Tag Arkiver: forlag

Længe siden

Kære Alle.

Jeg beklager – MEGET – at det har været så stille her på min forfatterside – til alle jer som er blevet: TUSIND TAK!

Jeg havde en længere periode, hvor jeg bare ikke kunne skrive, intet kom ud og jeg følte mig bare slet ikke god nok som forfatter. Så jeg trak stikket ud, og koncentrerede mig om at finde ud af hvad der skulle ske i mit liv.

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er alenemor til en dreng som lider af en sjælden sygdom kaldet Rett Syndrom. Det gør at mit liv kan være ekstremt kompliceret samt stressende til tider. Jeg vil dog ikke kede jer med detaljerne af hvad Rett Syndrom egentlig gør – men skulle I være nysgerrige, kan I bare kigge omkring på min blog, hvor jeg blogger ærligt om livet som alenemor til en handicappet dreng.

Men tiden gik, og jeg følte ikke rigtigt at jeg kom nogen vegne. Stressen tog til, og det samme gjorde depressionen. Jeg synes egentlig jeg havde en masse historier, inde i hovedet, som jeg meget gerne ville have ud, men jeg kunne bare ikke. Jeg ved stadig ikke helt hvad der skete, men pludseligt begyndte det faktisk at lysne igen. Jeg fandt nemlig ud af, at der var mulighed for at starte eget forlag. Sammen med kommunen, lagde jeg en plan. Den plan er så startet. Og idag åbnede jeg mit forlag og webshoppen – det er så underligt at vide at jeg nu skal være selvstændig, og at jeg faktisk kommer til at arbejde med det jeg har drømt om længe. På webshoppen bliver der solgt plakater og bogmærker – og selvfølgelig bøger.

Og når vi nu snakker om bøger, ja så vil jeg gerne dele med jer alle, at jeg har valgt at genudgive Sandheder og Løgne trilogien. Før solgte jeg mine bøger som e-bøger på saxo, det gør jeg ikke længere. Nu skal de sælges via eget forlag.

MEN jeg har valgt at gå de første to bøger (SOL 1 og 2) igennem igen – del 1 er helt klar, dog har jeg endnu ikke fået e-bogsudgaven tilsendt, og paperbacks er desværre heller ikke kommet hjem endnu men de er på vej (de burde faktisk ankomme idag). Jeg har valgt at ændre navnene i den trilogi for at det passer bedre til den danske læser, og hvad jeg følte gav mening. Jeg har også ændret nogle ting, samt skrevet nye scener. Jeg håber I vil tage godt imod Sandheder og Løgne, Brady trilogien del 1 – igen – og at nye læsere kommer til.

(Link til Forlaget Flak her)

Jeg håber ikke jeg skuffer nogle, men det var den måde jeg følte var den bedste måde at gøre det på. Lige pt. arbejder jeg på højtryk med at rette SOL del 2 igennem. Jeg får den skønne Rikke Ella Andrup (indehaver af forlaget Nelumbo) til at læse korrektur samt opsætte bøgerne for mig. Så er jeg sikker på at der ingen fejl er. Jeg skal også igang med at skrive børnebøger, samt krimi – så her sker rigtig meget. Det der er så fedt med at jeg har fået et samarbejde med min kommune (i seks måneder) er at det giver mig en helt anden ro end jeg havde før, samt jeg kan tillade mig at koncentrere mig om nuet og ikke sidde og stresse over fremtiden.

Jeg er også flyttet – min søn fik tilbudt det lækreste hus med masser af plads til ham, så det kunne jeg ikke takke nej til. Vi er faktisk lige flyttet i sidste uge, så her har været kaos og en del stress men nu begynder roen at sænke sig over det lille hjem. Jeg er så glad, og jeg føler mig faktisk som en ny Maja. Så jeg håber I vil tage godt imod mine bøger, og at I kan lide de andre produkter som forlaget sælger.

Tak fordi I læste med.

Jeg vil opdatere så snart mine bøger er klar til salg.

Kærlig Hilsen Maja.

 

Eget Forlag

Kære alle.

