dybt ked af det fordi jeg føler mig trådt på.

Det værste af det hele er at jeg føler mig trådt på, fordi jeg sætter mit barn højere end noget andet.

Siden hvornår skal vi straffes for at passe vores børn?

Hvornår er det okay at en jobkonsulent siger: ”Ja, velkommen til andre forældres verden.” når du fortæller hende, at du har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, at du er mega træt når du kommer hjem og du så skal tage dig af dit handicappet barn? Eller når du fortæller hende at der ikke er en levende chance for at du kan arbejde deltid, på en arbejdsplads, som kræver at du arbejder i helligdage, hver anden weekend, samt tager åbne- og lukkevagter? Jeg er da godt klar over at man er træt efter en arbejdsdag, og at det ikke er unormalt at man føler sig udmattet. Men når man nu har et barn som, fysisk, kræver at du er på, at du ikke er træt i kroppen, ja så vil man gerne have en smule energi når man kommer hjem. Det er faktisk en nødvendighed.

Jeg er startet i praktik og har været i gang i to uger. Jeg arbejder: mandag, tirsdag, onsdag og fredag fra 8:30 – 14.00 og om torsdagen 12:00 – 18:00. Jeg er klar over at det ikke er overvældende mange timer, men når man ikke rigtig har været i gang, fysisk, siden 2008, ja så er det faktisk en ret hård opstart. Især på et job hvor du løber rundt og har travlt hele tiden. Jeg har lige været sygemeldt på grund af stress og depression – jeg kan ikke sige at jeg følte mig helt klar til at skulle starte med at arbejde. Men kommunen pressede på, og jeg kunne ikke gøre andet end at blive raskmeldt. Det er dog ikke det jeg vil ’pylre’ over fordi det føles faktisk også rart at være i gang, jeg føler jeg er til gavn. At jeg knokler, på lige fod, med de andre ansatte og faktisk kun får en kontanthjælp, ja det er en helt anden diskussion. En diskussion som rigtig mange kan deltage i. Det er dog ikke det jeg vil debattere nu.

Hvad gør jeg når min egen sagsbehandler, mener at jeg skal have aflastning til min søn så jeg kan varetage et almindeligt job, men min søns sagsbehandler siger at jeg jo ikke får aflastning for at jeg kan varetage et job. Aflastning er til for at forælderen kan koble af. Det er sq ikke til at hitte ud af. Det gør mig svimmel og utilpas at føle mig så hjælpeløs. Jeg er IKKE svag men det er ikke nemt at få begge brikker til at passe sammen – mit puslespil er spredt ud over det hele. Det værste er jo at det er Tobias’ sagsbehandler som har ret. Eller det vil jeg i hvert fald vove at påstå. Det kan jo ikke være rigtigt at en kommune hellere vil betale for en aflastnings-plads så jeg kan passe et job, men de vil ikke betale mig for at tage mig af mit eget barn. Det giver ingen mening for mig.

Tilbage til min jobkonsulent; For sevan, hvor blev jeg dog vred på hende over den nedladende kommentar. Telefonsamtalen med hende, efterlod mig stortudende. Jeg græd fordi boblen simpelthen bristede. Igen skulle jeg finde mig i at få af vide at jeg skal bevise mit eget værd. Jeg skal bevise at jeg både kan være mor til Tobias og have et job.

Jeg skal overhovedet ikke bevise at jeg kan være mor til Tobias, for det kan jeg og det har jeg bevist gang på gang. Skal jeg bevise at jeg kan passe et job? Ja, det kan jeg egentlig godt forstå, men kunne jeg så ikke få et job som passer til mig. Hvordan tilpasser jeg mit barns handicap med den arbejdende verden?

Jeg er godt klar over at alle forældre i DK skal, til tider, kæmpe for at få hverdagen til at hænge sammen MEN jeg tror alligevel ikke der sidder mange enlige mødre med et handicappet barn og så skal varetage et job uden nogen former for hjælp – eller tager jeg helt fejl? For hvis der sidder mange af jer derude, skal vi så ikke lige tage en snak og finde ud af hvor mange af os der faktisk sidder fanget i systemet?

Lad os lige tage fakta:

Jeg er alenemor til Tobias som lige er fyldt 10 år. Tobias ser overhovedet ikke sin far eller dennes familie. Det vil sige at jeg har et ret lille netværk. Mine forældre, som begge arbejder fuldtid, og min søster som har to børn og et fuldtidsjob.

Tobias kan ikke tage tøj på selv.

Tobias kan ikke spise eller drikke selv.

Tobias er ikke renlig, så jeg skal skifte ham.

Han kan ikke gå i bad selv.

Han bruger faktisk slet ikke sine hænder.

Der er nætter hvor han stort set ikke sover.

Tobias skal løftes op på stole, sofa og seng.

Jeg har ingen hjælpemidler til Tobias derhjemme.

Jeg har ingen babysitter eller aflastning.

Jeg klager ikke for jeg elsker den dreng. Han er skide sej. Jeg vil blot fortælle hvad han faktisk kræver. Simpelt forklaret, er han som en baby – blot meget større.

Jeg har ingen bil. Det vil sige, det gør det også endnu mere svært at finde et job.

I 2008 faldt jeg (for første gang) sammen af stress – stressen er desværre et tilbagevendende problem. Og nej, det er ikke stress fordi jeg er alenemor til et handicappet barn – det er stress over et system som bare ikke fatter alvoren i min situation. Det er stress som skabes når jeg går i panik over at jeg ikke kan gøre de ting som der bliver forventet af mig. Stress opstår når en sagsbehandler ikke ser på mig som et individ med andre problematikker end naboen. Man føler sig sq som en fiasko når man ikke kan varetage de ting som der forventes. Jeg kæmper med min selvtillid og er nok snart nået dertil hvor jeg mest af alt har lyst til at give op – men hvordan skal jeg give op? Betyder det at jeg skal sende min søn væk og så er jeg bare fit to fight og kan tage et fuldtidsarbejde? Nej vel?! Min søn er en del af mig. Han er mit ansvar og jeg elsker ham så uendeligt højt. Tobias er det bedste der er sket mig! Men hvordan forklarer man et system at mit barn altså har brug for mig, og ikke har brug for et eller andet fremmede sted hvor han skal opbevares så jeg kan komme på job? Jeg er ikke naiv og jeg er også godt klar over at man skal arbejde for at få penge. Men hvad gør man egentlig når man har et liv som ikke passer i de ’normale’ gennemsnits kasser?

Lever vi virkelig i et land hvor der slet ikke er plads til de uforudsete hændelser et liv kan give? Livet kan aldrig forudsiges men når man nu har et tilbagevendende problem, hvordan løser man det? Hvad gør man som borger når to sagsbehandlere, i hver deres felt, ikke samarbejder og faktisk aldrig har gjort det? Hvem har ret? Hvor er min søns ret til et liv med forudsigelighed og et liv med en mor i harmoni?

Jeg giver selvfølgelig ikke op, for sådan er jeg ikke. Jeg vil dælme have at nogen vågner op.

Hvad er min drøm? Da jeg skriver romaner og udgiver dem selv, ja så er det da indlysende at jeg drømmer om at være en forfatter som kan leve af mine bøger. Dette er jeg klar over kan tage enormt lang tid. Så derfor vil jeg gerne have et deltidsjob, men et job som passer til mit liv med Tobias. Et job uden weekend arbejde eller arbejde i helligdage. Og nej, det er ikke fordi jeg er doven men fordi jeg altså står alene med mit barn. Jeg har IKKE nogen til at passe ham. Ja jeg har en familie som, tilfældigvis, også elsker Tobias uendeligt højt. Men kan det da virkelig passe at de skal passe ham hele tiden for at jeg kan gå på job? Jeg mener jeg tvivler alligevel, til trods, for den uendelige kærlighed, at mine forældre vil stoppe med at arbejde for at passe min dreng efter skoletid. Jeg vil gerne have et job som hedder 8.30-15 – men det hænger ikke på træerne, desværre.

Da jeg har en dreng som Tobias, kan jeg få tabt arbejdsfortjeneste – hvilket er super fedt – MEN det kræver lige at jeg faktisk finder et job. Så jeg kan vist roligt sige at jeg er fanget i systemet og jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg slipper fri. Jeg skrev sågar en e-mail til vores borgmester, som selvfølgelig beklagede min situation men samtidig sendte han hurtigt min e-mail videre. Det er vel ikke hans sag hvordan en borger trives eller mistrives?! Det kom der da også et møde ud af, ikke med borgmesteren, men med Tobias’ sagsbehandler og lederen af børne- og handicapområdet. Det var et hyggeligt møde, men hjalp det mig? NEJ!

Så hvad er problemet reelt her?

