Med eller uden far

Hmm, jeg ved altså ikke helt hvordan jeg skal skrive dette indlæg, uden at det måske enten kommer til at lyde forkert eller måske sårer nogen MEN omvendt, jeg har valgt at blogge ud fra et ærligt synspunkt. Jeg har også opdaget at dét at blogge, har hjulpet mig med nogle af mine frustrationer og nogle af de bekymringer jeg render rundt med. Generelt har jeg altid synes at dét at skrive følelser og tanke-kaos ned, har hjulpet mig. Det er ikke fordi jeg har lyst til at at skrive decideret følelses-porno men nu blogger jeg om et emne som er så skide svært at tage fat i, uden at nogen tror man malker ens egen ‘jeg er bare så meget bedre’ attitude – det er IKKE meningen men måske sidder der en mor eller en far derude og kan bruge det til noget eller måske en læser det og kan skrive råd eller lignende. Det er jo det fede ved at blogge.

Som mange af jer allerede ved, så er jeg alene om Tobias. Jeg har selvfølgelig min opfattelse af hvordan det skete og faren har selvfølgelig sin. Jeg mener at jeg satte stolen for døren fordi jeg oplevede at Tobias ikke kunne håndtere den kaotiske samværsordning der var – faktisk kunne jeg nok skrive en hel roman omkring kampene i statsforvaltningen men det vil jeg ikke. Jeg ved at både jeg og faren var i to vidt forskellige situationer på det tidspunkt. Vi var begge kede af det fordi vores dreng ikke udviklede sig som han ‘skulle’ – så jeg ved at den krig vi førte imod hinanden ikke var decideret personlig men derfor var den stadig dybt frustrerende og nedbrydende. Hvorom alting er, endte det med at faren var ærlig og sagde han ikke kunne magte Tobias hverken i en 7/7 ordning (det lettede mig meget for det var jo netop den ordning jeg kæmpede imod da Tobias blev stresset og hans situation forværredes) men faren kunne så heller ikke magte hveranden weekend… det knuste mig! Jeg ved ikke hvordan han pludseligt ikke kunne det og jeg kan jo også være ligeglad. Jeg tænker jeg kunne måske have gjort noget anderledes og måske jeg skulle have lyttet til faren men sandheden var, jeg var jo mindst ligeså nedbrudt og ødelagt så det gjorde jeg ikke. Desuden kom min søn først. Da samværet blev mindre og mindre, satte jeg så stolen for døren og sagde at det skulle være oftere og mere stabilt. Her gik det så galt og her så Tobias ikke længere sin far. Måske, set i bakspejlet, skulle jeg ikke have sat stolen for døren. Man kan altid spørge sig selv ‘gjorde jeg nu det rigtige?’ – jeg mener jo selvfølgelig selv at jeg gjorde det rigtige og det er ikke fordi jeg har fortrudt. Igen, jeg tænkte bare på Tobias og jeg havde faktisk ikke overskud til at spørge faren om der var noget galt, om jeg kunne gøre noget eller måske følte faren at jeg bare førte krig hele tiden – jeg aner det ikke. Alt hvad jeg ved er at jeg føler nu ikke jeg selv valgte at blive ene forælder. Jeg forlangte sådan set bare mere FOR min dreng. Idag ved jeg jo så at Tobias har RETT syndrom og det gør mig faktisk taknemlig for at hans liv blev mere stabilt og han ikke skulle flyttes rundt samt han heller ikke skulle leve i en uforudsigelig samværssituation.

Savner Tobias sin far? Det ved jeg ikke, for at være helt ærlig. Gør jeg? Ja, gu fanden savner jeg da en far til mit barn. Jeg ville da gerne at tingene så anderledes ud – Hvem ønsker (hånden på hjertet) at ens familie bliver slået i stykker og man ikke længere bor sammen med den kernefamilie man så gerne ville have? Jeg mener stadig at alting sker af en grund og det kan man ikke ændre. Derfor ville jeg ønske at jeg kunne gøre noget for at Tobias så sin far. Dog vil jeg aldrig tigge og bede. Det kommer der ikke noget ud af. Det skal jo ikke være for enhver pris at det forhold bliver genetableret. Og er det egoistisk af mig? Jeg mener det er jo ikke fordi jeg nogensinde regner med at Tobias bliver så tæt med sin far at han skal overnatte hjemme hos ham osv. Men ville det være skønt hvis faren kom forbi og eventuelt tog Tobias med ud at gå? Eller bare kom og så Tobias’ udvikling? At vi kunne vende nogle problematikker og bekymringer sammen? Ja gu ville det da være skønt. Som det er nu vender jeg jo alting med min familie og det er også rigtig dejligt at kunne det men man kan bare ikke fjerne det faktum at det, til tider, er bedst at vende den slags emner med den anden forælder.

Jeg har jo vænnet mig til at være alene med Tobias men det er altså virkelig underligt at vide at han har en hel familie som bor i den selv samme by. En hel familie som ikke længere er med på sidelinjen. Igen, kunne jeg have gjort noget anderledes? Det kunne jeg nok men omvendt, det er jo ikke kun mig der skal samle trådene. Det er okay selv at melde til og selv komme på banen.

