Tag Arkiver: Danmark

En bror eller søster til Tobias?

Okay, normalt er det her ikke et emne, jeg ville bryde mig om at dele med andre – ja, faktisk har jeg ikke delt det med dem, der kender mig allermest. Eller jo, det har jeg et par gange, men jeg har mindst ligeså mange gange, hvis ikke flere, sagt at jeg ikke vil have flere børn. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg har været så stædig – at jeg ikke har villet indrømme ønsket om et barn mere. Jeg tror at jeg har forsøgt at være ’sej’, og stille mig tilfreds med det jeg allerede har i mit liv. Jeg er også tilfreds, og jeg elsker den søn jeg har. Tobias er jo mit et og alt. Måske er han også grunden til, at jeg ofte har sagt, at jeg ikke vil have flere børn. Jeg ved ikke, om jeg har prøvet at beskytte ham, eller mig selv. Jeg har jo været alene med Tobias stort set hele hans liv – og han fylder 13 næste år – og faktisk har jeg været single i ligeså mange år. Jeg ønsker (måske) at finde en mand, som kan acceptere Tobias som han er, og hvor meget han fylder i mit liv – men omvendt, har jeg det faktisk ganske godt uden en mand. Men ét ønske ligger gemt, og så alligevel ikke, i mit hjerte. Dét er at blive mor igen. At opleve en graviditet uden at være i et parforhold som er usundt. At give fødsel til en lille baby, og opleve ham/hende vokse op, som et ’normalt’ barn nu gør. Det er ikke fordi jeg siger, Tobias er unormal, men dét at have et barn med handicap er ikke et nemt liv, og jeg er godt klar over, at det ikke bliver mere nemt med et barn mere, og slet ikke når man er alene om det. Jeg er dog ikke skræmt over den erkendelse. Jeg ved jeg kan klare det. Der er bare noget, der fortæller mig, at jeg skal vælge den drøm til, og ikke længere gemme den væk.

Nogle gange når jeg tænker tanken om et barn mere, får jeg dårlig samvittighed overfor Tobias. Jeg ved ikke om jeg kan forklare det, men jeg skal forsøge. Hvis jeg nu får et barn mere, vil Tobias så føle, at han ikke længere er god nok? Vil han føle sig uelsket? Bare det at skrive disse ting, giver mig tårer i øjnene, fordi Tobias er mit hjerte. Kunne Tobias få noget positivt ud af at få en lillebror eller lillesøster? For det tænker jeg faktisk han kunne. Når man bliver mor, så er ens vigtigste mission at ens barn har det bedste han/hun kan få, at ens barn trives, smiler, griner, føler sig uendeligt elsket. Jeg ved Tobias føler disse ting, og jeg elsker hans smil og latter. Tobias og jeg har, i så mange år, levet i vores helt egen lille boble, og det har været skønt. Jeg er også helt overbevist om, at det faktisk er derfor han trives som han gør. Ingen tvivl om det. Spørgsmålet er, om Tobias kan affinde sig med, at vi laver et lille hul i den boble til en lillebror eller lillesøster?

Jeg har ikke nogen bekymringer om at stå alene i en graviditet, og heller ikke at skulle føde uden en mand ved min side. Jeg kan faktisk se det positive om at være alene, og så sørge for Tobias og den lille nye. Det er ikke, fordi jeg siger, at børn ikke har brug for en far, for det har de – men nu har Tobias jo ikke en aktiv far i sit liv, og det går faktisk ganske godt.

At have en søn med rett syndrom har, i den grad, givet mig erfaring; det har kostet mig mange sorger og tårer – men det har også givet mig en lektie, som jeg aldrig vil tage for givet igen – livet – har sin helt egen plan, og man er nødt til at acceptere, at nogle mennesker får et liv, de ikke drømte om – jeg drømte ikke om at få en dreng med en diagnose, men man lærer faktisk at være taknemlig for det liv man får, og man kan kæmpe for at finde en ny slags glæde. Jeg er stolt over at være mor til Tobias.

