Tag Arkiver: operation

Tobias’ ‘genoptræning’

Idag har Tobias og jeg grædt sammen.

Jeg græder normalt ikke foran Tobias, og jeg gør alt for at han ikke kan mærke, hvis jeg er ked af det. Men idag, kunne jeg simpelthen ikke holde tilbage.

I onsdags, fik Tobias gipsen af højre ben. Lægen sagde det hele så fint ud. Han synes ikke der var brug for decideret genoptræning, andet end det jeg selv kan klare. Det ville ikke give mening at Tobias eksempelvis fik 20 minutter hos en fysioterapeut, hver fredag eftermiddag, da han/hun alligevel ikke ville kunne gøre mere end jeg selv kan. Tobias skal op at stå, han skal have genopbygget sine benmuskler, og så skal han gå. Det skal nok komme, sagde lægen. Og jeg var faktisk enig, fordi Tobias jo er en dreng som har det meget svært med fremmede mennesker, især hvis de skal sætte krav til ham. Så hey, no worries, jeg træner ham da bare selv. Så vi tog hjem, og jeg glædede mig ufatteligt meget til at se min dreng gå igen – det er jo seks uger siden han blev opereret.

MEN virkeligheden er en helt anden. Tobias kan ikke stå, han vil faktisk ikke stå. Jeg kan se på ham at han er bange, og det er helt forståeligt – det ville jeg også være efter sådan en omgang – men faktisk trækker han benene op under sig, når jeg prøver at få ham op at stå. Så jeg bærer hele hans vægt, imens jeg forsøger at få ham til at strække benene. Han kryber helt sammen, og så græder han noget så inderligt. Han er bange, panisk, ræd, ked af det, og så ved jeg at han kan mærke at det ikke er som det plejer.

Nu har Tobias jo rett syndrom, så derfor ved jeg udemærket godt at sådanne børn, nemt mister færdigheder – det var jo lige netop en af grundene til at jeg egentlig ikke var så tryg ved hans operation, men alligevel valgte jeg at Tobias skulle have forlænget begge akillessener, samt sat et lille stykke knogle (som blev taget fra Tobias’ højre hofte) og sat ned i højre fod, for at korrigere. Resultatet er super fint, og jeg kan se at hans ankel nu ser helt anderledes ud men Tobias kan ikke stå. Jeg kan slet ikke beskrive hvor ked af det jeg er, jeg er helt knust! Jeg ved godt det kan tage tid, men det er dælme hårdt at være tålmodig, at træne en så ulykkelig dreng, og så bevare håbet når man er helt alene om det.

Fy for den!

Tobias har været oppe at stå mange gange, men lige hårdt er det hver gang. Jeg har gemt kørestolen, som vi har lånt af Kolding sygehus, lidt væk, for at Tobias ikke kan se den og derved tror, at han bare kan blive kørt rundt.

Jeg forsøgte idag, at stå bagved Tobias og fungere som et slags støttestativ, hans hænder knugede hinanden imens jeg holdt ham tæt ind til mig og havde begge hænder ved hans armhuler. Venstre ben, som ‘kun’ fik forlænget akillessenen, kan godt gå (meget besværligt, og langsomt) men højre kan ikke. Eller Tobias kan ikke styre det – så jeg måtte gå bag ham, han skrigende og ked af det, imens jeg forsøgte at få ham til at gå. Det blev mest af alt mig der halvt bar ham, og halvt slæbte ham. Det tog meget lang tid. Halvvejs igennem stuen, kunne jeg ikke mere. Lyden af Tobias’ gråd, at se ham så hjælpeløs, og mig der bare skal presse ham, blev for meget og jeg knækkede helt sammen. Jeg fik løftet Tobias, og bar ham ind i min seng hvor vi lå og krammede imens vi begge bare græd. Jeg fortalte Tobias hvorfor jeg var ked, at jeg godt kan forstå at han er ked af det og bange. Jeg har adskillige gange fortalt Tobias at benene igen virker, at de skal igang, at han godt kan og så videre, men lige lidt hjælper det.

