Tag Arkiver: morl

Isolation = kaos

Nu er dag 22 i selv-isolation snart ved at være gået. Jeg må tilstå, at jeg, i dag, har følt mig totalt knækket. Jeg har grædt on/off hele dagen, og også her til aften. Jeg synes, det er skide hårdt, at undvære de mennesker, som jeg normalt er sammen med. JA! Jeg ved godt, at alle har det sådan, og det kan komme til at virke, som om jeg bare vil brokke mig, eller bare skrive lidt følelses-porno – men det er ikke min intention. Nu kan jeg bare mærke, at det begynder at tære på mig, det tærer også på min dreng. Det er egentlig ikke fordi min hverdag er så meget anderledes, og at jeg normalt mænger mig med mange mennesker, men bare dét at jeg ikke længere ser dem, jeg er tættest med, ja det gør bare rigtigt ondt. Jeg føler mig presset, men alligevel er jeg så påvirket af denne coronavirus, at jeg ikke tog imod nødpasning af Tobias på hans skole. Jeg kunne ikke få mig selv til at takke ja.

Jeg er jo en stærk mor, og jeg er vant til at klare det hele selv – men jeg er også vant til at Tobias’ skole er min ’fritid’ – altså der hvor jeg skal arbejde på mit forlag. Det forsøger jeg også at gøre nu, og jeg får egentlig også skrevet en del på en bog. Dog er det med hamrende hjerte, fordi jeg føler, at jeg ikke har nogen styring på vores liv lige nu. Det er der jo ingen der har – da vi ikke aner hvad denne virus bringer, og hvor lange det skal stå på. Kan verden nogensinde blive normal igen?

Jeg lider af angst, det er ingen hemmelighed, og det gør absolut ikke noget godt for min tankegang. Jeg vågner om morgenen med alle de gode intentioner, og jeg har virkelig også brugt meget tid på at gøre rent, rydde op og sortere. Tobias er desværre ikke så vild med at gå ture, og han kan ikke gå langt på sine egne ben. Jeg har hans kørestol hjemme, men desværre virker det til at den er for lille, og at han faktisk ikke sidder særligt godt i den, når jeg forsøger at gå en længere tur.

Jeg ved godt, at der er rigtig mange familier som er presset i denne tid, og mit hjerte gør ondt i forhold til alle de ting der sker lige nu; her i Danmark, men bestemt også i udlandet. Det er på ingen måder sjovt. Derfor kan jeg også bliver enormt vred, når jeg hører om folk som ikke tager denne virus alvorligt, eller de restriktioner som vores regering er kommet med. Efter Mette Frederiksens sidste pressemøde, hvor hun (ifølge mig) uheldigvis nævnte, at vi måske kunne starte en langsom genåbning af Danmark efter Påske. Ja, der endte jeg med at sidde med rigtig ondt i maven, fordi jeg tænkte: så for søren, nu vil der være nogle danskere som ikke længere tager det her alvorligt, og som allerede nu begynder at slække på restriktionerne. Og ganske rigtigt, nu hører jeg fra flere, at de oplever denne form for opførsel. Og til alle dem vil jeg faktisk bare sige: Fuck jer! Ej, nu ikke så grim i munden, men helt ærligt. Når mange (inklusive mig selv) vælger at være total isoleret, for at passe på mit barn – men også mig selv, for hvis jeg bliver alvorligt syg af coronavirus, så bliver det enormt svært og hårdt at passe Tobias; hvad hvis jeg bliver så syg, at jeg skal på sygehuset? Hvem skal så passe mit barn? Min familie arbejder alle i disse dage. Egoistisk tænkning? Tja måske, men nu er jeg jo altså den eneste til at passe på Tobias. Uanset hvad, så er det bliver bare trættende at gøre så mange ting selv, ofre ens egen mentalitet for at passe mest muligt på, og så går der dælme stadig nogle klaphatte rundt, som ikke fatter alvoren, eller som simpelthen ikke kan forstå, at nogle mennesker er altså mere udsatte for at blive rigtig syge af denne virus, Fat det nu! Hold afstand! Måske er det slet ikke nødvendigt at traske i Føtex hver dag?

