Tag Arkiver: samliv

En bror eller søster til Tobias?

Okay, normalt er det her ikke et emne, jeg ville bryde mig om at dele med andre – ja, faktisk har jeg ikke delt det med dem, der kender mig allermest. Eller jo, det har jeg et par gange, men jeg har mindst ligeså mange gange, hvis ikke flere, sagt at jeg ikke vil have flere børn. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg har været så stædig – at jeg ikke har villet indrømme ønsket om et barn mere. Jeg tror at jeg har forsøgt at være ’sej’, og stille mig tilfreds med det jeg allerede har i mit liv. Jeg er også tilfreds, og jeg elsker den søn jeg har. Tobias er jo mit et og alt. Måske er han også grunden til, at jeg ofte har sagt, at jeg ikke vil have flere børn. Jeg ved ikke, om jeg har prøvet at beskytte ham, eller mig selv. Jeg har jo været alene med Tobias stort set hele hans liv – og han fylder 13 næste år – og faktisk har jeg været single i ligeså mange år. Jeg ønsker (måske) at finde en mand, som kan acceptere Tobias som han er, og hvor meget han fylder i mit liv – men omvendt, har jeg det faktisk ganske godt uden en mand. Men ét ønske ligger gemt, og så alligevel ikke, i mit hjerte. Dét er at blive mor igen. At opleve en graviditet uden at være i et parforhold som er usundt. At give fødsel til en lille baby, og opleve ham/hende vokse op, som et ’normalt’ barn nu gør. Det er ikke fordi jeg siger, Tobias er unormal, men dét at have et barn med handicap er ikke et nemt liv, og jeg er godt klar over, at det ikke bliver mere nemt med et barn mere, og slet ikke når man er alene om det. Jeg er dog ikke skræmt over den erkendelse. Jeg ved jeg kan klare det. Der er bare noget, der fortæller mig, at jeg skal vælge den drøm til, og ikke længere gemme den væk.

Nogle gange når jeg tænker tanken om et barn mere, får jeg dårlig samvittighed overfor Tobias. Jeg ved ikke om jeg kan forklare det, men jeg skal forsøge. Hvis jeg nu får et barn mere, vil Tobias så føle, at han ikke længere er god nok? Vil han føle sig uelsket? Bare det at skrive disse ting, giver mig tårer i øjnene, fordi Tobias er mit hjerte. Kunne Tobias få noget positivt ud af at få en lillebror eller lillesøster? For det tænker jeg faktisk han kunne. Når man bliver mor, så er ens vigtigste mission at ens barn har det bedste han/hun kan få, at ens barn trives, smiler, griner, føler sig uendeligt elsket. Jeg ved Tobias føler disse ting, og jeg elsker hans smil og latter. Tobias og jeg har, i så mange år, levet i vores helt egen lille boble, og det har været skønt. Jeg er også helt overbevist om, at det faktisk er derfor han trives som han gør. Ingen tvivl om det. Spørgsmålet er, om Tobias kan affinde sig med, at vi laver et lille hul i den boble til en lillebror eller lillesøster?

Jeg har ikke nogen bekymringer om at stå alene i en graviditet, og heller ikke at skulle føde uden en mand ved min side. Jeg kan faktisk se det positive om at være alene, og så sørge for Tobias og den lille nye. Det er ikke, fordi jeg siger, at børn ikke har brug for en far, for det har de – men nu har Tobias jo ikke en aktiv far i sit liv, og det går faktisk ganske godt.

At have en søn med rett syndrom har, i den grad, givet mig erfaring; det har kostet mig mange sorger og tårer – men det har også givet mig en lektie, som jeg aldrig vil tage for givet igen – livet – har sin helt egen plan, og man er nødt til at acceptere, at nogle mennesker får et liv, de ikke drømte om – jeg drømte ikke om at få en dreng med en diagnose, men man lærer faktisk at være taknemlig for det liv man får, og man kan kæmpe for at finde en ny slags glæde. Jeg er stolt over at være mor til Tobias.

Jeg har i mange år kunne skubbe tanken om et andet barn fra mig – nok mest fordi jeg ikke har haft en mand – men ønsket er brændende varmt, og jeg kan ikke længere skubbe det fra mig. Jeg ville ønske, det bare var en fase, og at jeg kunne skubbe det fra mig igen – for jeg ønsker ikke at Tobias føler sig mindre elsket. Jeg ved godt, at mange børn bliver misunderlige på en lillesøster eller lillebror hvilket er helt normalt, men Tobias har ikke sprog og kan ikke udtrykke sig, så det gør nogle gange tingene lidt mere følsomme, eller sværere at sortere hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

At være mor til Tobias kræver ikke kun de typiske mor-ting. Det kræver så meget mere, og på en eller anden måde, vil jeg også bare prøve at være en helt almindelig mor. Mor til et barn som udvikler sig som mange andre, et barn som laver ulykker, skælder mig ud, får venner og kærester og så videre. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil være gravid, jeg vil gerne have en insemination – det eneste der giver mig ondt i maven, ved denne beslutning, er faktisk at jeg er bange for at det er forkert for Tobias. Mange vil måske så sige; ”jamen så skal du slet ikke gøre det.” eller ”hvis det er det du vil, skal du da bare gøre det.” – og ja, det er helt rigtigt. Tobias og jeg har bare et helt specielt bånd, og vil jeg ødelægge det ved at være ’egoistisk og få et barn mere? Det gør mig i tvivl. Det fjerner ikke mit ønske, men skal jeg smide det ønske væk for min drengs skyld? Omvendt ser jeg en glæde i Tobias’ øjne når han ser andre børn lege, løbe og grine. Han elsker at være sammen med børn, som er aktive.

Igår brød jeg helt sammen, fordi jeg fik det så dårligt over, at have det ønske om at få et barn mere. Jeg kiggede på nogle billeder af Tobias og jeg – og tænkte: hvorfor vil jeg ødelægge den verden vi har? Hvor egoistisk kan jeg lige være? Det lyder måske tåbeligt, men det er sandheden. Jeg er så bange for at smadre Tobias’ verden. Jeg hører jo også forældre, som har et barn med handicap, og det barn har søskende. De fortæller jo også hvor hårdt det kan være, at forene børnene når den ene har en diagnose. Det er jeg fuldt ud klar over, men alligevel vender tanken tilbage – igen og igen; jeg vil gerne være mor til et barn mere.

Det er sgu ikke nemt at være i tvivl om noget, man faktisk ikke er i tvivl om – på ens egne vegne – men mere i tvivl på grund af ens barn. Jeg er stolt over den mor, jeg er blevet til Tobias. At jeg kan varetage ham, uden den store hjælp, at jeg stadig kæmper for ham hver evig eneste dag. Jeg har virkelig lært at skulle råbe op, at fortælle om rett syndrom – både til danske men også udenlandske mennesker heriblandt læger og andre fagfolk. Det vil jeg aldrig ændre eller slippe, dog kan jeg mærke, at der også er noget andet der trækker. At være mor til Tobias, kan ikke sammenlignes med at være mor til et helt ’almindeligt’ barn – det mærker jeg helt tydeligt, når jeg møder andre forældre med ’normale’ børn. Jeg siger ikke, at jeg har det hårdere som mor, jeg siger bare at det kræver noget helt andet – ligesom det kræver noget andet at være mor til et ’normalt’ barn, som går igennem alle livets faser. Jeg vil også bare være den anden mor. Moren som skal finde sig i, at ens barn vokser op, trækker sig væk fordi hans/hendes venner/veninder er mere vigtige i den periode. Det er nok et afsavn.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg vælger at dele dette på min blog – fordi jeg synes faktisk det er enormt intimt, og utroligt grænseoverskridende at være så ærlig. Dog vil jeg også gerne vise, at jeg kan være sårbar, og at jeg kan være ærlig omkring det. Jeg tror måske også, at der er andre kvinder, som har det på samme måde hvis de er alene med et barn med en diagnose. Jeg håber i hvert fald ikke, jeg virker komplet dum, skør eller helt tosset.

Jeg har valgt at bestille tid hos min egen læge, i næste måned, og så vil jeg tage snakken med hende – og så må vi se, om det er en mulighed at få en henvisning til insemination. Jeg bliver jo 35 til næste sommer, og vi kan ikke ændre det faktum, at på et tidspunkt bliver det bare for sent at få flere børn. Jeg kunne sagtens skrive meget mere, men jeg vælger at lade det være som det er – for nu – og så vil jeg skrive mere, når jeg har været hos lægen.

Tak fordi du læste med.

Kh. Maja

 

En indre uro

Puha, jeg har sådan en underlig indre uro, som jeg ikke helt kan sætte ord på. Der er bare noget, der nager mig i forhold til Tobias – jeg ved ikke helt om det er hans skole eller lægerne som giver mig en ubalance. Jeg synes bare jeg er enormt træt, og faktisk rigtig ked af det. Siden sommerferien er slut, er det som om Tobias ikke rigtig kan finde glæden ved at komme i skole igen. Han virker meget trist, når jeg afleverer ham, og så er han meget træt når jeg henter ham. Ikke træt som om at han har lavet en hel masse, men træt som i at han faktisk ikke har oplevet noget andet end at se på andre børn. Der er også kommet tre nye børn til i klassen, samt nyt personale. Der er bare slet ikke nok personale til alle de børn, og jeg oplever en kaos i klassen samt at der faktisk ikke er tid nok til at nå det hele. Det er yderst frustrerende at være vidne til. Jeg forsøger at tage kampen op, i håb om at det kan gøre en forskel. Jeg ved bare ikke helt hvor jeg skal starte, eller om jeg overhovedet har energien til det. Jeg er ikke en som giver op, men jeg er også bare træt af at jeg hele tiden skal råbe op, gøre opmærksom samt skaffe viden. Hvis det ikke er om Tobias’ rett syndrom, så er det hans skolegang, eller min egne ‘problemer’ i forhold til økonomi, jeg skal slås med. Det er så ufattelig udmattende og jeg har faktisk bare brug for en STOR knap hvor der står ‘PAUSE’ som jeg kan trykke på.

Jeg forsøger i øjeblikket at skrive et ‘manuskript’ på et foredrag, som jeg vil holde, fordi jeg har brug for at andre hører om de kampe, man møder når man er alenemor til et handicappet barn. Jeg har brug for at nogle vil støtte op, og være med til at gøre en forskel. Jeg har så desperat brug for at vores politikkere vågner op, og indser at vi skal se potentialet i ALLE børn, også dem med handicap. Min dreng fortjener altså en skole, hvor der er PLADS til hans specifikke væsen, der skal være TID så han kan have kommunikation hver dag, som han havde før sommerferien. Der skal være NOK personale så børnene får en dag med personlig udvikling og trivsel.

Jeg har bare så onst i maven for tiden, fordi jeg føler ikke jeg gør nok. Jeg føler ikke at jeg kan ændre noget som helst. Jeg kan altid mærke, meget nemt, hvornår jeg er fyldt op til randen, for så kan jeg ikke sove om natten, og jeg har meget let til tårer. Så ved jeg at mit liv – endnu en gang – har alt for meget ballade. Det er bare ikke i orden at man som forælder til et barn med handicap skal slås med så mange ting. Det er hårdt nok med et barn som har en sjælden diagnose. Hvorfor bliver der egentlig ikke taget hånd om os, forældre? Hvordan kan det være at jeg faktisk får mindre udbetalt når jeg er på tabt arbejdsfortjeneste i forhold til en som er på kontanthjælp?

Jeg er bare træt!

Jeg beklager det lidt negative indlæg idag, men følte jeg skulle have skrevet det ned og få det ud.

Kh Maja

 

 

Når forældre er i krig

Nå, men skal vi ikke bare tage hul på bylden?
Samværssager er sq altid et ret ømtåleligt emne og det kan være svært at skrive objektivt om dette, når man selv har prøvet ‘krigen’ – jeg har selv følt håbløsheden, forvirringen og ikke mindst; ‘gør jeg det rette’? Men jeg vil alligevel prøve at belyse emnet og så kan man enten hade eller lide min takling af problematikken 🙂

– Jeg kan ikke love at jeg ikke er en smule dømmende – men jeg prøver at undgå det 😉

Jeg har nævnt det før; min dreng, Tobias, ser ikke sin far eller dennes familie. Jeg kan sagtens skrive min version af det, men sandheden er, at det vil netop KUN være min side af sagen I læser. Og selvom jeg vil mene at jeg IKKE er en løgner, er det stadig unfair overfor faren at jeg går i detaljer om vores sag. Men landet ligger sådan og for at være ærlig; jeg er meget taknemlig over at jeg har den fulde forældre myndighed da jeg ved at jeg er den bedste til at takle Tobias og til at tro på hans evner og hans kunnen – så er det sagt! 🙂

Men jeg indrømmer gerne at til trods for at det har lettet min hverdag meget, at jeg ikke længere skulle samarbejde med en ‘far’ som ikke forstod vores søn (ifølge mig), gør det da stadig ondt. Jeg hader faktisk at indrømme det, for jeg er jo en stolt kvinde med ben i næsen. Ville jeg ønske at min dreng havde en far i sit liv? JA, selvfølgelig ville jeg det for jeg mener, til trods for vores egen situation, at langt de fleste børn har brug for begge forældre i deres liv. Ja, der er situationer hvor man kan diskutere om dette nu også er sandt, men lad os nu bare ‘diskutere’ den almen forælder, den forælder som kan varetage sit barn og som ikke har for mange lig i lasten eller lever i et kriminelt miljø og så videre.

Hvad kan virkelig pisse mig af? 
Mødre, som skælder deres eks’er ud, sviner dem til og ikke tænker over at der er et barn/børn som lytter. Nu vil du måske sige “Øh ja, men hvad med faren som sviner moren til?” Ja, det er også forkert, men jeg vælger at tage udgangspunkt i ‘mødre’ da jeg selv er en mor. Generelt, skal BEGGE forældre sq udvise respekt for modparten og hvad endnu vigtigere er; vis dog noget respekt for jeres barn/børn! Og det gør I altså ved at respektere den modsatte forælder. JA, det kan være skide svært MEN prøv nu alligevel.

Jeg læser nogen gange på Facebook, eller hører alenemødre bitche over at faren til deres barn/børn kun vil have børnene hveranden weekend, eller “han vil sq kun tage dem en uge i sommerferien” – det er da også rigtig træls MEN prøv at vær taknemlig for at faren overhovedet er aktiv i barnets/børnenes liv eller prøv den her:

Jeg er sq glad for at jeg har mit/mine barn/børn så meget for så går jeg da ikke glip af noget.
– Den virker altså for mig.

Jeg har også haft perioder hvor jeg tænkte: “Arhmen for sevan, hvor er det dog nemt at være far idag – have det sjovt på lagnerne og lave nogle unger og så…. hej hej, jeg ser dig/jer om to uger… eller i mit tilfælde… aldrig….” Ja, det er sq nemt – men er det nu også det? Hvodan har en mand det i den situation?
Jeg skal da være ærlig og sige ‘jeg er pisse ligeglad hvordan faren har det’ og det mener jeg også men den tankegang hjælper bare ikke meget – i stedet prøver jeg at sige:
‘Hvor er jeg taknemlig over at jeg kan varetage min søn og at jeg får al den tid med ham’
I sidste ende, får vi aldrig den tid igen så hold fast i den og vær stolt hvis I er aleneforælder. Drop negativiteten og vær positiv.