Jeg har i mange år kunne skubbe tanken om et andet barn fra mig – nok mest fordi jeg ikke har haft en mand – men ønsket er brændende varmt, og jeg kan ikke længere skubbe det fra mig. Jeg ville ønske, det bare var en fase, og at jeg kunne skubbe det fra mig igen – for jeg ønsker ikke at Tobias føler sig mindre elsket. Jeg ved godt, at mange børn bliver misunderlige på en lillesøster eller lillebror hvilket er helt normalt, men Tobias har ikke sprog og kan ikke udtrykke sig, så det gør nogle gange tingene lidt mere følsomme, eller sværere at sortere hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

At være mor til Tobias kræver ikke kun de typiske mor-ting. Det kræver så meget mere, og på en eller anden måde, vil jeg også bare prøve at være en helt almindelig mor. Mor til et barn som udvikler sig som mange andre, et barn som laver ulykker, skælder mig ud, får venner og kærester og så videre. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil være gravid, jeg vil gerne have en insemination – det eneste der giver mig ondt i maven, ved denne beslutning, er faktisk at jeg er bange for at det er forkert for Tobias. Mange vil måske så sige; ”jamen så skal du slet ikke gøre det.” eller ”hvis det er det du vil, skal du da bare gøre det.” – og ja, det er helt rigtigt. Tobias og jeg har bare et helt specielt bånd, og vil jeg ødelægge det ved at være ’egoistisk og få et barn mere? Det gør mig i tvivl. Det fjerner ikke mit ønske, men skal jeg smide det ønske væk for min drengs skyld? Omvendt ser jeg en glæde i Tobias’ øjne når han ser andre børn lege, løbe og grine. Han elsker at være sammen med børn, som er aktive.

Igår brød jeg helt sammen, fordi jeg fik det så dårligt over, at have det ønske om at få et barn mere. Jeg kiggede på nogle billeder af Tobias og jeg – og tænkte: hvorfor vil jeg ødelægge den verden vi har? Hvor egoistisk kan jeg lige være? Det lyder måske tåbeligt, men det er sandheden. Jeg er så bange for at smadre Tobias’ verden. Jeg hører jo også forældre, som har et barn med handicap, og det barn har søskende. De fortæller jo også hvor hårdt det kan være, at forene børnene når den ene har en diagnose. Det er jeg fuldt ud klar over, men alligevel vender tanken tilbage – igen og igen; jeg vil gerne være mor til et barn mere.

Det er sgu ikke nemt at være i tvivl om noget, man faktisk ikke er i tvivl om – på ens egne vegne – men mere i tvivl på grund af ens barn. Jeg er stolt over den mor, jeg er blevet til Tobias. At jeg kan varetage ham, uden den store hjælp, at jeg stadig kæmper for ham hver evig eneste dag. Jeg har virkelig lært at skulle råbe op, at fortælle om rett syndrom – både til danske men også udenlandske mennesker heriblandt læger og andre fagfolk. Det vil jeg aldrig ændre eller slippe, dog kan jeg mærke, at der også er noget andet der trækker. At være mor til Tobias, kan ikke sammenlignes med at være mor til et helt ’almindeligt’ barn – det mærker jeg helt tydeligt, når jeg møder andre forældre med ’normale’ børn. Jeg siger ikke, at jeg har det hårdere som mor, jeg siger bare at det kræver noget helt andet – ligesom det kræver noget andet at være mor til et ’normalt’ barn, som går igennem alle livets faser. Jeg vil også bare være den anden mor. Moren som skal finde sig i, at ens barn vokser op, trækker sig væk fordi hans/hendes venner/veninder er mere vigtige i den periode. Det er nok et afsavn.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg vælger at dele dette på min blog – fordi jeg synes faktisk det er enormt intimt, og utroligt grænseoverskridende at være så ærlig. Dog vil jeg også gerne vise, at jeg kan være sårbar, og at jeg kan være ærlig omkring det. Jeg tror måske også, at der er andre kvinder, som har det på samme måde hvis de er alene med et barn med en diagnose. Jeg håber i hvert fald ikke, jeg virker komplet dum, skør eller helt tosset.

Jeg har valgt at bestille tid hos min egen læge, i næste måned, og så vil jeg tage snakken med hende – og så må vi se, om det er en mulighed at få en henvisning til insemination. Jeg bliver jo 35 til næste sommer, og vi kan ikke ændre det faktum, at på et tidspunkt bliver det bare for sent at få flere børn. Jeg kunne sagtens skrive meget mere, men jeg vælger at lade det være som det er – for nu – og så vil jeg skrive mere, når jeg har været hos lægen.

Tak fordi du læste med.

