Tag Arkiver: sygdom

En indre uro

Puha, jeg har sådan en underlig indre uro, som jeg ikke helt kan sætte ord på. Der er bare noget, der nager mig i forhold til Tobias – jeg ved ikke helt om det er hans skole eller lægerne som giver mig en ubalance. Jeg synes bare jeg er enormt træt, og faktisk rigtig ked af det. Siden sommerferien er slut, er det som om Tobias ikke rigtig kan finde glæden ved at komme i skole igen. Han virker meget trist, når jeg afleverer ham, og så er han meget træt når jeg henter ham. Ikke træt som om at han har lavet en hel masse, men træt som i at han faktisk ikke har oplevet noget andet end at se på andre børn. Der er også kommet tre nye børn til i klassen, samt nyt personale. Der er bare slet ikke nok personale til alle de børn, og jeg oplever en kaos i klassen samt at der faktisk ikke er tid nok til at nå det hele. Det er yderst frustrerende at være vidne til. Jeg forsøger at tage kampen op, i håb om at det kan gøre en forskel. Jeg ved bare ikke helt hvor jeg skal starte, eller om jeg overhovedet har energien til det. Jeg er ikke en som giver op, men jeg er også bare træt af at jeg hele tiden skal råbe op, gøre opmærksom samt skaffe viden. Hvis det ikke er om Tobias’ rett syndrom, så er det hans skolegang, eller min egne ‘problemer’ i forhold til økonomi, jeg skal slås med. Det er så ufattelig udmattende og jeg har faktisk bare brug for en STOR knap hvor der står ‘PAUSE’ som jeg kan trykke på.

Jeg forsøger i øjeblikket at skrive et ‘manuskript’ på et foredrag, som jeg vil holde, fordi jeg har brug for at andre hører om de kampe, man møder når man er alenemor til et handicappet barn. Jeg har brug for at nogle vil støtte op, og være med til at gøre en forskel. Jeg har så desperat brug for at vores politikkere vågner op, og indser at vi skal se potentialet i ALLE børn, også dem med handicap. Min dreng fortjener altså en skole, hvor der er PLADS til hans specifikke væsen, der skal være TID så han kan have kommunikation hver dag, som han havde før sommerferien. Der skal være NOK personale så børnene får en dag med personlig udvikling og trivsel.

Jeg har bare så onst i maven for tiden, fordi jeg føler ikke jeg gør nok. Jeg føler ikke at jeg kan ændre noget som helst. Jeg kan altid mærke, meget nemt, hvornår jeg er fyldt op til randen, for så kan jeg ikke sove om natten, og jeg har meget let til tårer. Så ved jeg at mit liv – endnu en gang – har alt for meget ballade. Det er bare ikke i orden at man som forælder til et barn med handicap skal slås med så mange ting. Det er hårdt nok med et barn som har en sjælden diagnose. Hvorfor bliver der egentlig ikke taget hånd om os, forældre? Hvordan kan det være at jeg faktisk får mindre udbetalt når jeg er på tabt arbejdsfortjeneste i forhold til en som er på kontanthjælp?

Jeg er bare træt!

Jeg beklager det lidt negative indlæg idag, men følte jeg skulle have skrevet det ned og få det ud.

Kh Maja

 

 

Tobias skal opereres

I dag tog vi til Kolding Sygehus, hvor Tobias skulle til kontrol hos ortopædisk afdeling – dog var det en læge fra OUH, som foretog undersøgelsen denne gang. Dette var tredje gang, hans ankler skulle tjekkes.

Lægen var enormt sød, og rar. Han tog sig virkelig tid til at undersøge Tobias. Da det var gjort, gik min søster og Tobias ud af lokalet, imens jeg snakkede med lægen. Tobias bliver altid utrolig larmende, og frustreret på sygehuse, så det er en KÆMPE hjælp at min søster tager med. Det giver mig fred og ro, til at snakke alt igennem med pågældende læge.

Denne her læge fortalte mig, at han anbefaler at Tobias bliver opereret snarest. Tobias skal have forlænget begge akillessener, og så skal han desværre også have ‘stivet’ hans højre fod en smule af. Dette gøres ved, at de tager et stykke fra hans højre hofteknogle, og sætter den ned i foden via de andre knogler – det er svært at forklare skrifligt – men på den måde, vil det kunne korrigere Tobias’ højre ankel/fod en smule. Som det er lige nu, hælder hans fod enormt meget indad – hvis ikke operationen bliver gjort snarest, vil det skabe endnu større skade. Så reelt set, er det jo tre operationer i en. Det bliver en voldsom omgang for min lille dreng.

Tobias må så ikke støtte på sine ben/fødder, efter operationen, i seks uger.

Puha, det bliver noget af en omgang. Jeg er egentlig ligeglad med, at han så nok skal være hjemme fra skole i de seks uger. Det er ikke det, der bekymrer mig. Faktisk har jeg det også bedre med at han er hjemme, for så er jeg sikker på, at han har det nogenlunde tilpas. Det kan godt være jeg er lidt pyller, men sådan er det. Jeg følger mit hjerte, som jeg altid har gjort. Det slår aldrig fejl. En mor ved bedst. Men jeg har det meget svært ved, at han igen (for fjerde gang) skal i fuld narkose. Operationen tager cirka to timer. Der er ikke noget værre, end at se sit barn komme i fuld narkose. Enhver der har prøvet det, ved hvor hjerteskærende det er. Det er ALDRIG rart! Og hvad hvis der sker noget alvorligt under operationen? Hvad hvis operationen slet ikke virker? Hvad hvis Tobias aldrig kommer til at gå igen? Alle de bekymringer og tanker – dem kan man bare ikke slukke for  – jeg ved godt, at mange danskere får forlænget deres akillessener, og måske også får stivet deres fødder af, som det Tobias skal have gjort, men de har heller ikke rett syndrom. Og da man ikke ved meget om sygdommen, generelt, og da slet ikke når det er drenge der har det, ja så føler man altid, at man fumler rundt i mørket. DOG ved jeg godt, at Tobias er en mega sej dreng, som er ligeså stædig som sin mor. Og bliver det brugt korrekt, skal han nok komme til at gå, og måske endnu bedre ned han gør nu.

Som lægen sagde, det er ikke til at vide om Tobias egentlig har ondt (som det er lige nu), fordi børn med rett syndrom jo oftest har en høj smertetærskel, så det er ikke sikkert jeg, fysisk, kan mærke/se det på Tobias, men det kan hans krop. Så jeg er jo slet ikke i tvivl om, at den operation er nødvendig, og det kan ligeså godt gøres nu hvor Tobias stadig er gående, han er ikke så stor og han er ‘kun’ 11 år. Jeg regner med at operationen kommer til at ske til Februar næste år. Jeg er i hvert fald helt tryg ved den læge som skal udføre operationen – det er nemlig selvsamme som undersøgte Tobias idag – det bad jeg nemlig selv om.

Jeg ville ønske, min søn ikke skulle igennem alle de ting, han skal – jeg ville ønske, jeg kunne tage rett syndrom fra ham – jeg ville ønske, at han aldrig skulle i fuld narkose igen, eller at han ikke skulle opleve smerte. Jeg kan desværre bare ikke fjerne disse ting – men jeg kan sørge for, at det hele foregå så blidt som muligt, og at han er omgivet af kærlighed fra mig, og min dejlige familie.

Når man sidder inde hos en læge for at diskutere Tobias’ fremtid, er det altså (til tider) underligt (selvom jeg også er vant til det) men det er mærkeligt, ikke at have en far ved siden af. En der kunne hjælpe med at løfte byrden lidt, en som kunne hjælpe med de svære beslutninger der er. Normalt, til hverdag, er jeg fuldt ud tilfreds med livet som alenemor, men for sevan, hvor er der også perioder, hvor jeg savner at have en til at hjælpe. Dog er jeg også meget afklaret med, samt klar over, at jeg er alene med Tobias, og at det er for det bedste, men derfor kan man godt, on/off, ønske man havde en partner. MEN det har jeg ikke, til gengæld har jeg verdens sejeste dreng, og en familie som også vil gå igennem ild for at Tobias har det godt. Jeg ved at Tobias ikke mangler noget, og at han har det godt – til trods for lorte rett syndrom!

Den operation skal bare overståes.

Jeg håber I alle får en rigtig glædelig jul, og et godt nytår.

xoxo Maja

Kære Fredericia Kommune

 

Jeg har faktisk mest af alt lyst til at slå op med dig. Jeg har lyst til at pakke mine ting, og flygte langt væk fra dig. Du behandler mig ikke godt men værst af alt, så behandler du min dreng på den mest afskyelige måde. Du forstår ikke hvad jeg siger, du lytter ikke til hvad jeg siger og du forsøger i hvert fald slet ikke at sætte dig ind i de problematikker som jeg slås med, hver evig eneste dag. Du kan heller ikke forstå mit barn. Det kunne jeg måske godt bære over med, for mange forstår ikke mit barn. At forstå mit barn kræver en del, men det kan lade sig gøre. Ja altså hvis man har tålmodighed, passion og vigtigst af alt; medmenneskelighed. Desværre besidder du ingen af disse evner.

Da jeg havde købt en ejerlejlighed, havde et stabilt job, bil og fik mit drømmebarn – ja så havde vi to ingen problemer. Du passede dit og jeg passede mit. MEN da mit drømmebarn så ikke udviklede sig som så mange andre børn gør, ja så begyndte du er gøre min hverdag endnu værre. Som om det ikke er hårdt nok at se sit barn sygne hen, se sit barn miste sprog, færdigheder osv. Nej nej, det er ikke sorg nok. Livet skal være endnu hårdere – i hvert fald hvis man er sammen med dig.

Mit barn gik i mange år uden diagnose (ja faktisk gik jeg i ti år, uden at vide hvad der var galt med mit barn), og i alle de år klagede jeg aldrig. Jeg gjorde bare mit ypperste for at mit barn overlevede – såmænd ikke andet. Jeg tog ansvar, og hjemmetrænede mit barn. Den hjemmetræning skulle du dog også forsøge at ødelægge. Jeg kunne ikke få det jeg havde krav på, og ingen vidste noget i kommunen. Så mit barn begyndte i skole. Her er jeg dog tilfreds, for de mennesker du har ansat på min søns skole, er gode mennesker som faktisk vil mit barn og vil sørge for at han har det godt. Faktisk formår de også at lytte til mig, de dømmer ikke og de kan finde ud af at samarbejde. Gid du da havde de samme egenskaber. Jeg har forsøgt at række ud til dig – mange gange – men du afviser mig og slår nærmest bare hånden af mig. Jeg ved ikke hvor det går galt med dig. Om du mon mangler empati, om du mon kun går op i kroner og ører? Eller om nogen simpelthen har glemt at informere dig om at du faktisk har borgere som du burde tage dig af. Mennesker som du burde tage hånd om, som du burde lytte til. I stedet gør du det hele meget mere besværligt. Nogle vil måske mene at jeg bare skal mande mig op, og slå op med dig. Det gør andre jo i ulykkelige parforhold men jeg vil ikke give op. Jeg har ikke lyst til at flygte, og jeg har ikke lyst til at slå op. Når alt kommer til alt, er Fredericia jo min fødeby. Det er her jeg vil bo men jeg ville dog ønske at jeg følte mig velkommen. At mit handicappede barn var velkommen. Jeg er jo godt klar over at du bliver styret af love og paragraffer, men mon ikke det er okay at lytte til individet? Mon det er ulovligt?

Da jeg er alene med mit barn, og ikke har mulighed for at have et job, har jeg været på kontanthjælp – også her straffer du mig og putter mig ned i samme kasse, som andre mennesker. Uden at tænke over at jeg simpelthen IKKE har haft mulighed for at skrabe 225 timers ordinært arbejde sammen. Så jeg skal betale ved kasse et og undvære endnu flere penge. Det kan jeg også klare. Det SKAL jeg jo.

Men da jeg så søger om at få en trivselsbil til mit barn, skal jeg vente lidt over et år for at blive godkendt. Herefter begynder en jagt på den rigtige bil – det er også en god ide – men hvordan valget så falder på den dyreste, største og den bil som ikke kan indrettes efter mit barns behov, ja det fatter jeg så ikke. Jeg får ’tildelt’ en bil som jeg ikke har råd til, og kan derfor ikke få en trivselsbil til mit barn. Jeg kan derfor ikke gøre meget hvis mit barn pludselig skal akut til læge, sygehus eller lignende. Jo, jeg kan gå. Og jeg har da også en transportkørestol til mit barn. Men også her vælger du ikke at lytte. Så jeg har nu en kørestol til mit barn som er udelukkende til transport – fair nok, for det er jo også det han har brug for da han ikke kan gå langt – men nu viser det sig også at den er alt for lille og den faktisk mangler nogle sikkerhedsmæssige foranstaltninger – heller ikke her gør du noget nemt. Jeg har nu ventet i to måneder på at få en afgørelse på om den nuværende kørestol kan forbedres, gøres større eller om der skal en ny kørestol til. Og lad os også lige snakke om hvordan det føles at være en mor som gerne vil gøre hverdagen bedre for sit barn med noget så simpelt som toilettræning. Her efterlyser jeg et toiletsæde, hvor jeg får af vide at det kan jeg selv finde. Efter noget tid finder du så ud af at jeg godt kan få et men jeg skal bare lige være forberedt på at det jo er lavet til ældre personer, så bredden imellem håndtagene som min søn skal bruge, er nok for store men vi prøver da alligevel? Her har jeg også ventet to måneder, og jeg har stadig ikke set skyggen af det toiletsæde.

Mit barn har Rett syndrom – en sjælden genetisk sygdom som desværre ofte har fatale konsekvenser for drengebørn. Min dreng er nu 11 år og jeg er taknemlig for stadig at have ham. Ja faktisk er jeg taknemlig over at han trives så godt som han gør. Især med tanke på hvor besværligt, du har gjort det hele hans liv. Simpel ting for nogle, men en pusleplads? Mit barn er som sagt 11, og bruger stadig ble. Jeg kan ikke få en pusleplads fordi der ikke er plads nogle steder til det. Og badeværelset er for lille så jeg skifter mit barn på stuegulvet.

Da jeg spurgte om vi evt. kunne få tildelt en handicap venlig bolig, sagde du ja, men jeg skulle lige være opmærksom på at jeg nok stod bagerst i køen, fordi jeg jo ikke var en familie. Der er jo kun min dreng og jeg, og åbenbart er det ikke en familie i dine øjne. Så jeg skal straffes, af dig, fordi min eks ikke længere er i vores liv, og straffes for at jeg endnu ikke har fundet en ny mand og har fået flere børn… for det er åbenbart den eneste rigtige måde at være familie på? Ved du hvad, kære Fredericia Kommune, jeg har en familie.

Du tilbød da også på et tidspunkt en bolig men den lå så langt fra alting, jeg ikke ville have mulighed for at kunne handle, men det er selvfølgelig også lige meget for hvem har brug for mad når der findes kærlighed og kildevand?

Jeg valgte derfor at spare dig for besvær og en masse penge ved at sige nej tak til en handicapbolig. Jeg sagde nej fordi min dreng trives hvor vi bor. Her er fredeligt, og vi er omgivet af mennesker som hilser på min dreng hver dag.