Ja, tro mig – jeg har også været vildt negativ og bandlyst faren langt væk  – jeg har da også dage hvor jeg stadig synes han er en idiot men da jeg ikke hører fra ham, ja så er det faktisk ved at være ude af mit sind. Det der dog gør piv ondt i mit moderhjerte er;
hvordan har min dreng det? Tænker han på sin far? Har han overhovedet nok i mig og min familie?

Tobias har jo ikke det talte sprog, så han kan ikke fortælle mig hvad han tænker eller om han vil se sin far. Jeg må udelukkende følge min egen mavefornemmelse og den fortæller mig heldigvis; Tobias er bedre tjent uden en person som ikke kan/vil engagere sig. Og heldigvis har Tobias nogle FANTASTISKE mandlige pædagoger i sin skole som han er så glad for. De krammer ham og er der for ham – Det gør mig så glad i låget! For sevan, jeg er altså vild med mandlige pædagoger og hvor ville jeg ønske der var flere af dem og at de snæversynede mennesker ville droppe deres latterlige pædofil jagt – ja, det var lige en sidebemærkning men den var vigtig! Lad nu de mandlige pædagoger spille en rolle for jeres børn 🙂
PLUS jeg er så heldig at være i besiddelse af den dejligste familie som støtter mig og min dreng 🙂

Jeg er godt klar over at vi aldrig, uanset hvor meget vi tror vi gør, kan vide sandheden i samværssager for vi hører dem som regel kun fra et synspunkt. Og der er de sager som kan være yderst indviklede og som kan trække ud i langdrag for begge parter.

Som udgangspunkt vil jeg mene at man er nødt til at huske på at man valgte at få barn/børn med den person, man nu ikke længere elsker på same måde og man ikke længere vil bo sammen med. Det er sq fair at man går fra hinanden, men børnene kan altså ikke bare gå fra forældrene på den måde.

Var jeres eks en dårlig forælder da I var sammen?
Turde I ikke lade jeres barn/børn være alene med eks’en?
Er jeres eks stabil og kærlig?

Hvis man nu lukker øjnene og spørger sig selv disse spørgsmål, slår al vreden fra og udelukkende fokuserer på børnene og kan man svare ja til de spørgsmål, så er der jo ikke så meget at debattere.

LAD nu VÆR med at holde jeres børn for jer selv hvis den anden forælder er lige så fantastisk som dig selv! Husk jeres børn ikke stopper med at elske den anden forælder og come on, jeres liv er da bedre hvis I beholder jeres sparringspartner i forhold til jeres børn.

Husk nu bare at er der en forælder som vil være aktive i jeres barns/børns liv, så hold da fast i dette – drop brokkeriet og kom videre. Det hjælper bare ikke noget at være negativ for uanset hvordan dælen vi vender og drejer det, så ER der forskel på MÆND og KVINDER og var I stadig sammen med faren til barnet, ville denne forskel også være synlig her. Vi ser det bare gang på gang, mænd kan bedre undvære deres børn hvor vi kvinder helst vil være over dem hele tiden.

Med dette mener jeg altså IKKE at en far bare kan være passiv og se sine børn når han lyster for NEJ, sådan fungerer det heller ikke – men bare at den forskel på mænd og kvinder altid har været der – også da I var sammen! 🙂

Jeg har måske gjort mig selv rigtig upopulær med denne post men jeg valgte at vove pelsen, da det er et emne som har irriteret mig længe og fordi det selv tog mig ekstremt lang tid at nå hertil hvor jeg bare fokuserer på taknemligheden over at være alene med min dreng og vide at jeg gør det bedste jeg kan – uanset hvad man går igennem, er ens børn bare det vigtigste og man må (desværre) slippe stoltheden en gang imellem.

Jeg kender ikke jeres personlige historie og der er altid TO sider af EN sag. Og læser du denne blog og står helt alene (om du er alenefar eller mor) uden den anden forælder, så er det skide hårdt at stå med alting selv MEN giv da lige dig selv et skulderklap og vid du er SEJ og dit barn elsker dig.

Kærlige hilsner Maja 🙂