Kh. Maja

 

En indre uro

Puha, jeg har sådan en underlig indre uro, som jeg ikke helt kan sætte ord på. Der er bare noget, der nager mig i forhold til Tobias – jeg ved ikke helt om det er hans skole eller lægerne som giver mig en ubalance. Jeg synes bare jeg er enormt træt, og faktisk rigtig ked af det. Siden sommerferien er slut, er det som om Tobias ikke rigtig kan finde glæden ved at komme i skole igen. Han virker meget trist, når jeg afleverer ham, og så er han meget træt når jeg henter ham. Ikke træt som om at han har lavet en hel masse, men træt som i at han faktisk ikke har oplevet noget andet end at se på andre børn. Der er også kommet tre nye børn til i klassen, samt nyt personale. Der er bare slet ikke nok personale til alle de børn, og jeg oplever en kaos i klassen samt at der faktisk ikke er tid nok til at nå det hele. Det er yderst frustrerende at være vidne til. Jeg forsøger at tage kampen op, i håb om at det kan gøre en forskel. Jeg ved bare ikke helt hvor jeg skal starte, eller om jeg overhovedet har energien til det. Jeg er ikke en som giver op, men jeg er også bare træt af at jeg hele tiden skal råbe op, gøre opmærksom samt skaffe viden. Hvis det ikke er om Tobias’ rett syndrom, så er det hans skolegang, eller min egne ‘problemer’ i forhold til økonomi, jeg skal slås med. Det er så ufattelig udmattende og jeg har faktisk bare brug for en STOR knap hvor der står ‘PAUSE’ som jeg kan trykke på.

Jeg forsøger i øjeblikket at skrive et ‘manuskript’ på et foredrag, som jeg vil holde, fordi jeg har brug for at andre hører om de kampe, man møder når man er alenemor til et handicappet barn. Jeg har brug for at nogle vil støtte op, og være med til at gøre en forskel. Jeg har så desperat brug for at vores politikkere vågner op, og indser at vi skal se potentialet i ALLE børn, også dem med handicap. Min dreng fortjener altså en skole, hvor der er PLADS til hans specifikke væsen, der skal være TID så han kan have kommunikation hver dag, som han havde før sommerferien. Der skal være NOK personale så børnene får en dag med personlig udvikling og trivsel.

Jeg har bare så onst i maven for tiden, fordi jeg føler ikke jeg gør nok. Jeg føler ikke at jeg kan ændre noget som helst. Jeg kan altid mærke, meget nemt, hvornår jeg er fyldt op til randen, for så kan jeg ikke sove om natten, og jeg har meget let til tårer. Så ved jeg at mit liv – endnu en gang – har alt for meget ballade. Det er bare ikke i orden at man som forælder til et barn med handicap skal slås med så mange ting. Det er hårdt nok med et barn som har en sjælden diagnose. Hvorfor bliver der egentlig ikke taget hånd om os, forældre? Hvordan kan det være at jeg faktisk får mindre udbetalt når jeg er på tabt arbejdsfortjeneste i forhold til en som er på kontanthjælp?

Jeg er bare træt!

Jeg beklager det lidt negative indlæg idag, men følte jeg skulle have skrevet det ned og få det ud.

Kh Maja

 

 

Marilyn Manson koncert

Jeg kan næsten ikke forstå at jeg faktisk har mulighed for at skrive dette blog indlæg – det er simpelthen så vildt at jeg, langt om længe, har været til Marilyn Manson koncert. Jeg startede med at høre MM da jeg var 17/18 år gammel. MM var ligesom min guilty pleasure, for jeg var jo også en total poptøs som gik til Backstreet Boys koncerter.

Men den 4. juni 2018, havde jeg endelig muligheden for at opleve ‘God of Fuck’ – jeg ville også have været taget afsted i november 2017, men min angst tog den mulighed fra mig men ikke denne gang og jeg kan ærligt sige, at jeg oplevede INGEN angst overhovedet imens MM var på scenen! Det er den fedeste følelse nogensinde, at jeg faktisk bare kunne opleve noget uden at have dæmonerne med til at overtage den gode oplevelse.

Da jeg jo er mega stor fan af MM, var jeg da var nødt til at fejre at jeg skulle opleve manden live, så jeg fik selvfølgelig lavet nogle fede negle hos Neglelogen her i Fredericia.