Så idag er bare en rigtig bæ dag – Tobias er træt, med træt på, og jeg er så ked af det at jeg græder on/off hele tiden. Jeg er ikke stolt over det, jeg hader at mit barn skal se hvor trist jeg er, men jeg kan bare ikke mere. Jeg er så fyldt med bekymringer over hvordan Tobias skal komme til at gå igen.

Jeg ved jo at Tobias er så skide sej, og han overrasker altid, men jeg har ikke set ham sådan her før.

Tobias begyndte jo at gå i en meget sen alder – læger sagde at det kom han måske aldrig til – men jeg blev ved og ved og ved og Tobias lærte derfor at gå – men nu er vi i den dumme båd igen… det føles næsten uvirkeligt og alligevel alt for velkendt. Det er ikke sjovt, det er ikke fedt, og det er ikke sådan her det skal være.

Tobias skal gå igen! Det har jeg lovet ham! Det sagde jeg til ham – konstant – inden han blev opereret. Og nu føler jeg, at jeg har løjet overfor min dreng. Jeg føler at jeg har svigtet!

Det her lyder måske ynkeligt, og som noget af en sørgelig klagesang, men ja… jeg har det bare en smule svært idag. Imorgen er en ny dag, og forhåbentlig kan Tobias’ ben lidt mere.

Kh Maja

Tobias’ operation

Kære alle.

Der har været enormt stille på bloggen, og det er fordi Tobias er blevet opereret. Mit forlag ‘Forlaget Flak’, er der heller ikke blevet arbejdet nok på – faktisk da jeg fandt ud af at Tobias skulle opereres, og at han skulle være hjemme fra skole i minimum seks uger, var jeg i tvivl om jeg skulle søge orlov fra min virksomhedsrevalidering. Først tænkte jeg, ‘det kan jeg da sagtens klare’ – ‘det er jo ikke værre end når han er hjemme i sommerferien’ og så videre. Men heldigvis var de folk, som er rundt om mig, mere realistiske… så jeg søgte orlov i seks uger, og det fik jeg – uden problemer. Det er jeg godt nok MEGA glad for at jeg gjorde. For det har slet ikke været som at have Bisen hjemme på en ferie. Jeg undervurderede situationen fuldstændigt. Det har været DRØN HÅRDT! Jeg skal ikke lyve, jeg skal ikke prøve at smøre tykt på. Sandheden er, at jeg er udkørt, træt. frustreret, og ked af det. Én ting er at Tobias er hjemme hver dag, i seks uger, men når han så ovenikøbet er låst fast i en kørestol, han skal bæres hver gang han skal over i noget andet, bleskiftningen bliver også noget mere bøvlet. Vores hverdag omhandler ikke meget – det gør den normalt heller ikke. Vi tager ikke ud hver dag, og Tobias er ikke en dreng som nyder at skulle alle mulige steder hen, men det her er noget helt andet. Det er som om min hjerne er nedsmeltet, og at jeg faktisk ikke ved hvad jeg skal give mig til – udover at tage mig af min (seje) dreng, og alt hvad der hører sig til der. Jeg tror heller aldrig at jeg har støvsuget så meget, som jeg har gjort de sidste par uger. Men selve ens hverdag bliver bare meget triviel, og det gør det ikke bedre, når alle de stereotyper som Tobias kan have, pludselig bliver fordoblet BIG TIME. Det er helt tydeligt at mærke, at han er frustreret over at sidde i en kørestol. Han vil gerne ud og danse, han vil gå på sine ben. Men det kan og må han bare ikke endnu. Der er nu otte dage tilbage, og så skal han have gipsen af højre ben.

Det bliver så befriende. Selvfølgelig kan det være, at Tobias skal have genoptræning, og at hans muskler er svundet meget ind. Men bare dét at der ikke længere skal tages hensyn til et tungt ben, når der skal bæres og skiftes – det bliver ganske dejligt. Men Tobias fægter med armene, de flyver rundt – hans hænder kører også frem og tilbage, han skærer tænder som aldrig før. Det er alle lyde, samt bevægelser, der godt kan gøre en helt sindsyg… og så hjælper det jo ikke, at tegnefilm kører nærmest 24/7. Efter operationen er Tobias’ sovemønster også helt ødelagt. Det var ellers blevet så fint, og vores ritual var at han fik læst historie, hver aften, og faldt i søvn til dette. Det sker ikke mere. Det skal dog lige nævnes at nogle aftenener, kan jeg godt læse Harry Potter for Tobias, og så falder han i søvn. Det er jo også klart, at han ikke har nemt ved at falde i søvn, og at han vågner tidligt, for han får jo slet ikke brugt den energi, han normalt ville bruge. Han er heldigvis begyndt at spise næsten helt normalt igen. Det har taget lang tid, at få Tobias’ appetit tilbage, da hans mave også har været gået helt i stå.

Men generelt, er Tobias glad om dagen – han er en rigtig hyggetrold, som forstår at fede den – men hvad skal man også lave når man ikke må gå rundt?

Ja, nu har det næsten også kun lydt som en sørgelig klagesang, det er ikke meningen – men jeg vil bare være ærlig om at jeg ikke er SuperMor i disse dage. Jeg hader at indrømme det, men jeg glæder mig altså rigtig meget til Tobias kan komme i skole igen. Det bliver SÅ dejligt med et SLUKKET fjernsyn fra morgenstunden – at jeg kan sætte mig ned, og virkelig arbejde med mit forlag, og skrive på mine egne værker – det savner jeg – men jeg har bare ikke haft nogen inspiration overhovedet.

Når nu alt det ‘negative’ er sagt, skal det nævnes at Tobias faktisk har været så ekstrem sej i alt det her. Ja ja, han hader at han ikke må gå rundt selv, men han har virkelig fundet sig i det hele. Han nyder når vi kan komme ud og gå. Så sidder han helt stille i kørestolen, alle stereotypierne forsvinder. Han nyder fuglene, naturen og solen.

Tobias blev opereret den 31. januar på OUH. Efter operationen, skulle vi være indlagt. Det var jeg smadder nervøs for, fordi Tobias HADER sygehuse. Han skriger, og bliver meget vred. MEN der var bare ingenting.

Min søster tog med os til Odense, og de var alle så søde på børneafdelingen, hvor vi skulle være. Der var ingen slinger i valsen. Tobias tog det pænt, han blev ikke rigtig sur. Selvom selve operationen også blev noget forsinket, så vi skulle bruge mere tid på stuen, blev han heller ikke irriteret. Jeg har aldrig oplevet en så mild dreng på sygehuset før. Det var helt befriende, når man nu i forvejen, som mor, var meget nervøs for det der skulle ske.

Angående Tobias’ operation: Han skulle have forlænget begge akillessener, og så skulle han havde korrigeret højre fod – dette blev gjort ved at lægen tog noget knogle fra højre hofte, som så blev sat ned i højre fod. Derfor endte Tobias med en støvle på venstre fod, og gips på højre.

Da tiden nærmede sig operationstiden, fik min søster og jeg, klædt Tobias i noget ‘lækkert’ sygehustøj.

En sygeplejerske havde anbefalet, at Tobias fik sådan noget ‘tryllemiks’ som gjorde ham en smule skæv. Så kunne han slappe mere af, når det blev tid til selve den fulde narkose – dette blev aftalt, fordi Tobias har været i fuld narkose, flere gange, og hver gang har det føltes som et komplet overgreb på ham – det har været enormt hårdt for os begge. Det er ALDRIG sjovt at se sine børn komme i narkose! Det kan alle forældre, der har oplevet, skrive under på. Det gør så ondt, og man har bare lyst til at tage sit barn og stikke af. Man frygter ALTID det værste.

Min søster og jeg fik også noget smart tøj på.

Det ‘tryllemiks’ virkede helt fantastisk, og selvom jeg var meget presset og anspændt, kunne jeg ikke lade være med at grine lidt ad/med Bisen, fordi han virkede meget skæv.

Han blev helt afslappet. Faktisk sov han nærmest allerede, imens vi gik den lange vej ned til operationsstuen. Denne tur kostede alle mine kræfter. Jeg havde lyst til at tude, skrige, stikke af – men jeg vidste jo godt, at denne operation var nødvendig, og at min dreng var i de bedste hænder. Lægen, som skulle operere Tobias, havde jeg mødt før, da han var den sidste ortopæd læge, som undersøgte Tobias. Det var ham, der anbefalede denne operation, som Tobias nu skulle have. Jeg havde sagt ‘ja tak’ (dog stadig usikker på om det var det rette) men på den garanti, at det var lige præcis dén læge, som skulle operere Tobias. Og sådan blev det.

Vi kommer ned til rummet, lige før operationsstuen, og her tog alle også pænt imod os. Lægen kom og forklarede mig atter hvad operationen gik ud på. Jeg prøvede at lytte, men på dværende tidspunkt var jeg stået helt af. Mit hjerte galoperede, og det eneste jeg så for mig, var at min søn ikke skulle overleve. Ja, jeg havde den vildeste dødsangst, og kunne slet ikke se mig ud af det. Det er helt latterligt, når jeg ser tilbage op det, men jeg kan jo ikke ændre den jeg er – og det vil jeg faktisk heller ikke.

Vi skulle så ind til selve operationsstuen, og sådan en har jeg aldrig været på før – de andre gange, når Tobias har skulle i fuld narkose, har det været på grund af undersøgelser eller prøver, de ikke kunne tage imens han var ved bevidsthed. Til min store skræk, og til mine dumme øjne, opdager jeg, at der er mange operationsstuer, og der var sgu vinduer ind til dem alle. Selvfølgelig får jeg kigget ind i et, og ser blod over det hele – altså en operation som er i fuld gang! Jeg når ikke at registrere, hvad præcis det er jeg kigger på, men jeg kunne havde kastet op på stedet. Det var så klamt!

Vi kommer ind hvor Tobias skal opereres, og igen ville jeg bare stikke af. Alle de maskiner, apparater, lys og så videre… Min søster og jeg bar Tobias, som nærmest allerede var tjekket ud – han var helt afslappet – over på selve operationsbriksen.

Tobias skulle i fuld narkose via maske. Noget jeg havde frygtet, fordi jeg stadig havde skrækscenarier fra de andre gange. Jeg kunne allerede se, hvordan Tobias ville skrige, hvordan jeg skulle holde ham nede, hans tårer… men narkose lægen satte sig sådan, at han kunne holde masken forsigtigt og nusse Tobias på begge kinder. Det var så fint, og det var så ‘afslappende’ hvis man kan sige det. Men Tobias blev ved med at holde vejret, han ville ikke overgive sig til masken. Han skreg ikke, men lå helt passiv. Jeg kunne mærke tårerne presse på, mit bryst følte som om det skulle eksplodere. Min søster virkede meget rolig, og det samme gjorde de andre. Narkoselægen var blid, og til sidst faldt Tobias jo også i søvn. Jeg gik stortudende ud derfra. Jeg følte mig latterlig, og alt, alt, for sårbar. Jeg ved jo godt, at læger og sygeplejersker er vant til tudende forældre, men alligevel. Da jeg (heldigvis) havde min søster med, fik jeg nogenlunde samling på mig selv ret hurtigt. Det var rart, men omvendt, tumlede jeg med alt for mange følelser inden i mit hoved, imens jeg prøvede at spille den tapre lillesøster.

Min søster tog sig godt af mig, og sørgede for at vi fik noget at spise, vi hyggede og gik rundt på sygehuset MANGE GANGE! Tiden sneglede sig afsted… Jeg havde jo fået af vide at operationen ville tage to timer, så da vi var oppe på næsten tre timer, var jeg nødt til at spørge på afdelingen om de da vidste noget. De kontaktede så operationsstuen, og jeg fik af vide at det var fordi lægen mente ‘knivtid’ når han sagde to timer. Alt gik (stadig) som planlagt. Jeg kunne slappe lidt mere af, men jeg hadede stadig tanken om at jeg ikke kunne holde øje med min dreng. At hans liv nærmest var i hænderne på andre. Når man er en LØVE mor, med et STORT behov for at kontrollere alting, ja så er det sgu ikke nemt.