I dag har jeg så spurgt om det er muligt at få lavet nogle småting på min søns værelse, så han ikke kommer til skade. Min dreng sover i min seng lige pt. Det gør han fordi han er meget morsyg, men også fordi han kan ’finde på’ at komme ud af sin seng. På hans værelse, er der en tung vindueskarm i marmor, og to store radiatorrør som min søn kan slå sit hoved ind i. Ja ja, du vil sige at alle børn kan komme til skade MEN ikke alle børn mangler deres faldrefleks som mit barn gør. Desuden er hans værelse lille og min søn ’fylder en del’ fordi han går meget bredsporet. Du sendte så en af dine rare veninder hjem til mig for at vurdere. Din kære veninde fortalte mig så at man i Fredericia Kommune jo bare lader forældre sove i stuen, hvis deres børn har brug for større værelser, eller jeg kunne jo også bytte værelse med mit søn. Mit soveværelse er stort, ja, og jeg sover også i en dobbeltseng selvom jeg bor alene.

SKYLDIG.

Men jeg har også en rumdeler med en masse bøger, som min søn så skulle have på sit værelse, og jeg ville skulle sove på en enkeltseng fordi min dobbeltseng ikke kan være på min søns værelse.

Jeg kunne sagtens bytte værelse med min dreng – ingen problem – men er det det rigtige? Nej, for mit barn ville faktisk slet ikke trives i et værelse der er så stort. Han har brug for begrænsninger og det er der på hans nuværende værelse, men det er bare ikke handicapvenligt.

Fredericia Kommune går altid ind for den billigste løsning, sagde din veninde. Det kan jeg måske egentlig godt forstå, fordi du jo er styret af love og paragraffer osv. MEN kan det virkelig passe at du hellere vil nedbryde en enlig mor, stykke efter stykke, sørge for at hun ikke længere har anden funktion end blot være mor til et handicappet barn? At en 33-årig kvinde skal føle sig så nedslået, uden håb og føle at hendes eneste mål her i livet er, at bo i en sofa imens hun kæmper en kamp for hendes syge barns overlevelse? Er der slet ikke plads til medmenneskelighed? Eller plads til at en mor og et barn kan føle sig trygge i en kommune?

Jeg har, med garanti, glemt nogle episoder og kampe jeg har haft med dig – det er hvad stress gør ved en. Man glemmer ting. Og måske det er meget godt for dig at jeg har glemt nogle ting i dette brev.

Så kære Fredericia Kommune, jeg vil ikke slå op med dig – jeg vil hellere vælge den lange og tunge vej og kæmpe imod dig. Og faktisk er det ikke fordi jeg vil kæmpe imod dig, men vil kæmpe for at du bliver bedre. Jeg vil kæmpe for at du forstår alvoren i at være forældre til syge børn. At du forstår hvor syg en forælder kan blive af en sådan hverdag. Måske du vil lytte, måske du har brug for tvang, måske vi skal meget længere ud før du indser hvor uretfærdig du har været overfor mig – og sikkert også overfor rigtig mange andre mennesker. Jeg er ikke i tvivl om at du gerne vil være en god kommune og du vil gerne se godt ud. Men hvad nytter det at se godt ud, hvis man er pil rådden indeni?

Når jeg ser mig selv i spejlet, hvad enten det er om morgenen eller om aftenen, ser jeg en træt kvinde. En kvinde med triste øjne. Men samtidig ser jeg også en kvinde som skal være stolt for hun har kæmpet, hver dag. Hun har formået at holde sig nogenlunde oven vande hvor andre ville have brudt sammen.

Hvad ser du mon i dit spejlbillede?

Den kærligste hilsen, jeg kan mestre lige nu, fra mig til dig

~ Maja

Er jeg helt skør?