Først vil jeg gerne BEKLAGE DYBT at jeg ikke har ladet høre fra mig… MEGET LÆNGE… og jeg beklager også at der endnu ikke er kommet en ‘Sandheder og Løgne 3’.

Da jeg først begyndte at skrive, troede jeg faktisk slet ikke at nogen ville læse mine bøger, men det var der jo – og faktisk var der endda nogle som kunne lide det jeg skrev – til trods for at jeg selv, den dag i dag, overhovedet ikke er tilfreds med bøgerne ‘DrømmeSyn’ og ‘DrømmeTid’ så derfor trak jeg dem væk fra Saxo for længe siden, og jeg har siden arbejdet på begge bøger. Der er stadig et stykke vej meeeeen jeg lover at det bliver det hele værd.

I dag har jeg så valgt at fjerne ‘Sandheder og Løgne’ 1 og 2 fra Saxo, fordi jeg er ved at starte eget forlag op – ‘Forlaget Flak’.

Ved at have en lang pause fra at udgive, har jeg dog lært en masse, og kan nu læse mine bøger og finde de svagheder samt styrker som er i dem.

Jeg er alenemor til Tobias, som nu er 11 år gammel. Desværre lider Tobias jo af Rett Syndrom, som er en alvorlig sygdom som kræver ekstremt meget. Jeg vil ikke kede jer med for mange detaljer om dette ,men blot til orientering hvis nogen ikke vidste det. Derfor har det været et problem for mig at have tid, overskud og mulighed for at skrive når jeg ville. Men nu er der efterhånden ved at være nogenlunde styr på Tobias, og blandt andet hans sovemønstre, så mit overskud er langsomt ved at vende tilbage. Samt min hjerne virker en smule bedre og den kan nu andet end at bekymre sig. Da jeg ikke kan passe et ‘normalt’ job som alenemor til Tobias, kunne kommunen ikke længere hjælpe mig men de synes til gengæld min ide om at starte eget forlag, var en kanon ide. Det betyder at jeg nu kan gøre dette og faktisk få virksomheds-revalidering de første 6 måneder. Dog betyder det også at jeg har skulle knokle på en masse detaljer, udvikling og så videre. Derfor har der bare ikke været plads til at være forfatter i en lang periode.

På tirsdag (12. juni) skal jeg til et møde med kommunen angående det økonomiske i opstart, så det bliver spændende og også nervepirrende for det betyder at ‘Forlaget Flak’ snart er en realitet.

Det beklager jeg overfor dem som rigtig gerne ville have bog 3 om Jenny og Thomas. Den skal nok komme! Faktisk er jeg også ved at gennemgå de første to bøger i den serie, så når de udkommer via mit eget forlag, vil de være lidt opdateret. Jeg ved der er nogle som har alle mine bøger (TUSIND TAK) og derfor vil jeg selvfølgelig køre en intropris (billigere) bøger lige når jeg starter op. Men jeg skal nok holde jer opdateret. Nu ved I i hvert fald hvorfor jeg har været så stille – jeg har nævnt forlaget på min Facebook side, men nu er det altså virkelig en realitet! Så nu kan jeg udgive e-bøger, paperbacks samt lydbøger. Jeg vil også sælge bog-relateret plakater samt bogmærker.

Lige pt. skriver jeg udelukkende erotisk kærlighedshistorier, men jeg har også en ide til en børnebog, samt krimi. Så der er masser af gode ting i vente.

Det betyder rigtigt meget for mig at mit liv har taget en hel anden drejning, og at hverdagen føles mere stabil – det giver bare mere overskud.

Det betyder også at hvis der sidder en lille forfatter gemt i dig, så kontakt mig da hvis du kunne tænke dig et samarbejde og udgivelse.

 

Jeg håber I alle har det godt og at I ikke er alt for sure over min manglende bog 3 og tilstedeværelse… Jeg er nu i fuld sving. Og har da også bog coveret til ‘Sandheder og Løgne 3′ klar hehe

 

Ha’ en dejlig søndag – kærlig hilsen Maja