Min bedste veninde, Anja, og jeg tog med toget fra Fredericia klokken 11.40 – vi var på Fredericia banegård i god tid, så vi lige kunne nyde lidt alkohol men fy for den, hvor jeg dog ikke forstår hvordan nogen faktisk kan drikke (og lide) de færdige drikke. De smager kun af kunstige kemikalier – måske jeg er kræsen, men dem behøver jeg ikke have flere af – jeg ville have taget rom og cola med, men besluttede i sidste øjeblik at jeg ikke gad slæbe rundt på det.

Anja og jeg tænkte faktisk at vi var i total god tid, og der ville absolut ikke være nogle mennesker som allerede stod i kø til koncerten meeeeen der tog vi fejl. Da vi var på vej til Aarhus, var der allerede 13 mennesker som sad klar i køen – ja ja, men skal jo holde sig opdateret via Instagram. Derfor var den første prioritet da vi kom til Aarhus, at finde noget let mad og lige få spist inden vi gik over til kongrescenteret. Jeg kunne godt mærke da vi sad i parken, at sommerfuglene virkelig begyndte at melde deres ankomst. Ikke fordi jeg fik angst men jeg var simpelthen så mega spændt på den koncert. Jeg havde dog en lille nervøsitet for om MM ville skuffe, for uanset hvor meget jeg elsker hans musik, og virkelig synes han er en inspirerende artist, ja så er han desværre også kendt for, at han til tider faktisk nærmest ikke gider spille live – og hvis han er i dårligt humør, ja så ville han skride inden han overhovedet var færdig med den planlagte setliste – det er set før.

MM spillede her i Aarhus Kongrescenter.

Et smukt sted på en meget smuk dag. Imens vi gik igennem centeret og ned til det sted hvor køen startede, blev jeg nervøs for om vi nu havde spildt for meget tid på at få noget at spise, og at der nu ville være så mange mennesker at vi med garanti ikke kunne komme til at stå på forreste række.

Går man til koncert, min mening, er det eneste rigtige sted at stå altså på forreste række! Vi kom ned til de andre fans og nøj, hvor havde jeg lyst til at grine højt da jeg så dem – ikke af dem men af mig selv. Der sad en 14 fans (drenge og piger) og alle var klædt i punk/goth tøj, mega meget makeup og vildt hår – flere af dem havde også MM band t.shirts på – og her kom jeg med nærmest ingen makeup, sorte knickers, New Balance sko og jeg havde en hvid bluse med blonder på. Ha ha det var simpelten en så underlig følelse men ingen kiggede utroligt nok skævt til mig.
Næ der er plads til alle – i løbet af dagen kunne jeg jo også se at her kom virkelig ALLE aldersgrupper.

Men anyways, da vi kom hen i den siddende ‘kø’ eller rettere folk sad i en klynge og hyggede sig, kom en pige hen og fortalte, på engelsk, at hun lige ville skrive et nummer på vores hånd, sådan at der var styr på hvem der ankom hvornår – det er jo kun fair for nogle af dem havde faktisk ventet MANGE timer.

En fan fra København ankom faktisk natten før klokken. 3 – vildt, ikke. Så Anja og jeg fik et nummer. Vi vidste jo godt at det overhovedet ikke var officielt, men det gjorde faktisk at man kunne gå som man havde lyst til i løbet af dagen, da man bare kunne sætte sig tilbage i klyngen med sit nummer.

Og man fik virkelig brug for at kunne gå lidt væk fra køen for hold nu op, der var varmt! Man skulle sidde indenfor, og det her center er jo nærmest et stort drivhus. Vi fandt heldigvis hurtigt et sted udenfor hvor der var god vind og skygge.

I løbet af dagen sneg vi os rundt for at se om vi kunne finde MM – yes, we did that! No shame in my game ha ha det kan godt være at jeg bliver 33 lige om lidt meeeeen for sevan, man bliver total teen når man er til sådan noget her – eller rettelse, jeg bliver total teenager når jeg tager til koncert, og her taler vi jo om Marilyn Fucking Manson! Hvis han kunne findes, skulle han findes!
Og faktisk havde jeg jo taget hans selvbiografibog med fordi jeg virkelig håbede at jeg kunne få den signet – hjemmefra havde jeg længe ledt efter en taske hvor jeg kunne have bogen i sammen med alt det andet man nu bruger i løbet af en dag – det skulle vise sig at denne taske næsten kostede mig en plads på forreste række, men det kommer vi til.