Nogle dage tænker jeg, at jeg er alt for striks i forhold til alt det her – jeg kan spørge mig selv, om det ikke er okay at takke ja, når min mor spørger, om hun ikke skal tage Tobias med hjem? Men hun arbejder jo ved DSB, så derfor kan hun jo noget nemmere blive smittet, eller være smittebærer. Vil jeg blive alvorligt syg hvis jeg får coronavirus? Alle de spørgsmål farer igennem hovedet. Nu hvor min tristhed for alvor viser sit grimme fjæs, tænker jeg også; hvis jeg ikke tager imod hjælp, hvad så? Hvor ender jeg så henne? Tobias kan jo også godt mærke, at jeg er ked af det on/off – dog har jeg været meget ærlig overfor Tobias, og selvom han har en sjælden diagnose (og ikke noget talt sprog), forstår han godt tingene. Han lytter også når jeg snakker, og fortæller ham hvorfor hverdagen er noget anderledes i disse tider. Og så tænker jeg jo også, at det her udelukkende er den første bølge af coronavirus, så hvad så når næste bølge rammer Danmark? Skal jeg så igen gå så længe uden hjælp? Altså det er svært at finde normaliteten i al det her, eller måske er det bare mig?

Vi skal jo egentlig lære at leve med denne virus. Jeg ved jo godt, at regeringen har taget alle disse forholdsregler for at vores sundhedsvæsen ikke skal blive lagt ned – og det egentlig ikke handler om, at vi ikke ’må få’ denne virus, for den skal mange af os have alligevel. Hmm, synes det er meget svært at finde ud af. Jeg føler næsten, at jeg har brug for en voksen til at tage en beslutning for mig. Nej, det er bare gas – og så alligevel ikke. Jeg er nok bare blevet lidt skør af at rende rundt i mit eget hus i 22 dage – jeg savner endda at handle, og det er ellers ikke noget, jeg er vild med. I denne periode, er jeg så heldig, at min mor handler for mig – og afleverer varerne udenfor.

Men hvor isoleret skal man være? Hvornår er det okay at tage en lille pause? Jeg ved det ikke. Hvis jeg havde bare to timer for mig selv, ville jeg nok gå en meget lang tur. Eller sove, jeg er ikke sikker. Jeg kan dog godt mærke på min dreng, at han også savner sin mormor og morfar. Så jeg håber virkelig, at vi snart får bugt med denne virus – i hvert fald i sådan en grad, at der ikke er en risiko for at den lægger vores sygehuse fladt ned.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at denne rutsjebanetur af følelser, ikke er noget for mig. Jeg savner at tage hjem til min veninde for at hygge og slappe af. Jeg savner Majatid. Jeg elsker at være mor til Tobias, men ikke på denne her måde… Men en ting ved jeg da med sikkerhed, Tobias får ikke lov til at blive doven i sommerferien! I denne periode er han enormt doven, men han har også rigtig mange problemer med sin mave, så det er helt fair – ja, og så er han jo også en teenager, så måske det også er derfor han udviser en helt ny form for dovenskab? Det kan man jo ikke tage fra ham.

I morgen er dag 23 i selv-isolation, og jeg håber jeg kan vågne med et smil på læben, og holde humøret højere end det er lykkedes mig i dag.

Kh Maja

PS. Jeg håber I alle har det godt – jeg er også okay, men havde bare brug for lidt luft, dele mine tanker og frustrationer. Nogen gange har man bare brug for at være sig selv, og ikke blot være hende som skal holde det hele oppe. Hende som skal vaske tøj, gøre rent, skifte bleer, lave mad, give mad og drikke, løfte, trøste, bade… og så videre. Nogen gange har man bare brug for at blive holdt oppe, blive krammet og trøstet. Via min blog, kan jeg dele de ting, der gør mig glad, bange samt dele mine glæder og bekymringer. Det er min form for trøst…