En skøn handletur

 

Jeg har gået i Rema 1000, sammen med Tobias, så mange gange før. Det er det supermarked der ligger tættest på hvor vi bor.

Normalt, til trods for hvor mange gange vi har været der før, har Tobias aldrig brudt sig om gåturen til Rema, og oftest ville han absolut heller ikke gå rundt derinde.

Det ville starte super fint med at få sko og jakke på, komme udenfor men så snart Tobias indså at vi ikke var gået udenfor fordi vi blev hentet af, eksempelvis, mormor og morfar, ville han begynde at skrige. Når vi nåede hen til fortovet og skulle gå over vejen, ville han skrige endnu højere og udvise stor frustration. Der er ikke langt hen til Rema, måske en små 300 meter, men det ville føles som den længste tur fordi Tobias ville være så sur. Det ville ende med savl og tårer. En tur som kan dræbe de fleste mødre. Ikke fordi jeg blev sur på Tobias, men fordi man bliver stresset over at man ikke kan afhjælpe ens barn, man kan ikke slippe for alle de sure blikke man møder på vejen til Rema. Og når vi så når derhen og kommer indenfor, er det det samme. Alt i alt er det en frygtelig tur og jeg undgår den så meget som muligt. Jeg havde en periode hvor jeg virkelig trænede Tobias i ruten, samt handleturen, men det blev bare aldrig bedre. Der kunne godt være dage hvor han skreg på turen til Rema, men når vi kom indenfor ville han smile. Men så var det også en god tur på en god dag 🙂

Men men men, igår havde vi den mest fantastiske tur til og i Rema. Jeg kan nok ikke beskrive med ord hvor meget det betyder at vi fik den oplevelse.

Jeg gav Tobias sko og jakke på, og han smilede (sjovt nok bliver han ALTID sur om morgenen, inden skole, når han skal have tøj på. Men i ferier, er der intet). Vi kom udenfor og begyndte at gå hen imod vejen. På vejen hen til fortovet, samledes den typiske klump i min mave – stressen var nærmest allerede på vej… Tobias smilede stadig og kiggede op på mig, som om det her var det mest normale i hele verden. Vi holder i hånd og går over vejen. Stadig ingen skrig eller frustration. Jeg fortæller Tobias (det gør jeg altid) hvor sej han er for at gå.

Da vi er halvvejs på turen, er klumpen i maven helt væk og i stedet har jeg lyst til at græde – græde af lykke. Tobias går, hånd i hånd med mig, han smiler og stopper op og kigger sig omkring. Ingen frustration. Og sådan går det også inde i Rema. Normalt hvis jeg har glemt en vare, og først opdager det når vi er halvvejs igennem Rema, bliver Tobias endnu mere tosset, men heller ikke denne gang. Han gik fint med mig tilbage for at hente det jeg havde glemt.

Arhmen jeg var så chokeret, lettet og LYKKELIG. Jeg kunne gå rundt med min søn, begge med et smil på læben, og handle stille og roligt. Det var simpelthen så fantastisk og en kæmpe sejr! Så jeg var selvfølgelig nødt til at tage nogle billeder og lave en lille video hvor Tobias går så fint hen ad fortovet. Tobias’ gang er stadig anstrengt og han går meget bredsporet MEN hans arme er langt mere afslappet end normalt.

Videoen delte jeg på Instagram og jeg linker til den her 🙂

Senere samme dag, gik vi en lille tur hvor jeg fik taget et skønt billede af Tobias, siddende på en stor sten.

 

Jeg er simpelthen så glad for den dreng! Ord kan aldrig beskrive min kærlighed til ham. Jeg ved godt at sådan har alle forældre det, men når man er alene om et handicappet barn, får man altså et virkelig stærkt og ret anderledes bånd til hinanden. Det er ikke for at underminimere andre forældre, men sådan er det bare.

Når vi oplever sejre, store som små, bliver jeg altid utroligt lettet over at jeg aldrig gav op. At jeg ikke lyttede til den uduelig møgk****** af en psykolog, som arbejdede for Statsforvaltningen. Hun fortalte mig at jeg var naiv og at Tobias ville ende med at ligge i en seng, savlende og ude af stand til at foretage sig noget som helst. Hun sagde endda at dette ville ske inden for 6 måneder, og hvor mange år siden er det nu hun sagde det? Haha sikke da en tåbelige kvinde. Jeg har ofte overvejet at skrive til hende, fortælle hende hvor ked af det hun gjorde mig og hvor bange jeg var efter hendes udtalelser. Fortælle hende at hun ALDRIG nogensinde skal dømme et barn igen!

Tobias er den sejeste dreng og jeg er utrolig stolt af ham. Uanset fremskridt, vil jeg altid være en stolt mor.

Nogen gange undrer det mig hvordan jeg kan blive ved med at kæmpe, hvad det er der får mig til IKKE at give op? Og så husker jeg bare på alle de fagfolk som har dømt Tobias, de tog fejl. Tobias’ far som opgav ham, som ikke mente Tobias var normal og kunne noget som helst. Ha! Tobias er præcis som han skal være.

Kærlig hilsen den STOLTE løvemor

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *