Tag Arkiver: morliv

En ødelæggende tid

Kære Alle.

Jeg håber, at I har det godt – at I ikke er for skræmte af denne tid, vi oplever lige nu.

Hvis ikke I skal arbejde, så bliv hjemme! Ja, der skal handles – men lad nu være med, at være mange samlet. Lad være med at ignorere det faktum, at coronavirus faktisk er alvorligt. Måske ikke for DIG, men for ældre og personer med et allerede svækket immunforsvar – dem skal vi beskytte. Vi skal også beskytte alle dem, som skal passe, hjælpe og beskytte os. Lad være med at være ignoranter!

Selv tog jeg mit ansvar allerede torsdag morgen (uge 11) og beholdt min søn hjemme. Jeg er alene med Tobias, og Tobias har en sjælden diagnose – Rett Syndrom. Jeg ved ikke, hvordan han vil reagere på denne virus. Måske vil han nærmest slet ikke mærke det, men hvad hvis han pludseligt skal på sygehuset? Tobias er i forvejen allerede ret bange, når han skal til undersøgelser/indlæggelser. Derfor vil jeg gerne undgå, at han bliver syg. Jeg vil også gerne selv undgå at blive syg, fordi jeg ved, hvor hårdt det er at varetage Tobias, når jeg selv er syg. Han har kun mig i denne periode. Han kan ikke komme i skole (ligesom alle andre) men skolen er faktisk den eneste form for aflastning jeg har. Mine forældre plejer at hjælpe med Tobias, og hygger med ham cirka en gang i ugen. Dette sker heller ikke i disse tider. Både min mor og søster arbejder som togførere hos DSB, derfor er de i højrisikogruppen for at få smitten, og kan smitte videre. Min mor er så sød at handle for os, og hun sætter varerne udenfor døren.

Jeg ser rigtig mange gode tiltag her i Fredericia – blandt andet take-away grupper på Facebook. Det er rigtigt fint, men jeg har nærmest ingen penge, så kan ikke hjælpe eller støtte op om disse tiltag. Jeg får ikke fuld tabt arbejdsfortjeneste, og jeg kæmper med at være selvstændig med mit eget forlag: Forlaget Flak. Desværre er det rigtigt svært, og jeg tjener 0 kroner på dette, og skal stadig betale regninger til forlaget; betalingsservice, hjemmesidedomæne og så videre. Det ender med, at jeg skal lukke mit forlag ned, da jeg snart ikke har flere penge på erhvervskontoen. Jeg lånte penge af Fredericia Kommune til at starte virksomheden op. Jeg valgte denne mulighed, da jeg simpelthen ikke havde andre muligheder. Jeg er, i mange år, blevet kastet rundt i systemet. Jeg har været på kontanthjælp on/off, virksomhedspraktik, revalidering og så videre. Det har været så trættende, ikke at blive lyttet til. Det har været meget vanskeligt at finde et tilbud/mulighed som har fungeret for mig, fordi jeg er alene med Tobias. Hans diagnose kommer med rigtig mange udfordringer og problematikker. Jeg vil ikke remse dem alle op, men en af disse er at han ikke har samme døgnrytme som alle andre. Hans hjerne kan ikke slappe af på samme måde, og derfor sover han ikke meget = det gør jeg heller ikke. Jeg skal afholde alle Ts sygedage, fri når han skal på sygehuset. Alle ferier/helligdage skal jeg også tage alene. Tobias kan ikke være i SFO, da han ikke kan med fremmede personale og børn. Så det er MANGE dage på et år, hvor jeg ikke kan stå til rådighed, og derfor sprang jeg ud som selvstændig, og håbede på det bedste. Desværre er sandheden, at det slet ikke fungerer. Jeg har faktisk en lavere indkomst nu, end da jeg var på kontanthjælp. Det er ret tankevækkende, og skræmmende.

