Tag Arkiver: samliv

En indre uro

Puha, jeg har sådan en underlig indre uro, som jeg ikke helt kan sætte ord på. Der er bare noget, der nager mig i forhold til Tobias – jeg ved ikke helt om det er hans skole eller lægerne som giver mig en ubalance. Jeg synes bare jeg er enormt træt, og faktisk rigtig ked af det. Siden sommerferien er slut, er det som om Tobias ikke rigtig kan finde glæden ved at komme i skole igen. Han virker meget trist, når jeg afleverer ham, og så er han meget træt når jeg henter ham. Ikke træt som om at han har lavet en hel masse, men træt som i at han faktisk ikke har oplevet noget andet end at se på andre børn. Der er også kommet tre nye børn til i klassen, samt nyt personale. Der er bare slet ikke nok personale til alle de børn, og jeg oplever en kaos i klassen samt at der faktisk ikke er tid nok til at nå det hele. Det er yderst frustrerende at være vidne til. Jeg forsøger at tage kampen op, i håb om at det kan gøre en forskel. Jeg ved bare ikke helt hvor jeg skal starte, eller om jeg overhovedet har energien til det. Jeg er ikke en som giver op, men jeg er også bare træt af at jeg hele tiden skal råbe op, gøre opmærksom samt skaffe viden. Hvis det ikke er om Tobias’ rett syndrom, så er det hans skolegang, eller min egne ‘problemer’ i forhold til økonomi, jeg skal slås med. Det er så ufattelig udmattende og jeg har faktisk bare brug for en STOR knap hvor der står ‘PAUSE’ som jeg kan trykke på.

Jeg forsøger i øjeblikket at skrive et ‘manuskript’ på et foredrag, som jeg vil holde, fordi jeg har brug for at andre hører om de kampe, man møder når man er alenemor til et handicappet barn. Jeg har brug for at nogle vil støtte op, og være med til at gøre en forskel. Jeg har så desperat brug for at vores politikkere vågner op, og indser at vi skal se potentialet i ALLE børn, også dem med handicap. Min dreng fortjener altså en skole, hvor der er PLADS til hans specifikke væsen, der skal være TID så han kan have kommunikation hver dag, som han havde før sommerferien. Der skal være NOK personale så børnene får en dag med personlig udvikling og trivsel.

Jeg har bare så onst i maven for tiden, fordi jeg føler ikke jeg gør nok. Jeg føler ikke at jeg kan ændre noget som helst. Jeg kan altid mærke, meget nemt, hvornår jeg er fyldt op til randen, for så kan jeg ikke sove om natten, og jeg har meget let til tårer. Så ved jeg at mit liv – endnu en gang – har alt for meget ballade. Det er bare ikke i orden at man som forælder til et barn med handicap skal slås med så mange ting. Det er hårdt nok med et barn som har en sjælden diagnose. Hvorfor bliver der egentlig ikke taget hånd om os, forældre? Hvordan kan det være at jeg faktisk får mindre udbetalt når jeg er på tabt arbejdsfortjeneste i forhold til en som er på kontanthjælp?

Jeg er bare træt!

Jeg beklager det lidt negative indlæg idag, men følte jeg skulle have skrevet det ned og få det ud.

Kh Maja

 

 

Når forældre er i krig

Nå, men skal vi ikke bare tage hul på bylden?
Samværssager er sq altid et ret ømtåleligt emne og det kan være svært at skrive objektivt om dette, når man selv har prøvet ‘krigen’ – jeg har selv følt håbløsheden, forvirringen og ikke mindst; ‘gør jeg det rette’? Men jeg vil alligevel prøve at belyse emnet og så kan man enten hade eller lide min takling af problematikken 🙂

– Jeg kan ikke love at jeg ikke er en smule dømmende – men jeg prøver at undgå det 😉

Jeg har nævnt det før; min dreng, Tobias, ser ikke sin far eller dennes familie. Jeg kan sagtens skrive min version af det, men sandheden er, at det vil netop KUN være min side af sagen I læser. Og selvom jeg vil mene at jeg IKKE er en løgner, er det stadig unfair overfor faren at jeg går i detaljer om vores sag. Men landet ligger sådan og for at være ærlig; jeg er meget taknemlig over at jeg har den fulde forældre myndighed da jeg ved at jeg er den bedste til at takle Tobias og til at tro på hans evner og hans kunnen – så er det sagt! 🙂

Men jeg indrømmer gerne at til trods for at det har lettet min hverdag meget, at jeg ikke længere skulle samarbejde med en ‘far’ som ikke forstod vores søn (ifølge mig), gør det da stadig ondt. Jeg hader faktisk at indrømme det, for jeg er jo en stolt kvinde med ben i næsen. Ville jeg ønske at min dreng havde en far i sit liv? JA, selvfølgelig ville jeg det for jeg mener, til trods for vores egen situation, at langt de fleste børn har brug for begge forældre i deres liv. Ja, der er situationer hvor man kan diskutere om dette nu også er sandt, men lad os nu bare ‘diskutere’ den almen forælder, den forælder som kan varetage sit barn og som ikke har for mange lig i lasten eller lever i et kriminelt miljø og så videre.

Hvad kan virkelig pisse mig af? 
Mødre, som skælder deres eks’er ud, sviner dem til og ikke tænker over at der er et barn/børn som lytter. Nu vil du måske sige “Øh ja, men hvad med faren som sviner moren til?” Ja, det er også forkert, men jeg vælger at tage udgangspunkt i ‘mødre’ da jeg selv er en mor. Generelt, skal BEGGE forældre sq udvise respekt for modparten og hvad endnu vigtigere er; vis dog noget respekt for jeres barn/børn! Og det gør I altså ved at respektere den modsatte forælder. JA, det kan være skide svært MEN prøv nu alligevel.

Jeg læser nogen gange på Facebook, eller hører alenemødre bitche over at faren til deres barn/børn kun vil have børnene hveranden weekend, eller “han vil sq kun tage dem en uge i sommerferien” – det er da også rigtig træls MEN prøv at vær taknemlig for at faren overhovedet er aktiv i barnets/børnenes liv eller prøv den her:

Jeg er sq glad for at jeg har mit/mine barn/børn så meget for så går jeg da ikke glip af noget.
– Den virker altså for mig.

Jeg har også haft perioder hvor jeg tænkte: “Arhmen for sevan, hvor er det dog nemt at være far idag – have det sjovt på lagnerne og lave nogle unger og så…. hej hej, jeg ser dig/jer om to uger… eller i mit tilfælde… aldrig….” Ja, det er sq nemt – men er det nu også det? Hvodan har en mand det i den situation?
Jeg skal da være ærlig og sige ‘jeg er pisse ligeglad hvordan faren har det’ og det mener jeg også men den tankegang hjælper bare ikke meget – i stedet prøver jeg at sige:
‘Hvor er jeg taknemlig over at jeg kan varetage min søn og at jeg får al den tid med ham’
I sidste ende, får vi aldrig den tid igen så hold fast i den og vær stolt hvis I er aleneforælder. Drop negativiteten og vær positiv.

Ja, tro mig – jeg har også været vildt negativ og bandlyst faren langt væk  – jeg har da også dage hvor jeg stadig synes han er en idiot men da jeg ikke hører fra ham, ja så er det faktisk ved at være ude af mit sind. Det der dog gør piv ondt i mit moderhjerte er;
hvordan har min dreng det? Tænker han på sin far? Har han overhovedet nok i mig og min familie?

Tobias har jo ikke det talte sprog, så han kan ikke fortælle mig hvad han tænker eller om han vil se sin far. Jeg må udelukkende følge min egen mavefornemmelse og den fortæller mig heldigvis; Tobias er bedre tjent uden en person som ikke kan/vil engagere sig. Og heldigvis har Tobias nogle FANTASTISKE mandlige pædagoger i sin skole som han er så glad for. De krammer ham og er der for ham – Det gør mig så glad i låget! For sevan, jeg er altså vild med mandlige pædagoger og hvor ville jeg ønske der var flere af dem og at de snæversynede mennesker ville droppe deres latterlige pædofil jagt – ja, det var lige en sidebemærkning men den var vigtig! Lad nu de mandlige pædagoger spille en rolle for jeres børn 🙂
PLUS jeg er så heldig at være i besiddelse af den dejligste familie som støtter mig og min dreng 🙂

Jeg er godt klar over at vi aldrig, uanset hvor meget vi tror vi gør, kan vide sandheden i samværssager for vi hører dem som regel kun fra et synspunkt. Og der er de sager som kan være yderst indviklede og som kan trække ud i langdrag for begge parter.

Som udgangspunkt vil jeg mene at man er nødt til at huske på at man valgte at få barn/børn med den person, man nu ikke længere elsker på same måde og man ikke længere vil bo sammen med. Det er sq fair at man går fra hinanden, men børnene kan altså ikke bare gå fra forældrene på den måde.

Var jeres eks en dårlig forælder da I var sammen?
Turde I ikke lade jeres barn/børn være alene med eks’en?
Er jeres eks stabil og kærlig?

Hvis man nu lukker øjnene og spørger sig selv disse spørgsmål, slår al vreden fra og udelukkende fokuserer på børnene og kan man svare ja til de spørgsmål, så er der jo ikke så meget at debattere.

LAD nu VÆR med at holde jeres børn for jer selv hvis den anden forælder er lige så fantastisk som dig selv! Husk jeres børn ikke stopper med at elske den anden forælder og come on, jeres liv er da bedre hvis I beholder jeres sparringspartner i forhold til jeres børn.

Husk nu bare at er der en forælder som vil være aktive i jeres barns/børns liv, så hold da fast i dette – drop brokkeriet og kom videre. Det hjælper bare ikke noget at være negativ for uanset hvordan dælen vi vender og drejer det, så ER der forskel på MÆND og KVINDER og var I stadig sammen med faren til barnet, ville denne forskel også være synlig her. Vi ser det bare gang på gang, mænd kan bedre undvære deres børn hvor vi kvinder helst vil være over dem hele tiden.

Med dette mener jeg altså IKKE at en far bare kan være passiv og se sine børn når han lyster for NEJ, sådan fungerer det heller ikke – men bare at den forskel på mænd og kvinder altid har været der – også da I var sammen! 🙂

Jeg har måske gjort mig selv rigtig upopulær med denne post men jeg valgte at vove pelsen, da det er et emne som har irriteret mig længe og fordi det selv tog mig ekstremt lang tid at nå hertil hvor jeg bare fokuserer på taknemligheden over at være alene med min dreng og vide at jeg gør det bedste jeg kan – uanset hvad man går igennem, er ens børn bare det vigtigste og man må (desværre) slippe stoltheden en gang imellem.

Jeg kender ikke jeres personlige historie og der er altid TO sider af EN sag. Og læser du denne blog og står helt alene (om du er alenefar eller mor) uden den anden forælder, så er det skide hårdt at stå med alting selv MEN giv da lige dig selv et skulderklap og vid du er SEJ og dit barn elsker dig.

Kærlige hilsner Maja 🙂