Ja, jeg ved sq snart ikke om jeg er ved at blive komplet sindssyg, eller om jeg ikke kan få nok udfordringer? Jeg er ved at starte mit eget forlag. Jeg mangler stadig en hulens masse detaljer, og jeg ved endnu ikke datoen for den endelige opstart. Jeg afventer kommunen da jeg er så heldig at få virksomheds-revalidering de første seks måneder. Puha, det gælder sq om at have is i maven, for jeg aner jo ærlig talt ikke om det kan bære eller briste? Men jeg ser faktisk ingen anden udvej end at satse hele butikken, fordi jeg ikke har mulighed for en almindelig fuldtidsstilling når jeg er alene med min dreng, som jo har Rett Syndrom. Jeg brokker mig ikke, for selvom mit liv måske er langt mere kompliceret end mange andres, ja så lærer jeg virkelig også meget om livet, mig selv og om dét at have et sygt barn som har brug for en 24/7 – det er hårdt, det skal jeg ikke lyve om men for sevan, hvor jeg dog elsker den seje dreng så højt at det næsten gør ondt.

Nå, men ikke nok med at jeg skal til at være selvstændig, ja så har jeg jo lige taget den store beslutning om at Tobias skal have nedsat skoletid – han skal starte i ny klasse efter sommerferien, så han får til efterårsferien til at falde helt til i den nye klasse, med nye skolekammerater og pædagoger. Han kender dem alle men han er ikke vant til en skoledag sammen med dem på den måde. Så efter efterårsferien, skal Tobias hjem hver dag klokken 12, for så kan jeg nemlig træne Tobias’ motorik – både grov og fin motorik. Det er ingen nem opgave men det er så en opgave som ikke kan lade sig gøre i skolen. De gør alt hvad de kan men det er hårdt for eksempelvis en fysioterapeut at skulle træne med en dreng som bliver mega hysterisk og tosset. Det går over fysioterapeutens grænse, og det forstår jeg egentlig godt. Så derfor har jeg besluttet mig for at tage den opgave på mine skuldre. Jeg har før hjemmetrænet Tobias – det gjorde jeg i et år før han startede i skole – men det var ikke nemt for Tobias var simpelthen ikke klar til det. Dog var hjemmetræningen ekstrem god for hans humør og han blev atter den glade dreng – som inden Rett Syndrom slog til – så helt tabt var det absolut ikke. Tobias viser dog, i dag, at han er mere klar. Han har mere mod på udfordringer. Han trives langt bedre i dag end dengang. Han er absolut (stadig) ikke vild med krav eller nye ting, men ja det må vi jo bare arbejde intenst med. Jeg vil dog ikke have at Tobias går glip af det sociale aspekt ved at gå i skole, men for at han kan holde til træning, er hans skoledage nødt til at blive kortere. Jeg glæder mig faktisk meget fordi jeg ved, i mit hjerte, at det er det rette for min dreng at gøre. Skolen er også med på idéen, så nu har jeg lige lidt tid til at få styr på mit forlag, få det op at køre og udarbejde en træningsplan til Tobias.

Jeg var lige ved at ville tage Tobias med til en neuropraktiker (en mand som har selvudnævnt sig selv med denne titel) som vi har været hos før. En som hjælper forældre med en træningsplan, rådgivning osv. Men da jeg fik af vide at det nu koster 15.000 kr. –  ja så besluttede jeg mig for ’NEJ TAK’ ! Det kan jeg sq godt selv klare. Der er ingen tvivl om at denne mand er dygtig og har hjulpet flere børn, dog kan jeg være i tvivl om han egentlig kan hjælpe et barn med Rett Syndrom mere end jeg selv kan? Derudover er det bare voldsomt dyrt for en konsultation på 4 timer på Sjælland. Vejledning og rådgivning kan være godt men ikke til den pris! Jeg ved jo egentlig godt hvad det kræver, og jeg kender alligevel mit barn bedst.