Hvis jeg lukker forlaget, så aner jeg virkelig ikke, hvad jeg så skal stille op. Jeg er på en måde skuffet over mig selv, og min manglende evne til at få forlaget til at køre. Jeg ved godt, at jeg desværre også er ret begrænset i forhold til økonomi (har ikke kunnet satse på betalt reklame/annoncer) – jeg har heller ikke mulighed for at tage ud til en masse messer, workshops og så videre. Jeg ved hvad styrker jeg har. Jeg ved, at havde jeg lidt flere penge mellem hænderne, ville forlaget også fungere. Jeg vil gerne ud og holde foredrag, men det ser ikke ud som om dette bliver aktuelt. Slet ikke i denne usikre tid, hvor alt er lukket ned. Så ligesom mange andre, er denne tid også ødelæggende på rigtig mange måder. Jeg skal passe min søn 24/7 – han bliver 13 år, på lørdag. Jeg skal skifte bleer, bade ham, give ham tøj af/på, hjælpe ham med at spise/drikke, træne ham, så han ikke mister færdigheder…. ja, det er et fuldtidsjob i sig selv. Ikke fordi at være mor er et job. Men det bliver det hurtigt, når man har et barn som Tobias. Han er en dejlig dreng, og heldigvis nyder han tiden hjemme. Men han bliver også frustreret, og som altid, når vi har mange dage hjemme, bliver han enormt ’mor-syg’ – så skal jeg sidde ved siden af ham hele tiden, og det er kun når jeg laver mad, han accepterer det – nok fordi han er så madglad. Jeg synes bare det er foruroligende, at jeg ikke kan få mere hjælp, især med tanke på hvor mange penge, jeg faktisk sparer kommunen for – netop ved at varetage min søn selv. Jeg skriver ikke dette for at vinde et trofæ, eller for at lyde arrogant – blot for at fortælle lidt om hvordan min virkelighed ser ud.

Tobias og jeg bor i en lejebolig – handicapbolig/hus – og efter vi er flyttet fra den lille lejlighed, er udgifterne blevet til flere – til trods for at kommunen lovede mig, at det ikke skulle blive dyrere for mig, at få Tobias i en handicapbolig. Men fordi vi nu bor langt fra alting, har jeg fået bil (jovist, det er en trivselsbil, og jeg betaler kun af på halvdelen, men det er også 647 kroner hver måned) – vand/varme regningerne er steget betydeligt, og dette får jeg heller ikke hjælp til. Og når man så har mindre udbetalt end man plejer, så hænger man i en tynd tråd.

Jeg kan ikke arbejde i ro og fred, når Tobias er hjemme – desværre tror jeg ikke, at skolerne lukker op om halvanden uge. Ikke som det ser ud lige nu.

Jeg har derfor spurgt kommunen, om jeg kan få fuld tabt arbejdsfortjeneste i denne periode, men det kan jeg ikke. Så jeg er også bekymret – jeg er presset og enormt stresset. Jeg føler mig ensom i alt dette her. Jeg ved, vi er MANGE, der har det sådan her. Det er bare så vigtigt at tale om. Det er ikke fordi, jeg har det mest sociale liv, normalt, men det her er godt nok hårdt. At vi ikke kan se familien, som vi plejer. T har fødselsdag på lørdag. Det bliver den første fødselsdag, hvor han ikke skal være sammen med vores familie. Det overlever han, og det gør jeg også – men jeg er godt nok nervøs for, at jeg bryder sammen i alt det her.

Jeg ved ikke, hvor mange familier som har barn/børn med handicap, som ikke kan få nogen former for aflastning i disse dage. Og jeg ved heller ikke, hvor mange forældre, der er alene om deres barn/børn. Men denne tid er hård for os, så vi skal stå sammen – hver for sig – men lad os snakke om alle de mange følelser, der går igennem kroppen og hovedet lige nu. Jeg ved, i hvert fald, hvad jeg føler, og det er ikke rart. Jeg elsker min søn, og jeg elsker at bruge tid med ham, men en almindelig ferie kan være drøj at komme igennem, og nu er vi tvunget til at være hjemme – uden at se andre. Ingen familie, ingen venner. Det er ensomt, og det gør mig ked af det, at der så stadig er nogle, som ikke tager det her alvorligt.

Husk nu at tænke på andre end jer selv. Måske er jeres hverdag ikke gået i stå – men det er den altså for nogle af os andre. Måske er du ikke syg, men har smitten – måske smitter du en, som ikke slipper lige så heldigt som dig selv. TÆNK DIG OM! Lad os nu får bugt med denne ødelæggende virus.

Selvom dette indlæg lyder lidt sørgeligt/ynkeligt, er jeg stadig positiv indstillet. Denne periode skal overstås, men vi skal også have det bedste ud af den, så jeg er gået i gang med at kreere nogle aktiviteter/øvelser, jeg kan forsøge at lave med min søn herhjemme. Jeg håber, han vil bide på, for han ser ALT for meget tegnefilm – desværre hans yndlingsaktivitet – og det driver en til vanvid med al den larm hele tiden. Jeg er vant til det, men det betyder ikke, at jeg ønsker at dette lockdown skal fortsætte i al for lang tid!

Så hvis du læser dette indlæg, og gerne vil hjælpe mig; så må du meget gerne gå ind på mit forlag her og køb en ebog til dig selv, eller en du holder af (den kan du læse med det samme) eller køb en plakat, paperback eller bogmærke (jeg skal forsøge at afsende så hurtigt som muligt, men kan ikke garantere at ordrer, der skal sendes fysisk, bliver afsendt før om halvandet uge). Jeg vil så gerne holde liv i dette forlag, så jeg (på sigt) kan blive selvstændig – ikke kun for mig selv, men også for min søn.

Tak fordi DU læste med.

Kærlig Hilsen Maja.

 

Forkælelsesdag

Hej alle.

I torsdags, brugte jeg hele dagen på at blive forkælet – sikke en dag, og det er bestemt en dag, jeg ikke kommer til at glemme.

Helsam Middelfart (Facebook side her) afholdte en konkurrence, for noget tid siden, hvor de bad folk om at nominere én person, de synes fortjente at blive forkælet. Min dejlige storesøster valgte at nominere mig… og jeg vandt. Jeg kunne knap tro på det, og faktisk blev jeg også super nervøs – fordi jeg er ikke god til at blive forkælet af andre, og jeg er absolut ikke god til overraskelser – og denne dag var fyldt med overraskelser, men fordi jeg var sammen med mennesker, som er utrolig dygtige og varme mennesker, blev det bare en fantastisk dag, hvor jeg følte mig helt tryg.

Maria, som er behandler hos Helsam Middelfart, skulle stå for de behandlinger jeg havde vundet – men men men, Maria er en kvinde med ben i næsen, og hun havde simpelthen fået arrangeret så mange ting. Oprindeligt skulle jeg vist ‘bare’ have haft de behandlinger, som jeg nu havde lyst til, men Maria ringede for at fortælle mig at hun havde arrangeret at jeg også skulle starte dagen hos en frisør. Jeg skulle ind til (skønne) Janne som ejer Salon Natura – din hårolog (Facebook side her) – Janne mente at jeg skulle være mere korthåret, og have en frisure som er frisk og enormt nem at style. Først tænkte jeg, at der er da ingen kort frisure som er nem at style – ja, det har jeg i hvert fald ikke oplevet, og jeg har prøvet at have en kort frisure en del gange efterhånden – men Janne ved hvad hun laver, og hun kan nemt aflæse hvad type kunde hun har med at gøre. Jeg fik kortere hår – en frisure, jeg ikke troede ville klæde mig og en stil, som jeg tænkte måtte være svær at have med at gøre. Jeg vil tage nogle billeder af håret, men idag har det fået lov til bare at være haha min søn og jeg holder total afslapningsdag.

TUSIND TAK, Janne, for at forkæle mig med en tur i din stol. Jeg kommer bestemt tilbage.

Efter besøget hos Janne, skulle jeg så hen til Helsam, og mødes med Maria – hun er bare så sød og virkelig nem at snakke med. Jeg er jo ikke en kvinde som render til ansigtsbehandlinger – af flere grunde: jeg synes ikke lige økonomien er til det, og jeg har altid følt ikke det var nødvendigt at forkæle mig selv på den måde. Hvad skulle det dog gøre godt for? Men jeg vil bestemt sørge for, at jeg har råd til at forkæle mig selv med en ansigtsbehandling i ny og næ, for det er så afslappende og dejligt. Jeg er stadig helt høj og føler mig nulstillet. Mit ansigt er mere frisk, og jeg har ikke længere de grimme hudorme, som jeg altid har døjet med – jeg indrømmer gerne at jeg faktisk hellere vil føde tre børn, i træk, end at skulle igennem den behandling igen haha for Maria var nådesløs da hun skulle fjerne dem. Jeg ved godt at der faktisk ikke er andre veje til en ‘hudormsfri-hud’ end at det bare gør ondt, fordi de skal presses ud. Men nu er de væk, og jeg er så glad.