Anja og jeg fandt ud af hvor de famøse tour busser var parkeret, men kunne ikke se nogle mennesker. Vi så Paul Wiley ryge en smøg men faktisk anede vi ikke hvem manden var – ha ha havde vi nu lige fulgt lidt mere med, og dermed vide helt 100, hvem de forskellige var, kunne vi have fået taget et billede med ham men næ nej, vi anede det ikke. Dog blev vi hurtigt enige om at han måtte da have noget med MM at gøre, grundet hans stil men mere gjorde vi ikke ved det.

Timerne sneglede sig afsted – vi var ankommet til kongrescenteret ved en 14-tiden men der var jo ikke noget at lave. Vi snakkede lidt med de andre fans, gik lidt udenfor, rundt om bygningen, i Føtex og så videre… Men endelig blev klokken 18 og dørene til koncertsalen blev åbnet.

Og nu kommer vi til min dumme taskesituation. Vagten kiggede på den og sagde: “Din taske er for stor, du skal gå ned til garderoben i kælederen” – i kælderen? Are you kidding me? Hvordan dælen skal jeg nå ned i kælederen, betale for min taske og så nå op igen til forreste række? Jeg løber ikke ofte i mit liv, men her spænede jeg som en idiot, ned af trapperne og smed nærmest min taske på bordet imens jeg skyndte mig at tage de ting jeg havde brug for under koncerten… mobiltelefon og ørepropper… betalte 30 kroner, tog nummeret og spænede op igen. Heldigvis havde min dejlige veninde jo, sammen med en anden fan, holdt en plads til mig, så jeg stod på forreste række.

Desværre var scenen så høj, at jeg hurtigt kunne regne ud at Manson ikke ville komme ned fra scenen som han ellers ofte gør til koncerter, så der røg min plan om at klynge mig til ham – det var nok til hans held.

 

 

 

 

 

Opvarmingsbandet skulle først gå på klokken 19.30. Det var den danske gruppe ‘Myrkur’ som skulle spille og jeg havde smuglyttet en smule på Spotify. Det er noget anderledes musik end jeg ville høre. Da Myrkur kom på scenen var det som om publikum ikke helt vidste hvordan de skulle reagere til dette meget anderledes musik. Flere stod med stirrende øjne og åben mund. Jeg er taknemlig for at jeg havde ørepropper med – for hold da op, hvor den musik var høj, og sangerindens stemme var så høj i tonen at selvom jeg havde de ørepropper i, kunne jeg næssten mærke vibrationerne i mine trommehinder. Jeg har altid haft lidt sarte ører, og dét at have en dreng med Rett syndrom, som til tider kan skrige meget højt, har absolut ikke hjulpet så derfor besluttede jeg mig for ørepropperne. Man kunne fint høre musikken igennem, men det tog dog det værste af volumen hvilket var super dejligt.

Jeg fik ikke taget et billede af Myrkur men google dem, eller find deres musik på Spotify og hør hvad du synes. Jeg kan stadig ikke beslutte mig for om jeg kunne lide det eller ej, men jeg ‘rockede’ med… måske mest fordi jeg bare var så ‘høj’ over at her stod jeg og ventede på Mr. Manson.

MM skulle på klokken 20.30, dog var vi en del som havde joket lidt med at han nok var forsinket, og ikke gik på før klokken 23 – faktisk var han kun en ti minutter forsinket, hvilket opvarmningsbandet også havde været.

En meget lykkelig Maja som venter på Marilyn Manson

Vi stod så heldigt foran scenen, at vi faktisk kunne kigge igennem et klæde som hang på scenekanten så vi så Manson komme gående bag scenen og så var det sq lige før sommerfuglene fløj afsted med mig.

Da han gik på scenen, ja så skreg vi alle og så gik festen sq igang. Og sikke en fed rock fest det var!

Manson fyrede den af – fra start til slut – og jeg var totalt forblændet, for wow! Han er virkelig lækker in real life, og han smilede flere gange, og hans stemme var i top. Alle på forreste række gav den maks gas. Vi rockede, vi hoppede, vi klappede, vi svingede vores arme i vejret, og vi sørgede for at Manson kunne se hvor meget vi nød hans performance.

Fra det øjeblik, hvor MM gik på scenen, glemte jeg alt andet. Det eneste der betød noget var at han og jeg nu stod under samme tag hahaha ej, det var det vildeste jeg nogensinde har oplevet.

Jeg var så spændt på hvad Anja ville synes om det, fordi jeg jo har fået hende over på Mansons side, og jeg er skyld i at hun nu også kan lide hans musik – men hun nød det, til fulde, og hun var også bare in the moment!

