Tag Arkiver: johhny depp

Tre koncerter

Hej Alle.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om min angst – læs indlægget her angst

Angst og stress har stoppet mig fra at leve mit liv i mange år – det har stoppet mig fra at komme ud og opleve ting som jeg virkelig gerne ville.
Sidst angsten tog en drøm fra mig, var i November sidste år, hvor jeg virkelig gerne ville til en Marilyn Manson koncert men jeg kunne simpelthen ikke slippe tanken om at jeg ikke burde tage afsted… Hvis jeg skulle afsted, skulle jeg stå ansigt til ansigt med flere ting som kunne udløse et angstanfald. Jeg skulle tage toget til København og så føle mig fanget sammen med en masse mennesker. Det kunne mit sind og krop slet ikke klare, så jeg fik ikke købt billet til den koncert og hold nu op, hvor jeg ærgrede mig LÆNGE.

MEN så kom det jo ud at Marilyn Manson endnu en gang gæster Danmark, denne gang i Aarhus den 4. juni, og gæt lige hvem der har købt billet?

 

 

MIG! Jeg glæder mig så vildt meget og jeg kan slet ikke få armene ned over at jeg endelig skal opleve den mand live – det bliver så fedt og for første gang i mange, mange år, har jeg faktisk ikke ondt i maven over at skulle med toget eller at jeg skal stå sammen med mange andre mennesker og bare nyde musikken. Jeg skal endda have alkohol og være en smule fuld ha ha det lyder sq tosset og helt teenage-agtig men jeg har ikke oplevet mange ting for mig selv siden jeg blev mor til Tobias, så det er altså store sager.

Min bedste veninde og jeg skal afsted til Aarhus og vi har planlagt den helt store hyggedag hvor den skal have max gas.

Jeg ved godt der er en del som sket ikke kan udstå Marilyn Manson, og det er okay – I er tilgivet – men jeg er altså helt pjattet med ham og jeg hører hans musik, via Spotify, hver dag. Den mand har nogle fede tekster, som giver en stof til eftertanke hvis man giver sig tid til at lytte. Faktisk ser jeg op til ham på mange punkter. Men vigtigst af alt, man skal være sig selv og man skal turde stå alene i en flok hvor alle er uenige med en. Det betyder ikke man tager fejl eller at man skal gøre som alle andre. Vær din egen leder. Så jeg glæder mig som et lille barn, til juleaften, til at stå med en masse koncert glade MM fans og bare rocke med på alle de fede sange.

Og så stopper det jo ikke bare der – den 8. juni skal jeg da lige til København og opleve Hollywood Vampires i Tivoli. Johnny F****** Depp spiller guitar i det band så hallo, endnu et ikon som jeg ikke kan vente med at se. Ja og så er Alice Cooper og Joe Perry (fra Aerosmith) jo også en del af Hollywood Vampires. Det bliver fedt at opleve. Sidst jeg var i Tivoli og opleve musik var da Lady Gaga og Tony Bennett spillede koncert – det var en god oplevelse men jeg stod et godt stykke fra scenen men denne gang skal jeg stå forrest, så jeg må frem med de spidse albuer.

 

 

I August skal jeg så ned på Kastellet i Fredericia og se Kim Larsen, så jeg har hele tre fede oplevelser i vente.

Min mor og bedste veninde skal med til Kim Larsen og vi skal hygge til god musik. Jeg får altid sådan en feel-good følelse når jeg hører Kim L. Hans musik får mig til at tænke på min egen barndom. Den får mig til at tænke på dengang Tobias var helt lille og jeg dansede rundt i stuen imens jeg sang med på sangene, og havde Tobias i mine arme. Tobias kan også godt lide Kim Larsen, men han kan desværre ikke komme med.

 

Så jeg må tilstå at sommeren ser ud til at blive en ganske god en af slagsen – hvis vejret ellers bliver godt – og hvis ikke, er det da også bare ligemeget. Det kan ikke tage mit gode humør. Jeg glæder mig til at opleve alle tre koncerter. Ingen tvivl om at det er MM koncerten som betyder allermest og jeg håber bare at Marilyn Manson bringer sit a-game og giver den gas.

Jeg håber I alle huske at leve jeres liv og ikke lader det stå på standby, som jeg har gjort i mange år. Angst er en lorte tilstand og det fylder alt for meget. Det er noget som man ikke forstår hvis man ikke selv har oplevet det.

Jeg kunne skrive en masse negative ting om angst, men det gider jeg ikke spilde krudt på, for sandheden er så også at nu hvor jeg har billetter til tre fede oplevelser, så tror jeg måske næsten jeg glæder mig mere end alle de andre mennesker, tilsammen, som skal til de events.

Det bliver bare så FEDT!

Ha’ en herlig fredag.

Feel-good hilsner fra Maja