Maria gav mig en manicure, og lagde en flot CND shellak neglelak. Bagefter fik jeg vokset bryn, og farvet bryn samt vipper. Da det overraskende nok ikke gjorde ondt at få vokset bryn, fik jeg senere vokset overlæben også. Jeg er en kæmpe kylling, og hyler altid når min veninde skal vokse bryn og overlæbe. Så derfor foretrækker jeg at få plukket øjenbryn, men nej, Maria gjorde det nænsomt og med en dejlig sukkervoks som også har gjort at jeg, idag, ikke har røde knopper – dem får jeg næsten altid efter en omgang voksning.

Da det var gjort, fortalte Maria mig at jeg skulle gå ind ved siden af – Lagkagehuset Middelfart (Facebook side her) og så ville jeg få en gratis sandwich og en lækker rabarberlimonade – MUMS – det smagte godt. Tak til Lagkagehuset Middelfart for den lækre frokost.

 

 

 

 

 

Da jeg vender tilbage til Maria, skal jeg så have min ansigtsbehandling og nøj, det var noget af en oplevelse. Det var overraskende lækkert… Igen, jeg er faktisk ikke vild med at folk skal røre mig i ansigtet på den måde. Det er ret grænseoverskridende men Maria er en behagelig person, så jeg tænkte slet ikke over min normale ‘angst’ for dette. Maria fortalte hele tiden hvad hun gjorde, og jeg kunne spørge om en masse ting i forhold til hud, hormoner, tilskud osv.

Maria havde, tidligere på dagen, fortalt mig at hun havde arrangeret at jeg skulle have et par gratis sko, samt en gratis kjole – jeg var lige ved at græde af lykke, da hun fortalte mig det – ikke fordi jeg er materialistisk men fordi jeg slet ikke kunne forstå, at Maria havde sørget for disse ting, og at de mennesker var gået sammen om at forkæle mig. Det var så vildt. Maria havde også arrangeret at en journalist fra https://www.fyens.dk/middelfart kom forbi. Jeg snakkede med journalisten, via telefon i onsdags, hvor han spurgte ind til mig og min søn, Tobias. Igen, så rørende at disse ting blev arrangeret fordi jeg forsøger, alt hvad jeg kan, for at sprede min søns historie – jeg vil have at folk kender til Rett Syndrom. Journalisten kom også forbi Helsam, hvor han spurgte om nogle få ting, og tog billeder.

Apropos billeder; puha, der blev jeg virkelig sat på prøve – det var meget grænseoverskridende at jeg fik taget billeder, i løbet af dagen, hvor jeg ikke har make up på, og håret ikke er sat. Jeg kan slet ikke lide at få taget billeder, og da slet ikke når man intet kan skjule. Dog har jeg lært at jeg skal blive bedre til at omfavne mig selv, værdsætte mig selv og ikke tænke så meget over, hvad andre mennesker tænker om mig – TAK Janne og Maria for at få mig til at tænke over disse ting, og fordi I simpelthen er så fantastiske til at fortælle om naturlig skønhed.

Da min ansigtsbehandling var overstået, lagde Maria make-up på mig. Jeg følte mig som en million – og det sker altså ikke ret ofte. Så det var med selvtilliden i orden, at jeg gik ned til butikken Pigernes… (Facebook side her) for at vælge et par valgfrie Tamaris sko. Det tog ikke lang tid, før jeg blev helt forelsket i et par glitter ankelstøvler.

De to kvinder, nede i butikken, var også bare super søde, og spurgte ind til mig og min søn. Jeg blev modtaget med åbne arme, og blev derfor ikke akavet over at jeg ‘bare’ skulle komme for at vælge et par grtis sko. Det kan nemlig godt føles underligt at tage imod, når man ikke helt selv føler at man fortjener den gestus.

Se lige disse fede støvler – de er faktisk også ganske behagelige at gå i.

STOR tak til Pigernes… for at forære mig denne gave. Tak fordi I tog imod mig som I gjorde. Jeg glæde rmig til at besøge jeres butik igen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter dette besøg, skulle jeg gå hen til en anden butik – denne gang YellowCarry (Facebook side her) – dét der med at købe tøj, er jeg ikke så vild med, fordi jeg hader at prøve tøj hvis jeg ved, at der er en ekspedient som skal se mig i de forskellige ting – det er fordi min selvtillid er helt i bund når det kommer til min krop. Jeg er træt af at veje for meget, men jeg har rygrad som en regnorm og kan bare ikke holde en diæt. Men kvinden i butikken, tog også godt imod mig, og fandt noge forskellige kjoler frem. Hun fandt en kjole, som jeg normalt aldrig ville vælge, men jeg havde besluttet mig for at være modig, og vælge noget anderledes – og det er jeg enormt glad for at jeg gjorde. For den kjole her fra Gestuz er så fin, og farverig. Jeg holder mig generelt til sorte/mørke grå nuancer, fordi jeg føler det skjuler mig lidt, men kunne ikke modstå denne her.