Det var så fedt at vi fik denne oplevelse sammen. Jeg fik ikke taget mange billeder fordi… ja, jeg kunne jo næsen ikke stå stille til at tage billeder, plus koncert billeder bliver sq aldrig gode. Men her er en smule og ja, det er jo bare nærmest det samme billede så det viser bare hvor lidt jeg faktisk fik taget haha

 

Fik dog, utroligt nok, filmet en smule… men det er korte klip og jeg vil helst ikke uploade dem her fordi det giver en del kaos på selve blog siden da formatet ikke helt passer, men jeg deler dem på min facebook blog side – I skal jo ikke snydes hahaha eller ja, I er måske ikke fan af MM men måske I bliver?

Der var ikke et stille øjeblik, men tiden gik desværre alt for hurtigt og da lyset, i salen, blev tændt var det som om vi kun havde været der i ti minutter eller lignende. Så stod vi ellers der, storsvedende med bankende hjerter… det var slut…

Dog kastede Gil Sharone (trommeslager) sine trommestikkere ud fra scenen samt nogle guitar picks… Jeg grab trommestikken og Anja fik fat i en rød guitar pick som hun så gav mig – den søde pige hihi.

Min allerførste Marilyn Manson koncert var færdig og nu skulle vi så bare hjem… hmm, det var ikke den fedeste følelse og så alligevel var det. Jeg havde jo oplevet noget som betød rigtigt meget for mig, og jeg havde endelig været ude og feste igennem uden at tænke på rett syndrom. Jeg havde haft en aften uden at være mor, og uden at jeg havde bekymret mig en bjælde!

Men gik Anja og jeg så bare ned til toget?

Nej! Vi gik selvfølgelig om til busserne, men her stod allerede få andre fans og nogle vagter. Jeg havde fået hentet min taske i garderoben, så nu måtte MM altså godt vise sig fra en god side, og komme ud til os så han kunne signe den bog jeg nu havde slæbt med mig! Men nej, vi havde ikke heldet med os. Faktisk vidste jeg det godt, fordi Manson er ikke vild med den slags opmærksomhed, og han kan heller ikke ret godt lide at få taget billeder. Men vi hyggede os, selvom det nu var mega koldt. Vi fik nogle snakke med de provokerende vagter, som jo snød os og fik os lokket om til en anden udgang hvor de sagde at Manson ville komme ud og måske sige hej – udelukkende sådan at MM kunne gå ud til sin bus fra den udgang, hvor vi lige havde stået… Naivt? Jeps.. men fuck nu det, vi lever jo kun denne ene gang.

Til gengæld så vi D og S, som arbejder for Manson – de sørger for at trommer og guitar/bas lyder som det skal til koncerten. Så vi gik hen og sagde hej til dem imens de sad og røg lidt sjov tobak, og S havde været så sød at skaffe en setliste til mig. Jeg havde haft skrevet lidt on/off med S op til koncerten, og på koncertdagen. For nogle vil en setliste ikke betyde en flyvende hatfis, men det gør den for mig så jeg blev enormt glad for at jeg fik den.

 

Tusind tak til Marilyn Manson for at give den maks gas i Aarhus

 

Og også en STOR tak til min dejlige veninde, Anja, for at tage med mig! Vi har allerede aftalt at når MM skal på tour igen, er vi simpelthen nødt til at tage til flere koncerter på den tour.

 

Jeg har, med garanti, glemt at skrive et eller andet om denne dag men det er faktisk enormt svært at skrive om en oplevelse der har haft så stor betydning og det bliver nok også lidt kedeligt for jer med alle de små detaljer.

 

TAK til mine forældre for at passe min dejlige dreng, så jeg kunne få en oplevelse for livet – jeg håber I vil hjælpe næste gang Manson skal på tour for måske jeg vil til Norge, Sverige eller Tyskland også hehe så der skal virkelig spares op!

Nu skal jeg nok stoppe med al min Marilyn Manson pjat, men uha hvor jeg allerede glæder mig til næste gang og jeg vil starte med at spare sammen NU. Og hvis der er mulighed for VIP, så skal jeg dælme have det og så tvinge MM til at signe den bog!

God dag til jer alle og tak fordi I læser med på min blog, selv når det kan (til tider) være lidt teen-agtigt – men vi skal leve livet og vi skal give slip og bare feste igennem…. en gang imellem….