Hermed vil jeg gerne love at hvis jeg nogensinde knækker koden til Rett Syndrom, eller jeg virkelig opdager hvad der hjælper og ikke hjælper (her snakker vi altså ikke om alle de millioner af ’hjælpemidler’ som man kan få til sit handicappede barn) så vil jeg ALDRIG nogensinde tage så mange penge for at hjælpe andre! Ja, man skal jo kunne leve af at være selvstændig, men jeg er ret sikker på at det godt kan lade sig gøre for langt mindre, Jeg blev faktisk ret chokeret over den nye pris. Så den klarer Tobias og jeg da vist bare selv.

Nå, men det var bare lige det jeg ville dele med jer alle i dag – ha’ en dejlig dag.

Hilsen Maja

F*** dig Rett Syndrom!

Jeg får ofte af vide at jeg er ekstrem stærk, men i dag er en af de dage, hvor det er lige meget hvor mange gange jeg end hører det, så vil jeg stadig føle mig ekstremt svag! Jeg har en af de dage hvor hele min verden er brudt sammen, og jeg er bare fyldt med bekymringer, sorg og VREDE!

Jeg har snakket med genetikeren fra Kennedy Centret, hvor de er ’eksperter’ på Rett Syndrom – sandheden er bare at det ikke kræver meget at være ekspert på det område, da det er en sjælden sygdom som lægeverdenen desværre ikke ved meget om. Det eneste jeg kan få oplyst, er nogle tal på hvor mange procenter af Tobias’ celler der er ramt af Rett Syndrom. Derfor kan det føles enormt uretfærdigt og arrogant at være forælder til et barn med en sjælden sygdom. Uretfærdigt fordi det altid er sådan når børn bliver syge! Arrogant fordi jeg er så træt af at forsøge at stille spørgsmål og sætte gang i ’debat’ hos lægerne og det eneste man får tilbage er, ”nej, det tror vi ikke har nogen virkning’ eller, ’de lover guld og grønne skove i USA’. Det gør mig så ked af det at min søn har en sygdom som ingen kan gøre noget ved, en sygdom som har taget ham fra mig på en måde. En sygdom som gør det endnu mere vanskeligt at være alene forælder. Egentlig fortalte genetikeren mig ikke noget der har ændret Tobias, og alligevel er jeg brudt helt sammen, og jeg kan slet ikke finde hoved eller hale i noget. Mit hjerte gør ondt og min hjerne er fyldt med tanker som: kan jeg overhovedet klare alt det her en dag mere? Er jeg stærk nok til at bære Tobias igennem hele livet? Gør jeg det bedste for ham? Accepterer jeg ikke hans sygdom? Er jeg naiv og alt for drømmende, hvis jeg tror på at der kan komme en kur imod Rett Syndrom?

Hvorfor er det egentlig okay for læger at sige at der intet er at stille op, og at jeg bare kan sammenligne Tobias med piger som har klassisk Rett Syndrom – hvad fanden skal det egentlig gøre godt for? Ja ja, man skal da ikke proppe forældre med drømme og løgne men sammenligne? Hvad skal det hjælpe de dage hvor Tobias overhovedet ikke kan finde ro i sin krop? Hvad skal det nytte på de nætter hvor han overhovedet ikke kan sove? Hvad skal det hjælpe når hans hænder ikke vil som han vil? Eller når jeg skal hjælpe ham med alt? Hvad dælen skal en sammenligning gøre godt for? Så jeg kan læne mig tilbage i sofaen og sige: ’Nå ja, men det gør lille Sofie, med Rett Syndrom, jo også og der er intet jeg kan stille op.’ – Nej vel?!

Den person er jeg bare ikke og måske er det også derfor at jeg bliver så hårdt ramt on/off – måske er det derfor jeg ikke kan finde ro og at jeg altid føler en uro i min krop og sjæl? Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op eller hvordan jeg skal takle det her – skal jeg bare lytte til lægerne og bare hjælpe Tobias bedst muligt med de problematikker han har, og så ikke længere bruge krudt på at lede efter nålen i høstakken? Det kan jeg bare ikke! Slet ikke med tanke på at Rett Syndrom jo sådan set er ret kendt for at fortære ens barn yderligere. Jeg vil ikke acceptere at vi ikke kan gøre noget så Tobias får det bedre. Kald mig naiv, dum, drømmende eller hvad end du nu har lyst til. Måske vågner jeg som 80-årig og har stadig ikke fundet svaret men jeg ville vide at jeg havde gjort alt, vendt hver en sten jeg overhovedet kunne. Så længe Tobias stadig får den hjælp og den kærlighed som han har brug for og fortjener, kan jeg ikke stoppe med at lede. Måske vil mine irriterende spørgsmål en dag bære frugt eller måske møder jeg en dag en læge, der bliver så træt af mig at han/hun hellere vil besvare mine spørgsmål end have mig hængende i telefonen eller via e-mail.

Jeg har nu tudet i en halv time, mine øjne er hævet og min næse rød. Det er træls når man egentlig havde nogle ting man skulle ordne, og jeg er jo ikke kommet et skridt tættere på en afklaring eller handleplan men jeg føler mig alligevel lettere og ikke helt så tunghjertet. Jeg ved at det ikke er sidste gang at jeg bryder sammen, men omvendt er jeg også klar over at livet går videre. Jeg elsker jo min dreng – Rett Syndrom eller ej – men for dælen, den sygdom gør godt nok en rundtosset, syg, og giver en følelse af at være komplet magtesløs. Jeg er en kontrolfreak og det tillader Rett Syndrom bare ikke. Det kan være både godt og ondt men lige nu gør det bare ondt.

Jeg beklager at dette indlæg egentlig ikke er videre informativt eller konstruktiv, men jeg havde brug for et afløb for mine kaotiske følelser og tanker.

For mig føles Rett Syndrom cirka sådan her:

Da jeg holdte Tobias for allerførste gang, blev et lys tændt. Det lys fulgte med Tobias og jeg. Det var der da Tobias sagde ’mor’ for allerførste gang. Faktisk, i det øjeblik, var lyset så kraftigt at jeg troede jeg skulle blive blind af kærlighed. Men med ét, begyndte lyset at flimre, det blev ustabilt indtil den dag hvor min dreng ikke længere kunne sige ’mor’. Lyset blev erstattet med et koldt mørke som jeg gjorde alt for at bekæmpe. I dag står Tobias og jeg i en mørk labyrint med alle mulige forhindringer – vi er alene men en masse lyde omgiver os. Jeg tror ikke hverken Tobias eller jeg er klar over om vi skal lytte til dem eller ej.

Vi havde ikke noget valg, vi blev bare placeret i denne labyrint. Vi farer vild og vi mister forbindelsen som om Tobias er faret vild på egen hånd – jeg kan i og for sig godt finde ham, kramme ham og fortælle ham at jeg elsker ham, men han bliver væk for mig hele tiden. Han skriger og jeg finder ham igen, men jeg kan ikke fjerne hans skrig. Han siger ingen ord, men hans øjne fortæller mig at han gerne vil ud af labyrinten, jeg tager hans hånd og leder ham…. Jeg har stadig ikke fundet udgangen…

Fuck dig, Rett Syndrom!

Nogle gange fortryder jeg, at jeg aldrig fik optaget Tobias når han sagde ’mor’ for jeg kan faktisk ikke huske hvordan hans talende stemme egentlig lød. Omvendt må det være ren tortur, hvis jeg kunne afspille hans ’mor’ igen og igen… Jeg ved ikke om jeg nogensinde hører min drengs stemme igen. Jeg kan drømme, jeg kan håbe men vigtigst af alt: jeg KAN og jeg VIL kæmpe!