TUSIND TAK til YellowCarry for at give mig en så smuk og lækker kjole.

Og selvfølgelig sluttede min forkæleselsdag ikke her, for Maria havde da også lige sørget for at jeg skulle afslutte dagen med en kop kaffe og et stykke kage. Det fik jeg nede på Stina’s (Facebook side her) – jeg fik en kop sort kaffe, og nok den lækreste cheesecake, jeg nogensinde har fået (cheesecake med karamel) MUMS, det smagte godt. Tusind tak Stina’s for at lade mig afslutte en fantastisk dag, på en fanstasitk café.

Jeg har aldrig haft en lignede dag, og jeg er meget taknemlig for at havde oplevet dette. Det gav mig et frirum fra at være Mor – det gav mig mulighed for at være Maja. Det var dejligt, befriende og faktisk mere nødvendigt, end jeg havde troet.

Denne dag har lært mig at jeg skal være god ved mig selv – at jeg skal føle mig smuk uanset om jeg har makeup på, eller om jeg ikke har haft tid til at tage det på. Denne dag har lært mig, at der er mange søde mennesker som vil hjælpe, som kan snakke med en, og som viser interesse for det liv jeg har med min dreng. Denne dag har lært mig at jeg skal have en bedre selvtillid – en proces der kommer til at tage tid, men jeg ved at jeg kan få det bedre med mig selv, og det skal ikke være fordi jeg bliver slank, eller fordi jeg skal gemme mig væk i sort tøj. Nej, jeg vil arbejde på at få en selvtillid, som den jeg er lige nu og her! Jeg vil stadig gerne arbejde på min krop, men min mentale tilstand er langt vigtigere, og det lærte Maria mig, fordi hun er så ærlig og fordi hun går op i den naturlige skønhed, og ikke den falske som mange piger/kvinder desværre falder for.

 

Jeg har taget nogle billeder af de dejlige samples, samt produkter og blade som jeg fik af Helsam Middelfart.

 

Jeg vil gerne sige en STOR TAK til

Min storesøster, Charlotte, for at nominere mig til denne konkurrence.

Klinik Helsam Middelfart, for at udlodde en så fantastisk konkurrence, og for at sørge for mig en hel dag.

Anja, min bedste veninde, for at passe min dreng hele dagen.

Maria (fra Klinik Helsam) du har virkelig fået mig til at tænke over en masse, du har givet mig nogle skønne behandlinger. Tak fordi du virkelig gik så langt for at jeg skulle føle mig som en prinsesse for en dag.

Janne fra Salon Natura for at give mig et frisk look.

Fyens Middelfart, for at vise interesse i min historie.

Lagkagehuset Middelfart, for den dejlige frokost.

Pigernes… for at være enormt søde og imødekommende, og for at sponsororere de fede støvler.

YellowCarry fordi du forærede mig en kjole jeg normalt ikke ville turde at vælge.

Stina’s for en dejlig afslutning med lækker kage.

Jeg føler mig enormt priviligeret over at have vundet en konkurrence som ikke alene forkælede mig med lækre produkter, og behandlinger, men føler mig enormt taknemlig over at have lært så meget om mig selv, og fået øjnene op for at jeg fortjener mere end jeg har givet mig selv længe.

Kærlig Hilsen Maja

 

Tobias’ ‘genoptræning’

Idag har Tobias og jeg grædt sammen.

Jeg græder normalt ikke foran Tobias, og jeg gør alt for at han ikke kan mærke, hvis jeg er ked af det. Men idag, kunne jeg simpelthen ikke holde tilbage.

I onsdags, fik Tobias gipsen af højre ben. Lægen sagde det hele så fint ud. Han synes ikke der var brug for decideret genoptræning, andet end det jeg selv kan klare. Det ville ikke give mening at Tobias eksempelvis fik 20 minutter hos en fysioterapeut, hver fredag eftermiddag, da han/hun alligevel ikke ville kunne gøre mere end jeg selv kan. Tobias skal op at stå, han skal have genopbygget sine benmuskler, og så skal han gå. Det skal nok komme, sagde lægen. Og jeg var faktisk enig, fordi Tobias jo er en dreng som har det meget svært med fremmede mennesker, især hvis de skal sætte krav til ham. Så hey, no worries, jeg træner ham da bare selv. Så vi tog hjem, og jeg glædede mig ufatteligt meget til at se min dreng gå igen – det er jo seks uger siden han blev opereret.