Min søn er som han skal være – jeg er som jeg skal være. Men takket være vores ekstremt snæversynede system, bliver vi set på som svage. Jeg synes virkelig ikke jeg er svag. Jeg har kæmpet for min dreng altid – jeg har hjemmetrænet ham – bare det at blive godkendt til hjemmetræning var en kamp i sig selv. En kamp som krævede flere møder med vores daværende borgmester. Til trods for at hjemmetræning er rimelig simpel at søge, men kommunen ville ikke give sig. Jeg vandt og alligevel ikke. For selv her, krøb kommunen udenom og ville ikke betale de ting jeg faktisk havde krav på! Det er fandme sørgelig at vi lever i et samfund hvor vi alle skal være ens.

Jeg er klar over at der, desværre, er rigtig mange danskere som er fanget. Rigtig mange af os får af vide at vi bare skal tage os sammen og gøre som alle andre. Jeg vil jo så sige at måske skulle min sagsbehandler prøve at leve min hverdag. Jeg tror hun ville vågne op og se at det bare ikke er så nemt.

Dette er ikke et ynke indlæg, dette er mere et indlæg om hvordan jeg oplever systemet. Hvordan jeg kæmper stort set hver dag for at min søn lever det bedste liv han kan. Desværre går det så bare ikke hånd i hånd med at jeg skal have et job.

Hvis du har læst så langt, så tusind tak. Og hvis du også synes min situation er interessant for andre at læse, så DEL endelig. Og skulle du tilfældigvis kende til et job, som jeg kan varetage, så sig endelig til 😊

 

Når forældre er i krig

Nå, men skal vi ikke bare tage hul på bylden?
Samværssager er sq altid et ret ømtåleligt emne og det kan være svært at skrive objektivt om dette, når man selv har prøvet ‘krigen’ – jeg har selv følt håbløsheden, forvirringen og ikke mindst; ‘gør jeg det rette’? Men jeg vil alligevel prøve at belyse emnet og så kan man enten hade eller lide min takling af problematikken 🙂

– Jeg kan ikke love at jeg ikke er en smule dømmende – men jeg prøver at undgå det 😉

Jeg har nævnt det før; min dreng, Tobias, ser ikke sin far eller dennes familie. Jeg kan sagtens skrive min version af det, men sandheden er, at det vil netop KUN være min side af sagen I læser. Og selvom jeg vil mene at jeg IKKE er en løgner, er det stadig unfair overfor faren at jeg går i detaljer om vores sag. Men landet ligger sådan og for at være ærlig; jeg er meget taknemlig over at jeg har den fulde forældre myndighed da jeg ved at jeg er den bedste til at takle Tobias og til at tro på hans evner og hans kunnen – så er det sagt! 🙂

Men jeg indrømmer gerne at til trods for at det har lettet min hverdag meget, at jeg ikke længere skulle samarbejde med en ‘far’ som ikke forstod vores søn (ifølge mig), gør det da stadig ondt. Jeg hader faktisk at indrømme det, for jeg er jo en stolt kvinde med ben i næsen. Ville jeg ønske at min dreng havde en far i sit liv? JA, selvfølgelig ville jeg det for jeg mener, til trods for vores egen situation, at langt de fleste børn har brug for begge forældre i deres liv. Ja, der er situationer hvor man kan diskutere om dette nu også er sandt, men lad os nu bare ‘diskutere’ den almen forælder, den forælder som kan varetage sit barn og som ikke har for mange lig i lasten eller lever i et kriminelt miljø og så videre.

Hvad kan virkelig pisse mig af? 
Mødre, som skælder deres eks’er ud, sviner dem til og ikke tænker over at der er et barn/børn som lytter. Nu vil du måske sige “Øh ja, men hvad med faren som sviner moren til?” Ja, det er også forkert, men jeg vælger at tage udgangspunkt i ‘mødre’ da jeg selv er en mor. Generelt, skal BEGGE forældre sq udvise respekt for modparten og hvad endnu vigtigere er; vis dog noget respekt for jeres barn/børn! Og det gør I altså ved at respektere den modsatte forælder. JA, det kan være skide svært MEN prøv nu alligevel.

Jeg læser nogen gange på Facebook, eller hører alenemødre bitche over at faren til deres barn/børn kun vil have børnene hveranden weekend, eller “han vil sq kun tage dem en uge i sommerferien” – det er da også rigtig træls MEN prøv at vær taknemlig for at faren overhovedet er aktiv i barnets/børnenes liv eller prøv den her:

Jeg er sq glad for at jeg har mit/mine barn/børn så meget for så går jeg da ikke glip af noget.
– Den virker altså for mig.