Så kom opkaldet endelig, at Tobias var færdig i operation, og nu lå til opvågning. Jeg har aldrig gået så hurtigt før.

Tobias lå og klynkede med lukkede øjne, han virkede fanget i sit sind, og meget trist. Det var hårdt at opleve.

Du kan jo ikke bare tage ham op i dine arme og trøste ham. Han var jo opereret i både højre hofte, højre fod, samt begge ankler. Sygeplejersken, på stuen, var meget venlig, og dygtig. Hun valgte at give Tobias noget morfin,  og så kunne han slappe mere af, og vågne op stille og roligt. Jeg tror vi var på opvågningen i omkring en time – måske halvanden – og så fik vi lov til at gå. Tobias blev nemlig mere og mere sur over situationen. Vi kommer ned på stuen, på vores eget værelse, og så var Tobias igen afslappet.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg vil ikke gå i detaljer om selve sygehusopholdet, for det var selvfølgelig ikke videre spændende. Tobias sov on/off (så behøvede han jo heller ikke sove om natten).

Jeg gik også en tur med Tobias, dagen efter operationen. Det var en meget kold fornøjelse, og selvom Tobias stadig var meget bedøvet af alt det smertestillende han fik, nød han at blive kørt lidt rundt.

 Selvom det var kedeligt at være indlagt, må jeg sige at personalet var noget så fantastiske. De lyttede virkelig til det man sagde, og de behandlede ikke Tobias som en lille baby. Det kan mange godt have tendens til, da han jo har Rett Syndrom, og derfor ingen sprog. Så tror nogle, helt automatisk, at de skal snakke til Tobias som var han meget lille. Da Tobias og jeg jo altid har været alene, og lever i vores egne lille boble, var det nok det der var sværest for Tobias. Dét at vi ikke kunne putte, han kunne ikke bare ligge i mine arme om natten. Det var nok også derfor at han ikke ville sove sådan rigtigt. Min seng var sådan en folde-ud seng, men den var desværre ikke ret høj, så jeg kunne ikke stille den i forlængelse med den seng, som Tobias lå i. Den sidste overnatning på sygehuset, snakkede jeg med personalet omkring at Tobias var begyndt at udvise hjemve, han blev nemt ulykkelig og det var tydeligt at mærke, at det var fordi vi ikke havde samme nærhed som vi jo har derhjemme. Vupti, så sørgede de da lige for en anden seng til mig. Godt nok kunne Tobias stadig ikke ligge i mine arme, fordi han skulle lægge med begge ben oppe, og han havde jo det helt friske sår ved hoften, men bare dét at han kunne se jeg lå lige ved siden af ham, gjorde at han kunne sove trygt om natten. Jeg havde meget svært ved at sove, så jeg så lidt Masterchef.

Jeg vil ikke skrive så meget mere om selve indlæggelsen, andet end at sige at Tobias blev opereret om torsdagen, og vi kom faktisk, allerede, hjem om lørdagen – med sygetransport, da Tobias ikke måtte sidde op endnu – men jeg vill lige tilføje at den indlæggelse gik så fantastisk. Tobias var ikke sur på noget tidspunkt. Han tog det i stiv arm. Selvom sygeplejerskerne tjekkede ham, fra tid til anden, og han skulle skiftes på akavede måder. Han havde ikke ondt, fordi han fik drop med en slags blokade, som sad i højre ben, der hvor han var opereret to steder i foden.

Tobias blev meget stolt over at komme ind i sygetransporten, men han faldt i søvn i løbet af to minutter. Typisk ham 🙂

Da vi kom hjem, og Tobias sad i kørestolen, brød jeg fuldstændigt sammen. Fordi jeg opdagede, hvor besværligt det hele var blevet. Jeg var så bange for at Tobias ville få alt for ondt nu, hvor han ikke længere fik det smertestillende drop. Var jeg god nok? Hvad med hans hofte? Ville der gå betændelse i det? Tankerne løb af med mig, og jeg hylede og hylede. Det var var nok et kaos, af alt det vi lige havde været igennem, alle tankerne om hvordan resultatet ville være. Jeg er stadig spændt på at se om den operation så har givet pote. Største skræk er jo at den lille knogle, slet ikke vil vokse til foden, eller at det bare ikke har gjort nogen forskel overhovedet.