MEN virkeligheden er en helt anden. Tobias kan ikke stå, han vil faktisk ikke stå. Jeg kan se på ham at han er bange, og det er helt forståeligt – det ville jeg også være efter sådan en omgang – men faktisk trækker han benene op under sig, når jeg prøver at få ham op at stå. Så jeg bærer hele hans vægt, imens jeg forsøger at få ham til at strække benene. Han kryber helt sammen, og så græder han noget så inderligt. Han er bange, panisk, ræd, ked af det, og så ved jeg at han kan mærke at det ikke er som det plejer.

Nu har Tobias jo rett syndrom, så derfor ved jeg udemærket godt at sådanne børn, nemt mister færdigheder – det var jo lige netop en af grundene til at jeg egentlig ikke var så tryg ved hans operation, men alligevel valgte jeg at Tobias skulle have forlænget begge akillessener, samt sat et lille stykke knogle (som blev taget fra Tobias’ højre hofte) og sat ned i højre fod, for at korrigere. Resultatet er super fint, og jeg kan se at hans ankel nu ser helt anderledes ud men Tobias kan ikke stå. Jeg kan slet ikke beskrive hvor ked af det jeg er, jeg er helt knust! Jeg ved godt det kan tage tid, men det er dælme hårdt at være tålmodig, at træne en så ulykkelig dreng, og så bevare håbet når man er helt alene om det.

Fy for den!

Tobias har været oppe at stå mange gange, men lige hårdt er det hver gang. Jeg har gemt kørestolen, som vi har lånt af Kolding sygehus, lidt væk, for at Tobias ikke kan se den og derved tror, at han bare kan blive kørt rundt.

Jeg forsøgte idag, at stå bagved Tobias og fungere som et slags støttestativ, hans hænder knugede hinanden imens jeg holdt ham tæt ind til mig og havde begge hænder ved hans armhuler. Venstre ben, som ‘kun’ fik forlænget akillessenen, kan godt gå (meget besværligt, og langsomt) men højre kan ikke. Eller Tobias kan ikke styre det – så jeg måtte gå bag ham, han skrigende og ked af det, imens jeg forsøgte at få ham til at gå. Det blev mest af alt mig der halvt bar ham, og halvt slæbte ham. Det tog meget lang tid. Halvvejs igennem stuen, kunne jeg ikke mere. Lyden af Tobias’ gråd, at se ham så hjælpeløs, og mig der bare skal presse ham, blev for meget og jeg knækkede helt sammen. Jeg fik løftet Tobias, og bar ham ind i min seng hvor vi lå og krammede imens vi begge bare græd. Jeg fortalte Tobias hvorfor jeg var ked, at jeg godt kan forstå at han er ked af det og bange. Jeg har adskillige gange fortalt Tobias at benene igen virker, at de skal igang, at han godt kan og så videre, men lige lidt hjælper det.

Så idag er bare en rigtig bæ dag – Tobias er træt, med træt på, og jeg er så ked af det at jeg græder on/off hele tiden. Jeg er ikke stolt over det, jeg hader at mit barn skal se hvor trist jeg er, men jeg kan bare ikke mere. Jeg er så fyldt med bekymringer over hvordan Tobias skal komme til at gå igen.

Jeg ved jo at Tobias er så skide sej, og han overrasker altid, men jeg har ikke set ham sådan her før.

Tobias begyndte jo at gå i en meget sen alder – læger sagde at det kom han måske aldrig til – men jeg blev ved og ved og ved og Tobias lærte derfor at gå – men nu er vi i den dumme båd igen… det føles næsten uvirkeligt og alligevel alt for velkendt. Det er ikke sjovt, det er ikke fedt, og det er ikke sådan her det skal være.

Tobias skal gå igen! Det har jeg lovet ham! Det sagde jeg til ham – konstant – inden han blev opereret. Og nu føler jeg, at jeg har løjet overfor min dreng. Jeg føler at jeg har svigtet!

Det her lyder måske ynkeligt, og som noget af en sørgelig klagesang, men ja… jeg har det bare en smule svært idag. Imorgen er en ny dag, og forhåbentlig kan Tobias’ ben lidt mere.

Kh Maja