Jeg har også haft perioder hvor jeg tænkte: “Arhmen for sevan, hvor er det dog nemt at være far idag – have det sjovt på lagnerne og lave nogle unger og så…. hej hej, jeg ser dig/jer om to uger… eller i mit tilfælde… aldrig….” Ja, det er sq nemt – men er det nu også det? Hvodan har en mand det i den situation?
Jeg skal da være ærlig og sige ‘jeg er pisse ligeglad hvordan faren har det’ og det mener jeg også men den tankegang hjælper bare ikke meget – i stedet prøver jeg at sige:
‘Hvor er jeg taknemlig over at jeg kan varetage min søn og at jeg får al den tid med ham’
I sidste ende, får vi aldrig den tid igen så hold fast i den og vær stolt hvis I er aleneforælder. Drop negativiteten og vær positiv.

Ja, tro mig – jeg har også været vildt negativ og bandlyst faren langt væk  – jeg har da også dage hvor jeg stadig synes han er en idiot men da jeg ikke hører fra ham, ja så er det faktisk ved at være ude af mit sind. Det der dog gør piv ondt i mit moderhjerte er;
hvordan har min dreng det? Tænker han på sin far? Har han overhovedet nok i mig og min familie?

Tobias har jo ikke det talte sprog, så han kan ikke fortælle mig hvad han tænker eller om han vil se sin far. Jeg må udelukkende følge min egen mavefornemmelse og den fortæller mig heldigvis; Tobias er bedre tjent uden en person som ikke kan/vil engagere sig. Og heldigvis har Tobias nogle FANTASTISKE mandlige pædagoger i sin skole som han er så glad for. De krammer ham og er der for ham – Det gør mig så glad i låget! For sevan, jeg er altså vild med mandlige pædagoger og hvor ville jeg ønske der var flere af dem og at de snæversynede mennesker ville droppe deres latterlige pædofil jagt – ja, det var lige en sidebemærkning men den var vigtig! Lad nu de mandlige pædagoger spille en rolle for jeres børn 🙂
PLUS jeg er så heldig at være i besiddelse af den dejligste familie som støtter mig og min dreng 🙂

Jeg er godt klar over at vi aldrig, uanset hvor meget vi tror vi gør, kan vide sandheden i samværssager for vi hører dem som regel kun fra et synspunkt. Og der er de sager som kan være yderst indviklede og som kan trække ud i langdrag for begge parter.

Som udgangspunkt vil jeg mene at man er nødt til at huske på at man valgte at få barn/børn med den person, man nu ikke længere elsker på same måde og man ikke længere vil bo sammen med. Det er sq fair at man går fra hinanden, men børnene kan altså ikke bare gå fra forældrene på den måde.

Var jeres eks en dårlig forælder da I var sammen?
Turde I ikke lade jeres barn/børn være alene med eks’en?
Er jeres eks stabil og kærlig?

Hvis man nu lukker øjnene og spørger sig selv disse spørgsmål, slår al vreden fra og udelukkende fokuserer på børnene og kan man svare ja til de spørgsmål, så er der jo ikke så meget at debattere.

LAD nu VÆR med at holde jeres børn for jer selv hvis den anden forælder er lige så fantastisk som dig selv! Husk jeres børn ikke stopper med at elske den anden forælder og come on, jeres liv er da bedre hvis I beholder jeres sparringspartner i forhold til jeres børn.

Husk nu bare at er der en forælder som vil være aktive i jeres barns/børns liv, så hold da fast i dette – drop brokkeriet og kom videre. Det hjælper bare ikke noget at være negativ for uanset hvordan dælen vi vender og drejer det, så ER der forskel på MÆND og KVINDER og var I stadig sammen med faren til barnet, ville denne forskel også være synlig her. Vi ser det bare gang på gang, mænd kan bedre undvære deres børn hvor vi kvinder helst vil være over dem hele tiden.

Med dette mener jeg altså IKKE at en far bare kan være passiv og se sine børn når han lyster for NEJ, sådan fungerer det heller ikke – men bare at den forskel på mænd og kvinder altid har været der – også da I var sammen! 🙂

Jeg har måske gjort mig selv rigtig upopulær med denne post men jeg valgte at vove pelsen, da det er et emne som har irriteret mig længe og fordi det selv tog mig ekstremt lang tid at nå hertil hvor jeg bare fokuserer på taknemligheden over at være alene med min dreng og vide at jeg gør det bedste jeg kan – uanset hvad man går igennem, er ens børn bare det vigtigste og man må (desværre) slippe stoltheden en gang imellem.

