Tag Arkiver: bøger

Længe siden

Kære Alle.

Jeg beklager – MEGET – at det har været så stille her på min forfatterside – til alle jer som er blevet: TUSIND TAK!

Jeg havde en længere periode, hvor jeg bare ikke kunne skrive, intet kom ud og jeg følte mig bare slet ikke god nok som forfatter. Så jeg trak stikket ud, og koncentrerede mig om at finde ud af hvad der skulle ske i mit liv.

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er alenemor til en dreng som lider af en sjælden sygdom kaldet Rett Syndrom. Det gør at mit liv kan være ekstremt kompliceret samt stressende til tider. Jeg vil dog ikke kede jer med detaljerne af hvad Rett Syndrom egentlig gør – men skulle I være nysgerrige, kan I bare kigge omkring på min blog, hvor jeg blogger ærligt om livet som alenemor til en handicappet dreng.

Men tiden gik, og jeg følte ikke rigtigt at jeg kom nogen vegne. Stressen tog til, og det samme gjorde depressionen. Jeg synes egentlig jeg havde en masse historier, inde i hovedet, som jeg meget gerne ville have ud, men jeg kunne bare ikke. Jeg ved stadig ikke helt hvad der skete, men pludseligt begyndte det faktisk at lysne igen. Jeg fandt nemlig ud af, at der var mulighed for at starte eget forlag. Sammen med kommunen, lagde jeg en plan. Den plan er så startet. Og idag åbnede jeg mit forlag og webshoppen – det er så underligt at vide at jeg nu skal være selvstændig, og at jeg faktisk kommer til at arbejde med det jeg har drømt om længe. På webshoppen bliver der solgt plakater og bogmærker – og selvfølgelig bøger.

Og når vi nu snakker om bøger, ja så vil jeg gerne dele med jer alle, at jeg har valgt at genudgive Sandheder og Løgne trilogien. Før solgte jeg mine bøger som e-bøger på saxo, det gør jeg ikke længere. Nu skal de sælges via eget forlag.

MEN jeg har valgt at gå de første to bøger (SOL 1 og 2) igennem igen – del 1 er helt klar, dog har jeg endnu ikke fået e-bogsudgaven tilsendt, og paperbacks er desværre heller ikke kommet hjem endnu men de er på vej (de burde faktisk ankomme idag). Jeg har valgt at ændre navnene i den trilogi for at det passer bedre til den danske læser, og hvad jeg følte gav mening. Jeg har også ændret nogle ting, samt skrevet nye scener. Jeg håber I vil tage godt imod Sandheder og Løgne, Brady trilogien del 1 – igen – og at nye læsere kommer til.

(Link til Forlaget Flak her)

Jeg håber ikke jeg skuffer nogle, men det var den måde jeg følte var den bedste måde at gøre det på. Lige pt. arbejder jeg på højtryk med at rette SOL del 2 igennem. Jeg får den skønne Rikke Ella Andrup (indehaver af forlaget Nelumbo) til at læse korrektur samt opsætte bøgerne for mig. Så er jeg sikker på at der ingen fejl er. Jeg skal også igang med at skrive børnebøger, samt krimi – så her sker rigtig meget. Det der er så fedt med at jeg har fået et samarbejde med min kommune (i seks måneder) er at det giver mig en helt anden ro end jeg havde før, samt jeg kan tillade mig at koncentrere mig om nuet og ikke sidde og stresse over fremtiden.

Jeg er også flyttet – min søn fik tilbudt det lækreste hus med masser af plads til ham, så det kunne jeg ikke takke nej til. Vi er faktisk lige flyttet i sidste uge, så her har været kaos og en del stress men nu begynder roen at sænke sig over det lille hjem. Jeg er så glad, og jeg føler mig faktisk som en ny Maja. Så jeg håber I vil tage godt imod mine bøger, og at I kan lide de andre produkter som forlaget sælger.

Tak fordi I læste med.

Jeg vil opdatere så snart mine bøger er klar til salg.

Kærlig Hilsen Maja.

 

Eget Forlag

Kære alle.

Først vil jeg gerne BEKLAGE DYBT at jeg ikke har ladet høre fra mig… MEGET LÆNGE… og jeg beklager også at der endnu ikke er kommet en ‘Sandheder og Løgne 3’.

Da jeg først begyndte at skrive, troede jeg faktisk slet ikke at nogen ville læse mine bøger, men det var der jo – og faktisk var der endda nogle som kunne lide det jeg skrev – til trods for at jeg selv, den dag i dag, overhovedet ikke er tilfreds med bøgerne ‘DrømmeSyn’ og ‘DrømmeTid’ så derfor trak jeg dem væk fra Saxo for længe siden, og jeg har siden arbejdet på begge bøger. Der er stadig et stykke vej meeeeen jeg lover at det bliver det hele værd.

I dag har jeg så valgt at fjerne ‘Sandheder og Løgne’ 1 og 2 fra Saxo, fordi jeg er ved at starte eget forlag op – ‘Forlaget Flak’.

Ved at have en lang pause fra at udgive, har jeg dog lært en masse, og kan nu læse mine bøger og finde de svagheder samt styrker som er i dem.

Jeg er alenemor til Tobias, som nu er 11 år gammel. Desværre lider Tobias jo af Rett Syndrom, som er en alvorlig sygdom som kræver ekstremt meget. Jeg vil ikke kede jer med for mange detaljer om dette ,men blot til orientering hvis nogen ikke vidste det. Derfor har det været et problem for mig at have tid, overskud og mulighed for at skrive når jeg ville. Men nu er der efterhånden ved at være nogenlunde styr på Tobias, og blandt andet hans sovemønstre, så mit overskud er langsomt ved at vende tilbage. Samt min hjerne virker en smule bedre og den kan nu andet end at bekymre sig. Da jeg ikke kan passe et ‘normalt’ job som alenemor til Tobias, kunne kommunen ikke længere hjælpe mig men de synes til gengæld min ide om at starte eget forlag, var en kanon ide. Det betyder at jeg nu kan gøre dette og faktisk få virksomheds-revalidering de første 6 måneder. Dog betyder det også at jeg har skulle knokle på en masse detaljer, udvikling og så videre. Derfor har der bare ikke været plads til at være forfatter i en lang periode.

På tirsdag (12. juni) skal jeg til et møde med kommunen angående det økonomiske i opstart, så det bliver spændende og også nervepirrende for det betyder at ‘Forlaget Flak’ snart er en realitet.

Det beklager jeg overfor dem som rigtig gerne ville have bog 3 om Jenny og Thomas. Den skal nok komme! Faktisk er jeg også ved at gennemgå de første to bøger i den serie, så når de udkommer via mit eget forlag, vil de være lidt opdateret. Jeg ved der er nogle som har alle mine bøger (TUSIND TAK) og derfor vil jeg selvfølgelig køre en intropris (billigere) bøger lige når jeg starter op. Men jeg skal nok holde jer opdateret. Nu ved I i hvert fald hvorfor jeg har været så stille – jeg har nævnt forlaget på min Facebook side, men nu er det altså virkelig en realitet! Så nu kan jeg udgive e-bøger, paperbacks samt lydbøger. Jeg vil også sælge bog-relateret plakater samt bogmærker.

Lige pt. skriver jeg udelukkende erotisk kærlighedshistorier, men jeg har også en ide til en børnebog, samt krimi. Så der er masser af gode ting i vente.

Det betyder rigtigt meget for mig at mit liv har taget en hel anden drejning, og at hverdagen føles mere stabil – det giver bare mere overskud.

Det betyder også at hvis der sidder en lille forfatter gemt i dig, så kontakt mig da hvis du kunne tænke dig et samarbejde og udgivelse.

 

Jeg håber I alle har det godt og at I ikke er alt for sure over min manglende bog 3 og tilstedeværelse… Jeg er nu i fuld sving. Og har da også bog coveret til ‘Sandheder og Løgne 3′ klar hehe

 

Ha’ en dejlig søndag – kærlig hilsen Maja

Højtlæsning = luksus og fred

Jeg har altid gerne ville læse højt for Tobias, men han har aldrig været en dreng som gad det. Da han var helt lille, og endnu ikke ramt af den ukendte ‘sygdom, elskede han selv at bladre igennem dyrebøger og bilblade 🙂 Men han gad ikke høre mig læse.

Jeg forsøgte igen og igen, igennem årene, men uden succes.

Så tilbage i 2015, hørte jeg om den fantastiske bog som kunne få alle børn til at falde trygt i søvn. Jeg tænkte ‘ah, kan det nu også passe’ – så jeg ventede lidt med at købe den men endte alligevel med at købe bogen, som ifølge mange, kunne redde vores søvn. Sagen er den at før var Tobias en lille bandit at putte. Han skreg og skreg og ville kun acceptere at falde i søvn imens han så iPad – og ja, det er da den ringeste løsning – EVER – men hvad man ikke gør for sin nattesøvn… og ikke mindst ens naboer. Det var dog altid noget der irriterede mig grænseløst. Tobias var/er i forvejen en dreng som elsker tegnefilm og han føler en vis tryghed ved det. Dog synes jeg ikke det var tilfredsstillende at han nu også skulle falde i søvn imens en tegnefilm spillede i baggrunden. Det stressede sq nok også Tobias mere end andet – ens hjerne har brug for fred og ro.