Men jeg skulle blive (endnu en gang) overrasket over min søns evne til at tage tingene som en superdreng. Det var bøvlet at bære ham, på grund af den støvle og den gips han havde (har) på, men mest på grund af hoften, som jeg jo helst ikke ville ramme.

Dagene gled sammen, og Tobias’ hofte helede mere og mere. Jeg tog dette billede, af arret, den 21. februar.

Lige da vi kom hjem, fra sygehuset, troede jeg at tiden ville gå i total sneglefart, men nu sidder jeg her, og der er ‘kun’ otte dage til Tobias skal have gipsen af. Det er vildt at tænke på, og selvom jeg er total udmattet og træt – træt selvom jeg ikke laver en flyvende fis, men det er bare ganske undervurderet at gå hjemme på denne måde. Jeg glæder mig til en hverdag, hvor Tobias selvfølgelig stadig kræver mere end andre børn, men en hverdag hvor vi igen kan få det gode sovemønster, Tobias kan gå rundt i hele huset, vi kan gå ture uden at have en kørestol med. En hverdag hvor Tobias igen kan komme i skole, være social med sin klasse/skole, få brugt noget energi så han bliver træt på den rigtige måde. Han kan få mere plads til at udvikle sig. Det bliver bare dejligt. Mange børn med Rett Syndrom, kan jo desværre ikke i gå – men min dreng kan, og jeg må indrømme at det kommer jeg ALDRIG nogen sinde til at tage for givet, efter denne periode. Normalt tager jeg intet for givet, men jeg kan mærke at de uger her, har givet mig meget at tænke på. Det har i hvert fald fortalt mig at jeg skal sætte meget mere ind i forhold til hvordan Tobias går.

Jeg kan bare kun sige at jeg ALDRIG skal undervurdere min dreng igen! Jeg var så bange for, at han ville blive mega sur, i hele perioden. At han ville være meget pyller på sygehuset. At han ikke helede hurtigt, eller der gik betændelse i det hele. At han ikke ville kunne forstå det her, og så videre. Ja, han har da forsøgt at hoppe ud fra sofaen, eller sengen – hvilket betyder at jeg nu har været nødsaget til at sætte spisebordsstole, på gulvet, på hver side af sengen, og så placere kørestolen for fodenden. Tobias er en sej dreng, som forstår meget mere. Han lader sig ikke stoppe af en støvle og gips. Nu tæller vi bare ned til at gipsen skal af, og håber at det hele ser ganske fornuftigt ud.

Kh. Maja

Tobias skal opereres

I dag tog vi til Kolding Sygehus, hvor Tobias skulle til kontrol hos ortopædisk afdeling – dog var det en læge fra OUH, som foretog undersøgelsen denne gang. Dette var tredje gang, hans ankler skulle tjekkes.

Lægen var enormt sød, og rar. Han tog sig virkelig tid til at undersøge Tobias. Da det var gjort, gik min søster og Tobias ud af lokalet, imens jeg snakkede med lægen. Tobias bliver altid utrolig larmende, og frustreret på sygehuse, så det er en KÆMPE hjælp at min søster tager med. Det giver mig fred og ro, til at snakke alt igennem med pågældende læge.

Denne her læge fortalte mig, at han anbefaler at Tobias bliver opereret snarest. Tobias skal have forlænget begge akillessener, og så skal han desværre også have ‘stivet’ hans højre fod en smule af. Dette gøres ved, at de tager et stykke fra hans højre hofteknogle, og sætter den ned i foden via de andre knogler – det er svært at forklare skrifligt – men på den måde, vil det kunne korrigere Tobias’ højre ankel/fod en smule. Som det er lige nu, hælder hans fod enormt meget indad – hvis ikke operationen bliver gjort snarest, vil det skabe endnu større skade. Så reelt set, er det jo tre operationer i en. Det bliver en voldsom omgang for min lille dreng.