Jeg kender ikke jeres personlige historie og der er altid TO sider af EN sag. Og læser du denne blog og står helt alene (om du er alenefar eller mor) uden den anden forælder, så er det skide hårdt at stå med alting selv MEN giv da lige dig selv et skulderklap og vid du er SEJ og dit barn elsker dig.

Kærlige hilsner Maja 🙂

 

Borgmester Tanker

Jeg vil lige dele mine tanker om al den medie opmærksomhed som Fredericias tidligere borgmester, Thomas Banke, har fået efter udgivelsen af hans selvbiografi – bogen af skrevet af Henrik Qvortrup. 

Jeg har ikke fået købt bogen endnu. Jeg tror det er en spændende og uhyggelig beretning om livet som stofmisbruger.

Det er dog ikke om bogen jeg vil skrive, men mere om nogle af alle de negative kommentarer jeg har set om Thomas Banke. Man kan da mene om manden, hvad man vil – sådan er det jo når folk har været i politikkens verden – alle har en mening men dog synes jeg nogle mennesker skal lære at holde det i en sober tone. Der er ingen grund til at blive personlig.

Manden har levet i et misbrugshelvede, men han er kommet ud på den anden side og vælger så at være hudløs ærlig omkring det. TILLYKKE med det – lad da folk læse hans ærlige historie, det kunne da være det inspirerede andre om at stoppe misbruget.

Helt personligt har jeg det meget svært ved alkoholikere og misbrugere generelt. Når man selv har haft sådan noget tæt inde på livet, så får man nogle (stærke og til tider nedladende) holdninger. Jeg lufter dem dog ikke, og jeg kunne aldrig finde på at blive ubehagelig omkring det. Det er bare fedt og en STOR sejr når folk kommer af med deres negative afhængigheder.

Og så var der jo lige det der interview fra Aftenshowet som har fået ekstremt meget omtale, og de fleste der har set det, mener da også at det var et unfair interview og at journalisten var uprofessionel. Jeg vil ikke skrive mere om den sag.

Jeg fik egentlig bare lyst til at skrive en STOR TAK til Thomas Banke.

Hvorfor? Fordi da jeg ville hjemmetræne min søn (dengang havde Tobias ingen diagnose) var Thomas den person som i sidste ende fik det igennem. Det var tilbage i 2013 og jeg havde kæmpet med kommunen i meget lang tid – det var svært at få sagsbehandlere til at lytte og forstå nødvendigheden. Tobias havde det virkelig ikke godt i den special børnehave han var i.

Så efter en lang kamp med diverse sagsbehandlere, skrev jeg til vores daværende borgmester. Han skrev tilbage og det endte faktisk med at han ville mødes med mig på sit kontor. Det var et behageligt møde hvor der blev lyttet og vist forståelse. Alt i alt blev det til tre møder med TH og sagen trak stadig ud. Jeg sendte så en email til TH og han skrev tilbage at jeg hermed fik bevilliget hjemmetræning, og jeg kunne faktisk bare tage Tobias ud af børnehaven samme uge.

Det var så fantastisk en følelse og det var en KÆMPE SEJR!

Nu vil nogen af jer måske sige at det manglede da bare eller komme med anden kritik. Men for mig betød det så meget, og jeg tænker stadig tilbage på den tid fordi det faktisk er den eneste gang hvor der virkelig er kommet noget positivt fra kommunen – sørgeligt, ja men sandt.

Jeg fik næsten et år med hjemmetræning – det var stadig ikke helt holdbart for sagsbehandlerne var sq stadig frygtelig svære at samarbejde med og de overholdt nu heller ikke reglerne for hjemmetræning. MEN den tid min søn var hjemme hos mig, blev tiden hvor min søn kom tilbage sådan rent mentalt. Han begyndte at smile igen, blev nysgerrig og trivedes bare bedre. Idag går Tobias i skole – special klasse og der trives han også!

Det betyder dog ikke at jeg ikke kæmper diverse kampe, for det gør jeg. Fredericia kommune er bare ekstrem svær at samarbejde med, og lad mig bare (ærligt) sige at jeg ville ønske nuværende borgmester turde se sine borgere i øjnene på samme måde som Thomas Banke gjorde.

Ja sorry, en spydig kommentar men jeg har lovet at jeg ville blogge ærligt og ikke lægge fingre imellem. Det betyder ikke jeg sviner vores borgmester til, dog betyder det at jeg synes Fredericia trænger, i den grad, til at være til for de svagere i samfundet og stoppe med at proppe folk i deres latterlige kasser. Det ville være fedt.

Nå, men det var bare det jeg ville ytre i dette blog indlæg 🙂

Kærlige hilsner fra Maja