Hvorfor skriver jeg egentlig dette indlæg? Det er ikke for at brokke mig eller udstille Tobias’ far, for det ønsker jeg bestemt ikke – jeg vil netop gerne indrømme at jeg har begået fejl men jeg er også kun et menneske. Men jeg har valgt at skrive dette indlæg fordi jeg i løbet af de sidste to år engang imellem får en SMS fra faren… I starten blev jeg bare mega vred fordi jeg simpelthen ikke kunne se meningen med en SMS hver halve år eller lignende, og slet ikke når det ikke var for at se sin dreng. Nu har vi så været igennem endnu et SMS ‘helvede’ – og igen fører det ingen steder. Han fortæller mig at han tænker på sin dreng meget og at han savner ham og så videre. Det kan jeg sagtens forstå og jeg tror da også på ham – jeg kan jo slet ikke (og vil ikke) forestille mig et liv uden Tobias men hvis man savner sit barn så meget, så må man dælme gribe sine boller og lægge en plan. Det er alt hvad jeg ‘kræver’ – en samværsplan. Det er jo ikke sådan at Tobias skal hjem og overnatte hos sin far – nej, nej, men hvis faren vil besøge Tobias, kan det altså ikke nytte noget at det kun er hvert 2. år. Tobias skal have struktur og det skal være sådan at han kan bruge det til noget. Og ja, nu brokker jeg mig og jeg kan faktisk også mærke at jeg bliver lidt vred. Måske jeg forlanger for meget? Måske jeg griber det helt forkert an? Og kan jeg egentlig ikke bare være ligeglad? Læse sms’erne og vurdere om jeg skal svare? Hvorfor ender jeg altid med at spørge ind til om han vil se Tobias og så nævner jeg altid at der skal være en plan. Hmm, jeg ved det ikke. Men én ting ved jeg da… jeg kan simpelthen ikke ændre et andet mennesker og det vil jeg heller ikke! Jeg ville ønske at faren kunne se det og at han kunne se at det er helt okay at komme tilbage i sit barns liv men det koster altså – det koster dét at han skal sq ville det, han skal mene det og han skal ikke bare gøre det ud af pligt. Igen, Tobias og jeg har været alene i mange år. Tobias er sådan set vant til at han ikke har en far i sit liv.

Hvorfor gør det så ondt? Det gør så ondt fordi jeg jo kan se hvor glad Tobias er for de mandlige pædagoger i skolen. De tør være lidt mere vilde med Tobias og de er nu bare lidt mere gakkede end de kvindelige pædagoger. Og dette mener jeg altså på den mest kærlige måde. Jeg synes da også det er smadder ærgerligt at faren ikke ser de fremskridt der faktisk sker med Tobias og det ville da være fedt hvis vi kunne samarbejde og faktisk forsøge sammen at hjælpe Tobias til at blive bedre. Eksempelvis dét at træne Tobias, ville da være langt nemmere hvis faren kom forbi og hjalp mig. Det er pænt svært at gøre selv.

Nu er jeg jo selv vokset op med to morfædre som faktisk valgte til og fra konstant. Da jeg var barn tænkte jeg måske ikke rigtigt over det men som voksen gør jeg. Idag har jeg min dejlige (ikke biologiske) morfar i mit liv og det er jeg dybt taknemlig over. Men det har da været mega hårdt at se min biologiske morfar vælge fra og til når han følte for det. Jeg aner ikke hvorfor han ikke bare kunne være der, jeg har aldrig spurgt og jeg tror faktisk heller ikke jeg får noget svar. Der er blevet forsøgt igen og igen. Folk vælger som de gør og de kan ikke altid bebrejde fortid eller andre. Nogen gange må man kigge sig selv i spejlet og hvis man vil ændre noget, må man selv gøre det. Men måske det (med min biologiske morfar) har sat sit præg på mig og det er derfor jeg har været så ulykkelig over at faren til mit barn også bare har valgt fra og til. Det er bare uholdbart og det gør så ondt. Vi ved allesamen at når noget gør ondt og vi ikke vil indrømme det, så kommer vreden og viser sig grimme ansigt. Det er dog okay at være vred og det har jeg også været – meget – det kommer on/off og det samme gør sorgen.

Livet er ikke nemt og der er mange op/nedture – men der skal også være plads til nedturene for ellers lærer vi ingenting. Det er også nedturene som giver os fighter-evnen.

Jeg ved at der er mange kærlige fædre (og mødre) derude som bliver holdt væk fra deres børn helt uden grund – og jeg ved at der er mange personlige krige derude. Krige som starter fordi mor og far ikke længere fungerer som et par. MEN kære forældre, begå ikke samme fejl som mig og Tobias’ far. Prøv at tænke over tingene, tænk over hvad det bedste er for jeres barn. Vær ikke egoistisk og husk på dette: I valgte trods alt at få et barn sammen. Måske er kærligheden imellem jer væk, men det betyder jo ikke at kærligheden for jeres fælles barn forsvinder. Det gør den aldrig og husk det!

Jeg kunne have gjort så mange ting anderledes – det kunne Tobias’ far også. Idag erkender jeg det og hvis jeg kunne, ville jeg ønske at Tobias fik et forhold til sin far. Jeg er ikke i tvivl om at Tobias sagtens kan ‘nøjes’ med mig, men jeg ved også bare at en far er vigtig – uanset om barnet har en diagnose eller ej. En far er bare noget helt andet og en far pylrer normalt ikke ligeså meget som en mor. Men uanset hvor meget jeg ønsker dette, er det ikke noget jeg kan klare på egen hånd. Måske Tobias aldrig får et forhold til sin far igen – det er længe siden Tobias har fået et kram af sin far men det er aldrig for sent.

Jeg er taknemlig over at jeg har min skønne far i mit liv og at han aldrig nogensinde har svigtet! Hans kærlighed er mindst ligeså betydningsfuld som den kærlighed min mor giver mig. Tak, kære forældre, for at I har givet mig evnen til at elske og evnen til at kæmpe når tingene er svære.

Kærlige hilsner fra Maja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *