Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/majaflak.dk/public_html/wp-includes/pomo/plural-forms.php on line 210
angst – Majas Univers

Tag Arkiver: angst

Isolation = kaos

Nu er dag 22 i selv-isolation snart ved at være gået. Jeg må tilstå, at jeg, i dag, har følt mig totalt knækket. Jeg har grædt on/off hele dagen, og også her til aften. Jeg synes, det er skide hårdt, at undvære de mennesker, som jeg normalt er sammen med. JA! Jeg ved godt, at alle har det sådan, og det kan komme til at virke, som om jeg bare vil brokke mig, eller bare skrive lidt følelses-porno – men det er ikke min intention. Nu kan jeg bare mærke, at det begynder at tære på mig, det tærer også på min dreng. Det er egentlig ikke fordi min hverdag er så meget anderledes, og at jeg normalt mænger mig med mange mennesker, men bare dét at jeg ikke længere ser dem, jeg er tættest med, ja det gør bare rigtigt ondt. Jeg føler mig presset, men alligevel er jeg så påvirket af denne coronavirus, at jeg ikke tog imod nødpasning af Tobias på hans skole. Jeg kunne ikke få mig selv til at takke ja.

Jeg er jo en stærk mor, og jeg er vant til at klare det hele selv – men jeg er også vant til at Tobias’ skole er min ’fritid’ – altså der hvor jeg skal arbejde på mit forlag. Det forsøger jeg også at gøre nu, og jeg får egentlig også skrevet en del på en bog. Dog er det med hamrende hjerte, fordi jeg føler, at jeg ikke har nogen styring på vores liv lige nu. Det er der jo ingen der har – da vi ikke aner hvad denne virus bringer, og hvor lange det skal stå på. Kan verden nogensinde blive normal igen?

Jeg lider af angst, det er ingen hemmelighed, og det gør absolut ikke noget godt for min tankegang. Jeg vågner om morgenen med alle de gode intentioner, og jeg har virkelig også brugt meget tid på at gøre rent, rydde op og sortere. Tobias er desværre ikke så vild med at gå ture, og han kan ikke gå langt på sine egne ben. Jeg har hans kørestol hjemme, men desværre virker det til at den er for lille, og at han faktisk ikke sidder særligt godt i den, når jeg forsøger at gå en længere tur.

Jeg ved godt, at der er rigtig mange familier som er presset i denne tid, og mit hjerte gør ondt i forhold til alle de ting der sker lige nu; her i Danmark, men bestemt også i udlandet. Det er på ingen måder sjovt. Derfor kan jeg også bliver enormt vred, når jeg hører om folk som ikke tager denne virus alvorligt, eller de restriktioner som vores regering er kommet med. Efter Mette Frederiksens sidste pressemøde, hvor hun (ifølge mig) uheldigvis nævnte, at vi måske kunne starte en langsom genåbning af Danmark efter Påske. Ja, der endte jeg med at sidde med rigtig ondt i maven, fordi jeg tænkte: så for søren, nu vil der være nogle danskere som ikke længere tager det her alvorligt, og som allerede nu begynder at slække på restriktionerne. Og ganske rigtigt, nu hører jeg fra flere, at de oplever denne form for opførsel. Og til alle dem vil jeg faktisk bare sige: Fuck jer! Ej, nu ikke så grim i munden, men helt ærligt. Når mange (inklusive mig selv) vælger at være total isoleret, for at passe på mit barn – men også mig selv, for hvis jeg bliver alvorligt syg af coronavirus, så bliver det enormt svært og hårdt at passe Tobias; hvad hvis jeg bliver så syg, at jeg skal på sygehuset? Hvem skal så passe mit barn? Min familie arbejder alle i disse dage. Egoistisk tænkning? Tja måske, men nu er jeg jo altså den eneste til at passe på Tobias. Uanset hvad, så er det bliver bare trættende at gøre så mange ting selv, ofre ens egen mentalitet for at passe mest muligt på, og så går der dælme stadig nogle klaphatte rundt, som ikke fatter alvoren, eller som simpelthen ikke kan forstå, at nogle mennesker er altså mere udsatte for at blive rigtig syge af denne virus, Fat det nu! Hold afstand! Måske er det slet ikke nødvendigt at traske i Føtex hver dag?

Nogle dage tænker jeg, at jeg er alt for striks i forhold til alt det her – jeg kan spørge mig selv, om det ikke er okay at takke ja, når min mor spørger, om hun ikke skal tage Tobias med hjem? Men hun arbejder jo ved DSB, så derfor kan hun jo noget nemmere blive smittet, eller være smittebærer. Vil jeg blive alvorligt syg hvis jeg får coronavirus? Alle de spørgsmål farer igennem hovedet. Nu hvor min tristhed for alvor viser sit grimme fjæs, tænker jeg også; hvis jeg ikke tager imod hjælp, hvad så? Hvor ender jeg så henne? Tobias kan jo også godt mærke, at jeg er ked af det on/off – dog har jeg været meget ærlig overfor Tobias, og selvom han har en sjælden diagnose (og ikke noget talt sprog), forstår han godt tingene. Han lytter også når jeg snakker, og fortæller ham hvorfor hverdagen er noget anderledes i disse tider. Og så tænker jeg jo også, at det her udelukkende er den første bølge af coronavirus, så hvad så når næste bølge rammer Danmark? Skal jeg så igen gå så længe uden hjælp? Altså det er svært at finde normaliteten i al det her, eller måske er det bare mig?

Vi skal jo egentlig lære at leve med denne virus. Jeg ved jo godt, at regeringen har taget alle disse forholdsregler for at vores sundhedsvæsen ikke skal blive lagt ned – og det egentlig ikke handler om, at vi ikke ’må få’ denne virus, for den skal mange af os have alligevel. Hmm, synes det er meget svært at finde ud af. Jeg føler næsten, at jeg har brug for en voksen til at tage en beslutning for mig. Nej, det er bare gas – og så alligevel ikke. Jeg er nok bare blevet lidt skør af at rende rundt i mit eget hus i 22 dage – jeg savner endda at handle, og det er ellers ikke noget, jeg er vild med. I denne periode, er jeg så heldig, at min mor handler for mig – og afleverer varerne udenfor.

Men hvor isoleret skal man være? Hvornår er det okay at tage en lille pause? Jeg ved det ikke. Hvis jeg havde bare to timer for mig selv, ville jeg nok gå en meget lang tur. Eller sove, jeg er ikke sikker. Jeg kan dog godt mærke på min dreng, at han også savner sin mormor og morfar. Så jeg håber virkelig, at vi snart får bugt med denne virus – i hvert fald i sådan en grad, at der ikke er en risiko for at den lægger vores sygehuse fladt ned.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at denne rutsjebanetur af følelser, ikke er noget for mig. Jeg savner at tage hjem til min veninde for at hygge og slappe af. Jeg savner Majatid. Jeg elsker at være mor til Tobias, men ikke på denne her måde… Men en ting ved jeg da med sikkerhed, Tobias får ikke lov til at blive doven i sommerferien! I denne periode er han enormt doven, men han har også rigtig mange problemer med sin mave, så det er helt fair – ja, og så er han jo også en teenager, så måske det også er derfor han udviser en helt ny form for dovenskab? Det kan man jo ikke tage fra ham.

I morgen er dag 23 i selv-isolation, og jeg håber jeg kan vågne med et smil på læben, og holde humøret højere end det er lykkedes mig i dag.

Kh Maja

PS. Jeg håber I alle har det godt – jeg er også okay, men havde bare brug for lidt luft, dele mine tanker og frustrationer. Nogen gange har man bare brug for at være sig selv, og ikke blot være hende som skal holde det hele oppe. Hende som skal vaske tøj, gøre rent, skifte bleer, lave mad, give mad og drikke, løfte, trøste, bade… og så videre. Nogen gange har man bare brug for at blive holdt oppe, blive krammet og trøstet. Via min blog, kan jeg dele de ting, der gør mig glad, bange samt dele mine glæder og bekymringer. Det er min form for trøst…

En ødelæggende tid

Kære Alle.

Jeg håber, at I har det godt – at I ikke er for skræmte af denne tid, vi oplever lige nu.

Hvis ikke I skal arbejde, så bliv hjemme! Ja, der skal handles – men lad nu være med, at være mange samlet. Lad være med at ignorere det faktum, at coronavirus faktisk er alvorligt. Måske ikke for DIG, men for ældre og personer med et allerede svækket immunforsvar – dem skal vi beskytte. Vi skal også beskytte alle dem, som skal passe, hjælpe og beskytte os. Lad være med at være ignoranter!

Selv tog jeg mit ansvar allerede torsdag morgen (uge 11) og beholdt min søn hjemme. Jeg er alene med Tobias, og Tobias har en sjælden diagnose – Rett Syndrom. Jeg ved ikke, hvordan han vil reagere på denne virus. Måske vil han nærmest slet ikke mærke det, men hvad hvis han pludseligt skal på sygehuset? Tobias er i forvejen allerede ret bange, når han skal til undersøgelser/indlæggelser. Derfor vil jeg gerne undgå, at han bliver syg. Jeg vil også gerne selv undgå at blive syg, fordi jeg ved, hvor hårdt det er at varetage Tobias, når jeg selv er syg. Han har kun mig i denne periode. Han kan ikke komme i skole (ligesom alle andre) men skolen er faktisk den eneste form for aflastning jeg har. Mine forældre plejer at hjælpe med Tobias, og hygger med ham cirka en gang i ugen. Dette sker heller ikke i disse tider. Både min mor og søster arbejder som togførere hos DSB, derfor er de i højrisikogruppen for at få smitten, og kan smitte videre. Min mor er så sød at handle for os, og hun sætter varerne udenfor døren.

Jeg ser rigtig mange gode tiltag her i Fredericia – blandt andet take-away grupper på Facebook. Det er rigtigt fint, men jeg har nærmest ingen penge, så kan ikke hjælpe eller støtte op om disse tiltag. Jeg får ikke fuld tabt arbejdsfortjeneste, og jeg kæmper med at være selvstændig med mit eget forlag: Forlaget Flak. Desværre er det rigtigt svært, og jeg tjener 0 kroner på dette, og skal stadig betale regninger til forlaget; betalingsservice, hjemmesidedomæne og så videre. Det ender med, at jeg skal lukke mit forlag ned, da jeg snart ikke har flere penge på erhvervskontoen. Jeg lånte penge af Fredericia Kommune til at starte virksomheden op. Jeg valgte denne mulighed, da jeg simpelthen ikke havde andre muligheder. Jeg er, i mange år, blevet kastet rundt i systemet. Jeg har været på kontanthjælp on/off, virksomhedspraktik, revalidering og så videre. Det har været så trættende, ikke at blive lyttet til. Det har været meget vanskeligt at finde et tilbud/mulighed som har fungeret for mig, fordi jeg er alene med Tobias. Hans diagnose kommer med rigtig mange udfordringer og problematikker. Jeg vil ikke remse dem alle op, men en af disse er at han ikke har samme døgnrytme som alle andre. Hans hjerne kan ikke slappe af på samme måde, og derfor sover han ikke meget = det gør jeg heller ikke. Jeg skal afholde alle Ts sygedage, fri når han skal på sygehuset. Alle ferier/helligdage skal jeg også tage alene. Tobias kan ikke være i SFO, da han ikke kan med fremmede personale og børn. Så det er MANGE dage på et år, hvor jeg ikke kan stå til rådighed, og derfor sprang jeg ud som selvstændig, og håbede på det bedste. Desværre er sandheden, at det slet ikke fungerer. Jeg har faktisk en lavere indkomst nu, end da jeg var på kontanthjælp. Det er ret tankevækkende, og skræmmende.

Hvis jeg lukker forlaget, så aner jeg virkelig ikke, hvad jeg så skal stille op. Jeg er på en måde skuffet over mig selv, og min manglende evne til at få forlaget til at køre. Jeg ved godt, at jeg desværre også er ret begrænset i forhold til økonomi (har ikke kunnet satse på betalt reklame/annoncer) – jeg har heller ikke mulighed for at tage ud til en masse messer, workshops og så videre. Jeg ved hvad styrker jeg har. Jeg ved, at havde jeg lidt flere penge mellem hænderne, ville forlaget også fungere. Jeg vil gerne ud og holde foredrag, men det ser ikke ud som om dette bliver aktuelt. Slet ikke i denne usikre tid, hvor alt er lukket ned. Så ligesom mange andre, er denne tid også ødelæggende på rigtig mange måder. Jeg skal passe min søn 24/7 – han bliver 13 år, på lørdag. Jeg skal skifte bleer, bade ham, give ham tøj af/på, hjælpe ham med at spise/drikke, træne ham, så han ikke mister færdigheder…. ja, det er et fuldtidsjob i sig selv. Ikke fordi at være mor er et job. Men det bliver det hurtigt, når man har et barn som Tobias. Han er en dejlig dreng, og heldigvis nyder han tiden hjemme. Men han bliver også frustreret, og som altid, når vi har mange dage hjemme, bliver han enormt ’mor-syg’ – så skal jeg sidde ved siden af ham hele tiden, og det er kun når jeg laver mad, han accepterer det – nok fordi han er så madglad. Jeg synes bare det er foruroligende, at jeg ikke kan få mere hjælp, især med tanke på hvor mange penge, jeg faktisk sparer kommunen for – netop ved at varetage min søn selv. Jeg skriver ikke dette for at vinde et trofæ, eller for at lyde arrogant – blot for at fortælle lidt om hvordan min virkelighed ser ud.

Tobias og jeg bor i en lejebolig – handicapbolig/hus – og efter vi er flyttet fra den lille lejlighed, er udgifterne blevet til flere – til trods for at kommunen lovede mig, at det ikke skulle blive dyrere for mig, at få Tobias i en handicapbolig. Men fordi vi nu bor langt fra alting, har jeg fået bil (jovist, det er en trivselsbil, og jeg betaler kun af på halvdelen, men det er også 647 kroner hver måned) – vand/varme regningerne er steget betydeligt, og dette får jeg heller ikke hjælp til. Og når man så har mindre udbetalt end man plejer, så hænger man i en tynd tråd.

Jeg kan ikke arbejde i ro og fred, når Tobias er hjemme – desværre tror jeg ikke, at skolerne lukker op om halvanden uge. Ikke som det ser ud lige nu.

Jeg har derfor spurgt kommunen, om jeg kan få fuld tabt arbejdsfortjeneste i denne periode, men det kan jeg ikke. Så jeg er også bekymret – jeg er presset og enormt stresset. Jeg føler mig ensom i alt dette her. Jeg ved, vi er MANGE, der har det sådan her. Det er bare så vigtigt at tale om. Det er ikke fordi, jeg har det mest sociale liv, normalt, men det her er godt nok hårdt. At vi ikke kan se familien, som vi plejer. T har fødselsdag på lørdag. Det bliver den første fødselsdag, hvor han ikke skal være sammen med vores familie. Det overlever han, og det gør jeg også – men jeg er godt nok nervøs for, at jeg bryder sammen i alt det her.

Jeg ved ikke, hvor mange familier som har barn/børn med handicap, som ikke kan få nogen former for aflastning i disse dage. Og jeg ved heller ikke, hvor mange forældre, der er alene om deres barn/børn. Men denne tid er hård for os, så vi skal stå sammen – hver for sig – men lad os snakke om alle de mange følelser, der går igennem kroppen og hovedet lige nu. Jeg ved, i hvert fald, hvad jeg føler, og det er ikke rart. Jeg elsker min søn, og jeg elsker at bruge tid med ham, men en almindelig ferie kan være drøj at komme igennem, og nu er vi tvunget til at være hjemme – uden at se andre. Ingen familie, ingen venner. Det er ensomt, og det gør mig ked af det, at der så stadig er nogle, som ikke tager det her alvorligt.

Husk nu at tænke på andre end jer selv. Måske er jeres hverdag ikke gået i stå – men det er den altså for nogle af os andre. Måske er du ikke syg, men har smitten – måske smitter du en, som ikke slipper lige så heldigt som dig selv. TÆNK DIG OM! Lad os nu får bugt med denne ødelæggende virus.

Selvom dette indlæg lyder lidt sørgeligt/ynkeligt, er jeg stadig positiv indstillet. Denne periode skal overstås, men vi skal også have det bedste ud af den, så jeg er gået i gang med at kreere nogle aktiviteter/øvelser, jeg kan forsøge at lave med min søn herhjemme. Jeg håber, han vil bide på, for han ser ALT for meget tegnefilm – desværre hans yndlingsaktivitet – og det driver en til vanvid med al den larm hele tiden. Jeg er vant til det, men det betyder ikke, at jeg ønsker at dette lockdown skal fortsætte i al for lang tid!

Så hvis du læser dette indlæg, og gerne vil hjælpe mig; så må du meget gerne gå ind på mit forlag her og køb en ebog til dig selv, eller en du holder af (den kan du læse med det samme) eller køb en plakat, paperback eller bogmærke (jeg skal forsøge at afsende så hurtigt som muligt, men kan ikke garantere at ordrer, der skal sendes fysisk, bliver afsendt før om halvandet uge). Jeg vil så gerne holde liv i dette forlag, så jeg (på sigt) kan blive selvstændig – ikke kun for mig selv, men også for min søn.

Tak fordi DU læste med.

Kærlig Hilsen Maja.

 

Tre koncerter

Hej Alle.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om min angst – læs indlægget her angst

Angst og stress har stoppet mig fra at leve mit liv i mange år – det har stoppet mig fra at komme ud og opleve ting som jeg virkelig gerne ville.
Sidst angsten tog en drøm fra mig, var i November sidste år, hvor jeg virkelig gerne ville til en Marilyn Manson koncert men jeg kunne simpelthen ikke slippe tanken om at jeg ikke burde tage afsted… Hvis jeg skulle afsted, skulle jeg stå ansigt til ansigt med flere ting som kunne udløse et angstanfald. Jeg skulle tage toget til København og så føle mig fanget sammen med en masse mennesker. Det kunne mit sind og krop slet ikke klare, så jeg fik ikke købt billet til den koncert og hold nu op, hvor jeg ærgrede mig LÆNGE.

MEN så kom det jo ud at Marilyn Manson endnu en gang gæster Danmark, denne gang i Aarhus den 4. juni, og gæt lige hvem der har købt billet?

 

 

MIG! Jeg glæder mig så vildt meget og jeg kan slet ikke få armene ned over at jeg endelig skal opleve den mand live – det bliver så fedt og for første gang i mange, mange år, har jeg faktisk ikke ondt i maven over at skulle med toget eller at jeg skal stå sammen med mange andre mennesker og bare nyde musikken. Jeg skal endda have alkohol og være en smule fuld ha ha det lyder sq tosset og helt teenage-agtig men jeg har ikke oplevet mange ting for mig selv siden jeg blev mor til Tobias, så det er altså store sager.

Min bedste veninde og jeg skal afsted til Aarhus og vi har planlagt den helt store hyggedag hvor den skal have max gas.

Jeg ved godt der er en del som sket ikke kan udstå Marilyn Manson, og det er okay – I er tilgivet – men jeg er altså helt pjattet med ham og jeg hører hans musik, via Spotify, hver dag. Den mand har nogle fede tekster, som giver en stof til eftertanke hvis man giver sig tid til at lytte. Faktisk ser jeg op til ham på mange punkter. Men vigtigst af alt, man skal være sig selv og man skal turde stå alene i en flok hvor alle er uenige med en. Det betyder ikke man tager fejl eller at man skal gøre som alle andre. Vær din egen leder. Så jeg glæder mig som et lille barn, til juleaften, til at stå med en masse koncert glade MM fans og bare rocke med på alle de fede sange.

Og så stopper det jo ikke bare der – den 8. juni skal jeg da lige til København og opleve Hollywood Vampires i Tivoli. Johnny F****** Depp spiller guitar i det band så hallo, endnu et ikon som jeg ikke kan vente med at se. Ja og så er Alice Cooper og Joe Perry (fra Aerosmith) jo også en del af Hollywood Vampires. Det bliver fedt at opleve. Sidst jeg var i Tivoli og opleve musik var da Lady Gaga og Tony Bennett spillede koncert – det var en god oplevelse men jeg stod et godt stykke fra scenen men denne gang skal jeg stå forrest, så jeg må frem med de spidse albuer.

 

 

I August skal jeg så ned på Kastellet i Fredericia og se Kim Larsen, så jeg har hele tre fede oplevelser i vente.

Min mor og bedste veninde skal med til Kim Larsen og vi skal hygge til god musik. Jeg får altid sådan en feel-good følelse når jeg hører Kim L. Hans musik får mig til at tænke på min egen barndom. Den får mig til at tænke på dengang Tobias var helt lille og jeg dansede rundt i stuen imens jeg sang med på sangene, og havde Tobias i mine arme. Tobias kan også godt lide Kim Larsen, men han kan desværre ikke komme med.

 

Så jeg må tilstå at sommeren ser ud til at blive en ganske god en af slagsen – hvis vejret ellers bliver godt – og hvis ikke, er det da også bare ligemeget. Det kan ikke tage mit gode humør. Jeg glæder mig til at opleve alle tre koncerter. Ingen tvivl om at det er MM koncerten som betyder allermest og jeg håber bare at Marilyn Manson bringer sit a-game og giver den gas.

Jeg håber I alle huske at leve jeres liv og ikke lader det stå på standby, som jeg har gjort i mange år. Angst er en lorte tilstand og det fylder alt for meget. Det er noget som man ikke forstår hvis man ikke selv har oplevet det.

Jeg kunne skrive en masse negative ting om angst, men det gider jeg ikke spilde krudt på, for sandheden er så også at nu hvor jeg har billetter til tre fede oplevelser, så tror jeg måske næsten jeg glæder mig mere end alle de andre mennesker, tilsammen, som skal til de events.

Det bliver bare så FEDT!

Ha’ en herlig fredag.

Feel-good hilsner fra Maja

 

Angst vs. Mig

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har lidt af stress on/off – det startede egentlig helt tilbage i 2008 hvor jeg fik en depression – stressen startede først, den overså jeg så desværre indtil den udviklede sig til en regulær depression. Siden det år, har stress desværre været et problem som jeg ikke kan slippe helt af med.

Noget jeg ikke har delt her på bloggen er at jeg faktisk lider af angst – helbredsangst og bare angst generelt. Det er ikke fordi jeg er flov over det men jeg har haft svært ved at acceptere det selv. Jeg ved faktisk endnu ikke om jeg kan acceptere mig selv med angst, Maja hende med angst. Det er dælme ikke sjovt at lide af en angst der stort set styrer hele ens liv. Det er bare ikke den Maja jeg vil være og det er ikke den Maja jeg var førhen.

 

 (Billedet fandt jeg på Google)

Jeg kan have angst tanker og nogle gange oplever jeg også decideret angst anfald. De kan komme hvis jeg eksempelvis sidder i toget og pludselig kommer der disse underlige tanker om at noget er galt. Det kan være en person som ser mistænksom ud – hvad hvis han er terrorist? Ja, det lyder måske dumt og endda ganske underligt, men desværre tænker en person med angst anfald ikke rationel. Og med flere og flere terrorhandlinger, ja så er det jo faktisk ikke helt utænkeligt at det kunne ske. Men for fanden da, hvornår ser en person egentlig mistænksom ud? Ja, det er jo helt umuligt at sige men min angst kan åbenbart identificere en sådan person.

 

Da Tobias for alvor begyndte at blive syg, og lægerne rodede rundt med diverse undersøgelser og teorier, begyndte jeg selv at lede efter svar på internettet. Jeg søgte dagligt (også om natten) efter hvad der kunne være galt med min dreng. Hele min verden omhandlede Tobias og jeg kunne slet ikke styre tankerne. De begyndte at styre mig, og min hjerne blev fortæret langsomt. Imens Tobias’ (dengang ukendte) sygdom begyndte at virke stabil, blev jeg bare mere og mere syg. Jeg begyndte at blive pisse bange for at jeg skulle fejle noget alvorligt, jeg kunne hele tiden finde nye symptomer og rendte til læge konstant.