Tobias må så ikke støtte på sine ben/fødder, efter operationen, i seks uger.

Puha, det bliver noget af en omgang. Jeg er egentlig ligeglad med, at han så nok skal være hjemme fra skole i de seks uger. Det er ikke det, der bekymrer mig. Faktisk har jeg det også bedre med at han er hjemme, for så er jeg sikker på, at han har det nogenlunde tilpas. Det kan godt være jeg er lidt pyller, men sådan er det. Jeg følger mit hjerte, som jeg altid har gjort. Det slår aldrig fejl. En mor ved bedst. Men jeg har det meget svært ved, at han igen (for fjerde gang) skal i fuld narkose. Operationen tager cirka to timer. Der er ikke noget værre, end at se sit barn komme i fuld narkose. Enhver der har prøvet det, ved hvor hjerteskærende det er. Det er ALDRIG rart! Og hvad hvis der sker noget alvorligt under operationen? Hvad hvis operationen slet ikke virker? Hvad hvis Tobias aldrig kommer til at gå igen? Alle de bekymringer og tanker – dem kan man bare ikke slukke for  – jeg ved godt, at mange danskere får forlænget deres akillessener, og måske også får stivet deres fødder af, som det Tobias skal have gjort, men de har heller ikke rett syndrom. Og da man ikke ved meget om sygdommen, generelt, og da slet ikke når det er drenge der har det, ja så føler man altid, at man fumler rundt i mørket. DOG ved jeg godt, at Tobias er en mega sej dreng, som er ligeså stædig som sin mor. Og bliver det brugt korrekt, skal han nok komme til at gå, og måske endnu bedre ned han gør nu.

Som lægen sagde, det er ikke til at vide om Tobias egentlig har ondt (som det er lige nu), fordi børn med rett syndrom jo oftest har en høj smertetærskel, så det er ikke sikkert jeg, fysisk, kan mærke/se det på Tobias, men det kan hans krop. Så jeg er jo slet ikke i tvivl om, at den operation er nødvendig, og det kan ligeså godt gøres nu hvor Tobias stadig er gående, han er ikke så stor og han er ‘kun’ 11 år. Jeg regner med at operationen kommer til at ske til Februar næste år. Jeg er i hvert fald helt tryg ved den læge som skal udføre operationen – det er nemlig selvsamme som undersøgte Tobias idag – det bad jeg nemlig selv om.

Jeg ville ønske, min søn ikke skulle igennem alle de ting, han skal – jeg ville ønske, jeg kunne tage rett syndrom fra ham – jeg ville ønske, at han aldrig skulle i fuld narkose igen, eller at han ikke skulle opleve smerte. Jeg kan desværre bare ikke fjerne disse ting – men jeg kan sørge for, at det hele foregå så blidt som muligt, og at han er omgivet af kærlighed fra mig, og min dejlige familie.

Når man sidder inde hos en læge for at diskutere Tobias’ fremtid, er det altså (til tider) underligt (selvom jeg også er vant til det) men det er mærkeligt, ikke at have en far ved siden af. En der kunne hjælpe med at løfte byrden lidt, en som kunne hjælpe med de svære beslutninger der er. Normalt, til hverdag, er jeg fuldt ud tilfreds med livet som alenemor, men for sevan, hvor er der også perioder, hvor jeg savner at have en til at hjælpe. Dog er jeg også meget afklaret med, samt klar over, at jeg er alene med Tobias, og at det er for det bedste, men derfor kan man godt, on/off, ønske man havde en partner. MEN det har jeg ikke, til gengæld har jeg verdens sejeste dreng, og en familie som også vil gå igennem ild for at Tobias har det godt. Jeg ved at Tobias ikke mangler noget, og at han har det godt – til trods for lorte rett syndrom!

Den operation skal bare overståes.

Jeg håber I alle får en rigtig glædelig jul, og et godt nytår.

xoxo Maja