Og så ankom den berømte bog ‘Kaninen der så gerne ville sove’.

Jeg kan stadig huske hvor nervøs og anspændt jeg var for at skulle læse den bog højt for Tobias, men tro det eller ej, han lyttede faktisk. Ja ja, han græd da i en fem minutters tid men da han så at jeg blev ved med at læse, accepterede han det! Det var så fantastisk en følelse. Jeg fatter stadig ikke, idag, at den bog faktisk reddede vores putte ritual… eller ja faktisk gav den os et putte-ritual og jeg er evigt taknemlig. Der er selvfølgelig stadig aftener hvor Tobias bare ikke vil sove. Der er han jo ligesom alle andre børn.

Jeg har altid selv nydt at læse og jeg synes bøger er så vigtige for os. Og dem som ikke selv kan læse, fortjener at få læst højt. Og det kunne jeg med denne bog. Den virkede bare hver gang. Jeg tror ikke det er selve historien som sådan, men de instrukser den faktisk kommer med. Hvordan man skal læse den højt – lægge tryk på nogle ord, hæve/sænke stemmen – det er dét der virker. Det giver barnet en vis ro og man glemmer faktisk også selv hvor anspændt man er ved situationen. Man kommer bare ikke uden om, at hvis man er fanget i den onde cirkel med vrede og frustration fra ens barn, når de skal sove – ja så, er man helt automatisk anspændt når noget nyt skal prøves. Der er jo ingen forældre der kan lide at deres børn græder. Men ved denne bog, kunne jeg ligesom ‘ignorere’ Tobias’ frustration og koncentrere mig om noget andet.

Så en KÆMPE TAK til forfatteren bag denne bog; Carl-Johan Forssén Ehrlin 🙂 🙂 

I dag står kanin-bogen på en hylde på Tobias’ værelse – som en påmindelse om hvor vi startede 🙂

Men efter noget tid med denne bog, kunne jeg mærke på Tobias at han begyndte at kede sig. Han blev mere urolig og det var tydeligt at han ikke rigtig lyttede mere. Jeg var bare ikke klar til at slippe højt læsningen før sengetid, så jeg begyndte at overveje andre historier. Denne gang valgte jeg at være lidt ‘egoistisk’ og tænkte ‘hvad vil jeg egentlig gerne selv læse?’ Jeg tænkte at Tobias ville have en bedre oplevelse hvis jeg læste noget som jeg også fandt interessant. Og så er Tobias en dreng som ikke gider ‘baby-pjat’. Til trods for hans manglende talesprog, ja så forstår han udmærket hvad vi andre siger, og han udviser ingen interesse overhovedet for småbørnsting. Eksempelvis skal hans tegnefilm være lidt vilde og med en mere ‘voksen-humor’. Så jeg vurderede at det var nok samme vej jeg skulle gå med de bøger jeg skulle læse højt for ham.

Så jeg købte sq en Harry Potter bog til ham.

Det er det bedste jeg nogensinde har gjort. Jeg havde aldrig læst bøgerne og jeg havde altid tænkt at jeg ALDRIG ville falde for det univers. Nøj, der tog jeg fejl. Jeg blev suget ind i magiens verden, og endnu bedre; Tobias nød historien og han grinte endda når den var sjov og han så alvorlig ud når Harry Potter kom i problemer. Så jeg endte med at læse alle Harry Potter bøgerne for ham! Det er så fedt. Her er så et billede af de bøger jeg, indtil videre, har læst højt for Tobias 🙂

Det er jo alt for fedt at kunne give mine søn disse eventyrlige oplevelser inden han skal sove.

Så idag læser jeg højt for Tobias inden han skal sove om aftenen, men han nyder nu også at få læst højt hvis han har brug for en lur midt på dagen, eller hvis han er lidt halvsløj på sofaen. Jeg er lykkelig over denne udvikling!