Hvis en person fortalte mig om en anden person som pludseligt blev alvorligt syg, ja så kunne jeg nærmest mærke at jeg blev syg (denne følelse kan jeg desværre stadig få). Faktisk, og dette er flovt og egoistisk, men jeg kunne spørge ind til den syge person og faktisk var det ikke fordi jeg som sådan havde den store interesse for den pågældende person, men jeg skulle da have alle symptomerne og sygdommens gang af vide, for hvad nu hvis? Det er pinligt at være sådan og ganske umenneskeligt.

Heldigvis for mig, har jeg en fantastisk læge som hurtigt regnede ud hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Hun lyttede til mig og undersøgte mig også (MANGE gange). Desværre kunne dette kun berolige mig i et døgn eller to, og så startede jeg forfra. Og sådan er det næsten også i dag – dog kan jeg have længere perioder hvor jeg ikke tænker på sygdom. Uheldigvis er jeg i en periode hvor det er ret slemt. Faktisk er min ’stress’ og min angst så voldsom at det påvirker mit hjerte. Jeg får utroligt mange hurtige hjerteslag i perioder, og min læge mente jeg skulle undersøges ordentlig – egentlig ikke fordi hun var nervøs for at der er tale om et decideret dårligt hjerte – men for min skyld og for at vi ligesom kan udelukke at det er min angst eller om der reelt er noget galt. Derfor skriver jeg denne blog imens jeg har den mest irriterende lille dims tilknyttet mit hjerteslag. Den er på størrelse med en cykelcomputer og sidder lige ved brystet, og så er der også en lille dims lige under brystet. Det skal jeg så rende rundt med indtil på lørdag. Det er voldsomt irriterende da det klør meget og lortet bipper jo hvis man kommer til at gøre noget så den ikke lige kan registrere ordentligt. Men nu bliver jeg da tjekket. Jeg kan jo sagtens sidde og skrive at jeg bestemt ikke tror der er noget galt. Nogle dage kan jeg sagtens være logisk og rationel og andre dage er jeg skide skør og tror dommedag er på vej. Jeg ved egentlig også godt hvorfor jeg lider af denne voldsomme angst som faktisk gør at jeg hader ALLE offentlige transportmidler, motorveje, offentlige steder hvor der er mange mennesker og jeg kunne blive ved.

Jeg er pisse bange for at dø så min dreng ender helt alene. En absurd tanke virkelig, for jeg har jo en dejlig familie som jo nok skulle tage sig af Tobias hvis der skulle ske mig noget. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg oplever denne frygt så voldsomt. Ja, der er jo ingen der vil forlade deres børn for tidligt. Det er aldrig en sjov tanke men det er jo en del af livet. Jeg tror dog at det svigt min dreng har oplevet via sin ’far’ og dennes familie, sidder så dybt i mig at jeg slet ikke kan stoppe angsten. Jeg bebrejder ikke min eks eller hans familie. Det er deres tab at de ikke kender Tobias. Men det svigt jeg og Tobias har oplevet gør bare min trang – min nødvendighed – til ALDRIG at svigte Tobias er så stor og sidder så dybt at jeg næsten ikke kan bære det. Jeg ved godt at mange forældre, måske især mødre, oplever en voldsom angst. Når man bliver forældre, kommer der et dejligt barn men dette skønne lille vidunder kommer også med en masse bekymringer. Især hvis det familieliv man drømte om smuldrer bort og ens barn desværre lider af en sygdom som gør hverdagen lidt sværere end normalt.

Jeg har prøvet forskellige psykologer men jeg kender jo egentlig godt problematikken i mit liv og derfor føler jeg ikke at en psykolog har kunnet hjælpe mig. Jeg har oftest snakket dem lidt efter munden og så oplever jeg også bare at jeg selv svarer på mine egne problemer. Så det duer ikke for mig.

Hmm så hvad duer? Jeg aner det simpelthen ikke. Jeg ved bare at jeg gerne vil af med den angst, jeg vil leve imens jeg kan og jeg vil ikke skulle bekymre mig hvert sekund af dagen. Nu lyder det måske også voldsomt som om at jeg næsten ikke kan komme igennem en dag uden angst, det kan jeg godt men jeg lever absolut ikke det liv jeg vil.

Dog er jeg stolt over at jeg faktisk har været ude at flyve for tre år siden, det var ubehageligt og jeg nød det ikke men jeg kom til London.

Tobias skulle også til Kennedy Centret for at blive undersøgt, efter han fik sin RETT syndrom diagnose og ja, jeg bor jo i Fredericia og Kennedy Centret ligger i Glostrup – min søster kørte og jeg fik et voldsomt panikanfald på vej dertil på motorvejen men jeg overlevede det. Dog ser jeg ikke frem til næste gang vi skal besøge Kennedy Centret.

 

Der er rigtig mange mennesker som lider af angst og det er frygteligt. En angst kan sætte en stopper for alting. Jeg vil for eksempel vildt gerne med til Marilyn Manson koncert her den 15 nov. Og jeg har faktisk fundet nogle billetter som er til salg så muligheden er der, og alligevel sidder panikken og fortæller mig at jeg ikke burde tage af sted for toget til Sjælland kunne bliver terrorramt, der kunne være et ondt menneske tilstede under selve koncerten, en højtaler kunne falde ned over mig og blah blah blah – ja ja det lyder jo næsten helt komisk når jeg sidder her og skriver det, men sandheden er at det IKKE er sjovt. Jeg vil jo vildt gerne afsted men hvorfor udsætte mig selv for noget som gør det mere sandsynligt at jeg ikke kommer hjem til Tobias? Det er sådan min angst styrer mig, det er sådan det er. Det er ganske enkelt uacceptabelt og ulideligt.

Jeg skulle aldrig have googlet alle de forskellige sygdomme som jeg gjorde da jeg ledte efter Tobias’ diagnose. Og så sker der jo også bare det når man er alene forælder, at man altså ikke oplever voldsomt meget udenfor ens hjem – man kan ikke gå ud som før. Det er naturligt nok og sådan skal det jo være. Men når man så står alene med et handicappet barn, ja så bliver ens hverdag anderledes og man lukker sig inde i en boble af sikkerhed. Jeg har jo ikke lige en far til Tobias på sidelinjen som jeg kan dele mine bekymringer med. Jeg har en dejlig veninde og en god familie men det er ikke det samme. De er ikke sammen med Tobias konstant og de ser ikke de samme ting som jeg gør. Jeg sover ikke nok om natten og jeg er på 24/7. Sådan er det at være mor – I know – men det er anderledes med et handicappet barn. Ikke alene står man med et barn som kræver ens hjælp konstant men der er også lige en ’dejlig’ kommune at slås med. Som ikke kan sætte sig ind i ens liv som alenemor til et barn som lider af en sygdom som rammer alt og som gør at ens barn ikke sover meget. Man er bare ret alene om kampen – jeg beklager mig ikke for at I skal få medlidenhed med mig – medlidenhed kan jeg ikke bruge – forståelse er meget bedre. Det jeg vil sige med dette er at det er sådan man kan få stress og angst – det er i hvert fald sådan jeg fik det. Når alle ens bekymringer bliver i ens hoved, bliver hovedet fyldt og ens krop begynder at reagere på alle mulige måder.

Dette blogindlæg blev lidt rodet men det er i sandhed et svært emne at skrive om – jeg ville ikke fokusere på statistikker og det læger skriver om angst, blot dele min egen oplevelse af det uden at blive helt sørgelig om det.

Kærlig hilsen Maja

Ps. Jeg er faktisk mega flov over at lide af angst fordi mange har så svært ved at forstå det, ja faktisk kan nogen slet ikke acceptere det. Når man lider af angst, er det ikke rart hvis andre fortæller en at man bare skal tage sig sammen. Tro mig, jeg banker mig selv rigeligt i hovedet over min angst, over følelsen af at jeg ikke føler jeg slår til som mor, som datter, som moster og som veninde. Jeg ved godt at det er lidt noget pjat at tænke sådan men kunne jeg komme af med angsten, ville jeg kunne være meget mere for dem jeg elsker. Sådan er det bare…

Nå men jeg vil stoppe her og forsøge at vinde over angsten så jeg kan købe de billetter og komme til MM koncert…

(Photo by Tim Mosenfelder/Getty Images)