Så har du et barn, eller kender du nogen med et barn, som absolut ikke vil finde ro når han/hun skal puttes, så prøv endelig med bogen ‘Kaninen der så gerne ville sove’ – jeg vil (næsten) vove at påstå at når den bog virkede for Tobias, kan den virke for alle børn 😉 Ej, det er selvfølgelig for let at skrive, men prøv nu bogen alligevel. Måske den kan give nye hyggestunder og videreudvikle sig til endnu federe bøger fyldt med magi og sjove dyr 🙂

Rigtig god læselyst 🙂

Kærlige hilsner fra Maja… og Tobias 🙂

 

 

Borgmester Tanker

Jeg vil lige dele mine tanker om al den medie opmærksomhed som Fredericias tidligere borgmester, Thomas Banke, har fået efter udgivelsen af hans selvbiografi – bogen af skrevet af Henrik Qvortrup. 

Jeg har ikke fået købt bogen endnu. Jeg tror det er en spændende og uhyggelig beretning om livet som stofmisbruger.

Det er dog ikke om bogen jeg vil skrive, men mere om nogle af alle de negative kommentarer jeg har set om Thomas Banke. Man kan da mene om manden, hvad man vil – sådan er det jo når folk har været i politikkens verden – alle har en mening men dog synes jeg nogle mennesker skal lære at holde det i en sober tone. Der er ingen grund til at blive personlig.

Manden har levet i et misbrugshelvede, men han er kommet ud på den anden side og vælger så at være hudløs ærlig omkring det. TILLYKKE med det – lad da folk læse hans ærlige historie, det kunne da være det inspirerede andre om at stoppe misbruget.

Helt personligt har jeg det meget svært ved alkoholikere og misbrugere generelt. Når man selv har haft sådan noget tæt inde på livet, så får man nogle (stærke og til tider nedladende) holdninger. Jeg lufter dem dog ikke, og jeg kunne aldrig finde på at blive ubehagelig omkring det. Det er bare fedt og en STOR sejr når folk kommer af med deres negative afhængigheder.

Og så var der jo lige det der interview fra Aftenshowet som har fået ekstremt meget omtale, og de fleste der har set det, mener da også at det var et unfair interview og at journalisten var uprofessionel. Jeg vil ikke skrive mere om den sag.

Jeg fik egentlig bare lyst til at skrive en STOR TAK til Thomas Banke.

Hvorfor? Fordi da jeg ville hjemmetræne min søn (dengang havde Tobias ingen diagnose) var Thomas den person som i sidste ende fik det igennem. Det var tilbage i 2013 og jeg havde kæmpet med kommunen i meget lang tid – det var svært at få sagsbehandlere til at lytte og forstå nødvendigheden. Tobias havde det virkelig ikke godt i den special børnehave han var i.

Så efter en lang kamp med diverse sagsbehandlere, skrev jeg til vores daværende borgmester. Han skrev tilbage og det endte faktisk med at han ville mødes med mig på sit kontor. Det var et behageligt møde hvor der blev lyttet og vist forståelse. Alt i alt blev det til tre møder med TH og sagen trak stadig ud. Jeg sendte så en email til TH og han skrev tilbage at jeg hermed fik bevilliget hjemmetræning, og jeg kunne faktisk bare tage Tobias ud af børnehaven samme uge.

Det var så fantastisk en følelse og det var en KÆMPE SEJR!

Nu vil nogen af jer måske sige at det manglede da bare eller komme med anden kritik. Men for mig betød det så meget, og jeg tænker stadig tilbage på den tid fordi det faktisk er den eneste gang hvor der virkelig er kommet noget positivt fra kommunen – sørgeligt, ja men sandt.

Jeg fik næsten et år med hjemmetræning – det var stadig ikke helt holdbart for sagsbehandlerne var sq stadig frygtelig svære at samarbejde med og de overholdt nu heller ikke reglerne for hjemmetræning. MEN den tid min søn var hjemme hos mig, blev tiden hvor min søn kom tilbage sådan rent mentalt. Han begyndte at smile igen, blev nysgerrig og trivedes bare bedre. Idag går Tobias i skole – special klasse og der trives han også!

Det betyder dog ikke at jeg ikke kæmper diverse kampe, for det gør jeg. Fredericia kommune er bare ekstrem svær at samarbejde med, og lad mig bare (ærligt) sige at jeg ville ønske nuværende borgmester turde se sine borgere i øjnene på samme måde som Thomas Banke gjorde.

Ja sorry, en spydig kommentar men jeg har lovet at jeg ville blogge ærligt og ikke lægge fingre imellem. Det betyder ikke jeg sviner vores borgmester til, dog betyder det at jeg synes Fredericia trænger, i den grad, til at være til for de svagere i samfundet og stoppe med at proppe folk i deres latterlige kasser. Det ville være fedt.

Nå, men det var bare det jeg ville ytre i dette blog indlæg 🙂

Kærlige hilsner fra Maja